Sønderjysk ondskab

Da de unge drenge i Blodmaane indtog scenen, var det med ansigterne dækket af black metal-inspireret krigsmaling, klar til at levere aftenens første musikalske indspark. Personligt blev jeg glad for at se en PRS Marc Holcomb på bandets guitarist Lasse Braun. Det er som regel et tegn på, at publikum bliver begunstiget med en eller anden form for guitarekvibrilisme fra scenekanten.

Omkring 60 personer var dukket op i det intime lokale til aftenens opvarmning. Det var et beskedent fremmøde, men modspillet var også hårdt denne aften, hvor K.B. Hallen tog imod nogle af blackmetallens helt store navne. Som sættet skred frem, blev flere og flere af aftenens deltagere dog lokket mod det mørke ritual på scenen.

Koncerten blev skudt i gang med en dunkel og mystisk intro, som fluks blev transformeret til rendyrket ondskab. Lydbilledet sad hæderligt fra start, og frontmanden diskede hurtigt op med en vokallinje, som hidkaldte dæmoner fra de mørkeste afkroge af helvede. Publikum stod noget spredt i lokalet; der blev nikket og bøjet nakker rundtomkring, men den helt store energi lod vente på sig. Kort inde i sættet var undertegnede allerede temmelig imponeret over den stamina, guitarlyden krævede i form af de vanvittigt hurtige og lange tremolo picking riff-sekvenser, Blodmaane fyrede af, som var det blot ‘another day at the office’. 

Frontmand Elias Nybo gjorde, hvad han kunne for at gejle publikum op og tvinge dem tættere på scenen, og råbte allerede tidligt, at folk skulle komme nærmere, men responsen var vigende og kortvarig. Rent instrumentalt var niveauet til gengæld tårnhøjt over hele linjen. Guitararbejdet var eksekveret med stor præcision, og bag trommesættet blev der leveret en absolut magtdemonstration. Undertegnede stod måbende og observerede Anton Hansen tæske trommerne tilbage til stenalderen med en hastighed, der måtte udmatte selv de dygtigste maratonløbere. Musikkens atmosfæriske passager skabte en mørk og mystisk lydmur, og vokalistens brøl skar igennem med enorm tyngde. De tunge dødsmetalriffs var tydeligvis også det, der fængslede publikum mest – selvom man ud fra band-T-shirtene i salen kunne udlede, at black metal-fansene nok befandt sig i KB Hallen.

Lydkvaliteten varierede en del i salen. Oppe foran var balancen betragteligt bedre (og lyden selvfølgelig højere) end længere tilbage i rummet. Genremæssigt stak koncerten i mange retninger: fra prog død og melodisk død til klassisk black, Trivium-klingende riffs og et par enkelte thrash-passager. At forsøge at definere præcis, hvilken genre bandet tilhører, er en svær opgave, men sønderjyderne kunne deres kram og mestrede alle subgenrer, de gav sig i kast med. Desværre var publikum ikke helt med på legen, og Blodmaane havde nok nydt bedre af publikummet i K.B. Hallen. Men det rørte dem ikke. Jeg tror helt enkelt bare, at de var fejlcastet til aftenen.

7/10

Jyderne indleder slutspurten på en flot karriere

Aftenens hovednavn, aarhusianske Bersærk, trådte på scenen på Richter helt uventet og uden introduktion. Mens folk stadig stod i baren og var uforberedte, begyndte trioen aftenens sæt med “Kollaps”. Der var en besynderlig energi i rummet, mens publikum trak mod scenen på en lettere stresset facon, som om de havde glemt, at der var koncert. Selve begyndelsen af koncerten gik ikke ligefrem strålende. Jens Moss Thorsens stemme har absolut potentiale, men i sættets første tredjedel, under numre som "Indtil solen brænder ud" og "Vinter komme", haltede vokalen mærkbart, og guitarens nuanceforskelle druknede i et ubalanceret lydbillede. Var det startvanskeligheder fra mixerpulten, eller var det et band, der bare gerne ville have koncerten overstået hurtigst muligt? 

Under første tredjedel af sættet mærkede jeg ikke, at Bersærk var på deres afsluttende run af koncerter; der manglede energi, gejst og spilleglæde. Men da samtalen med publikum endelig blev åbnet – først med et kort ‘Kom så, Gladsaxe!’ og siden med en oprigtig og tør jysk anekdote om golfbaner i Korsør – begyndte isen langsomt at bryde op.

Ved titelnummeret fra det nyeste album, Verdens Vrang, fandt vokalen endelig sit rette leje, og herfra voksede showet eksponentielt. Trioens soniske tyngde – båret igennem af en gigantisk Carlsbro-top, Orange-kabinetter og et pedalboard hos guitaristen, der kræver en ph.d. at navigere – begyndte at levere den rå magt, man forventer af et band med så meget liveerfaring. Generelt set var guitararbejdet fænomenalt og en gennemgående taktstok for kadencen i salen.

Højdepunkterne kom som perler på en snor i anden halvdel af sættet. "De Glemte" leverede aftenens hidtil fedeste riff og tændte en ild i både sal og scene. Da bandet ramte numre som "Mørke" og den brutale samt populære "Fimbuls børn", var lyden transformeret til noget nær det perfekte. Thorsens bas blev udnyttet fænomenalt som en sekundær rytmeguitar, og hans korte skrig og vokal passede pludselig fabelagtigt ind i det massive lydlandskab. Det var tydeligt, at bandet havde fundet formen, og kærligheden til at spille livemusik gik fra 0-100 hurtigere end de tørstige herrer, der tømte fadøl om kap i baren. Der blev givet langt mere fra bandet, og det forplantede sig lynhurtigt til publikum, som fangede bandets vilje til at sejre og kvitterede med ren dedikation til showet.

Richter var desværre langt fra fyldt op, hvilket gjorde kulissen svær at løfte. Et ensomt forsøg på at starte et moshpit faldt til jorden, men under ekstranummeret "Blod og stål" opstod aftenens mest kuriøse øjeblik: Verdens måske mindste circle pit bestående af både børn og voksne skabte et sjovt, hyggeligt og ganske unikt øjeblik. Smilene var helt enkelt ikke til at pille af publikum. Lige netop dette kunne Bersærk ikke gøre meget ved. Koncerten havde uden tvivl været mere intens i en mere intim setting, og denne kunne Richter desværre ikke levere denne aften.

Med afslutningssalven "Dæmring" fik publikum det sidste spark i røven, og selvom det virkede lidt mærkværdigt, at opvarmningsbandet slet ikke blev nævnt fra scenen, lukkede Bersærk festen med manér. Det beskedne publikums tilstedeværelse nåede bristepunktet, og Bersærk fik endelig den publikumsrespons, de ville have – og fortjener. 

Afslutningen på sættet var fremragende, men jeg kan ikke abstrahere fra tilløbet i særligt første tredjedel af koncerten, hvor jeg som tilskuer helt enkelt ikke fik følelsen af, at Bersærk ønskede at være i rummet. Men da gutterne genfandt kærligheden til deres livsværk og publikum, var det svært at forestille sig, at bandet var på vej mod en pause uden tidsmæssig definition. Thorsen beviste, at Bersærk sagtens kan uden Casper Popp, og at de gæve jyder besidder både charme, selvtillid og langt hår.

7/10