Ord er overflødige, når lyden er guddommelig

At beherske rummet uden ord
Det var blevet tid til at opleve den irske post-rock-gruppe God Is An Astronaut. Siden begyndelsen af 00’erne har de dyrket det instrumentale, med hang til lange, atmosfæriske kompositioner, der balancerer på en knivsæg mellem drøm og dommedag. Her er ingen vokal, kun klangflader, der rammer lytteren med en nærmest fysisk kraft. Det er musik med følelser i, på trods af de manglende ord. Og netop denne kompromisløse tilgang var kernen, da de gæstede Store VEGA på sidstedagen af A Colossal Weekend og viste, hvordan man kan tvinge et rum i knæ uden at hæve stemmen.

Badet i lys og drømmende toner
Scenen var sparsomt oplyst af de lilla lamper, og de første drømmende toner flød ud af højtalerne. Det var nummeret ”Epitaph”, som startede det hele. Og allerede da stod det klart, at vi var i trygge hænder hos de guddommelige astronauter. Den inderlige, smukke og støvede atmosfære satte tonen for en aften i melankoliens tegn. ”Falling Leaves” og ”All Is Violent, All Is Bright” fulgte efter og foldede bandets signaturlyd ud med klokkeklar præcision. Drønende guitareffekter, underspillet bas og trommer, der først lister sig afsted og siden eksploderer i kontrolleret kaos. Jeg er elles ikke en guitarnørd, overhovedet. Tøndebasker, det er mere mig. Men imens Torsten Kinsella udfoldede sig på sin guitar foran mig, så ville jeg ønske, at det var dét instrument, jeg havde kastet mig over til musik i niende klasse. Der er ingen tvivl om, at disse tre irere behersker deres instrumenter til perfektion! Som en kammerat ville have sagt: ”Hold kæft, hvor det cykler derudad!”. Og det er altså fedt, når musikken gør dét.

Allerede i første nummer blev undertegnede suget direkte ind i bandets univers. Flere gange tog jeg mig selv i at stå med min telefon i hånden for at skrive noter om koncerten – men jeg glemte at skrive noget. Jeg stod der bare, totalt opslugt af vanviddet kombineret med skønheden, der udfoldede sig foran mig. Med skiftende farver på spotlysene, der blev kombineret med momentvis stroboskoplys, var lyset som et fjerde bandmedlem. Eller, måske er det rettere bandets lysmand, der skal have den ros. Fordi netop lyssætningen var på fineste vis medskaber af de stemninger, som tonerne i musikken satte. Hvilket også føltes nødvendigt, når der ikke er vokal på numrene, og bandet står på scenen med deres indadvendte energi og sparsomme publikumskontakt. Så er der brug for, at det visuelle er i højsædet og spiller, hvilket det i den grad også gjorde. 

Et særligt højdepunkt opstod sidst i bandets sæt, da Jo Quail, den britiske cellist og komponist, trådte ind på scenen. Hun føjede både tekstur og dybde til afslutningsnumrene ”Oscillation” og ”Embers”, som i forvejen hører til bandets mere filmiske værker. Hendes cello skar igennem mixet som en mørk energi. En lyd så organisk og rå, at det næsten føltes som en genreoverskridelse. Det var en perfekt symbiose, hvor bandets kliniske præcision mødte hendes mere intuitive, levende tilgang. Jo Quail havde allerede spillet på festivalen og leverede få timer forinden en stærk optræden på Basement.

Selv om bandet teknisk leverede en fejlfri præstation, kunne man dog ønske, at de havde rakt bare en lille smule mere ud mod publikum. De er kendte for deres introverte tilgang, bevares, og det fungerer som en del af deres æstetik. Jeg forstår trangen til at lade musikken tale for sig selv, og der blev da også talt til publikum indimellem. Men netop fordi musikken er så følelsesladet, kunne lidt menneskelig kontakt have givet det hele mere nærvær. Men dét er så også min eneste anke omkring gruppens levering. Alt andet spillede! Jeg vil vove den påstand, at var man ikke allerede fan af bandet, så blev man det efter denne koncert. Der var især én mand, måske lettere beruset, som råbte ”SPIL! SPIL NOGET MER’!”, så snart et nummer var afsluttet. Jeg havde det på samme måde som manden, og efter næsten 60 minutters koncert var jeg lige dele mundlam og tom indeni. Samtidig med at jeg var fyldt op med lykke og ønskede, at det pragtfulde moment skulle vare bare liiige 10 minutter mere.

Astronauterne landede sikkert
Samlet set var det en koncert, der beviste, hvorfor God Is An Astronaut stadig står som et referencepunkt i post-rockens verden. De leverede en lydmæssig og visuel helhedsoplevelse, der var både intens og rørende. Selvom man kunne ønske sig mere kontakt med publikum undervejs, var det en stærk demonstration af, hvor meget man kan udrette med præcision og atmosfære alene. Koncerten blev ikke bare hørt – den blev mærket.

9/10