Et brud og en pause senere …
I 2020 udgav Bersærk sit fabelagtige tredje studiealbum, SOL, og to år efter gav de mig en af mine allerbedste koncertoplevelser. Nogensinde. I betragtning af at jeg har gået til koncerter siden starten af 80’erne, er det da lidt af en præstation. For lidt over et år siden sprang bomben: Efter 12 år var det slut for gruppens frontmand – Casper Popp forlod Bersærk. Nu hvor århusianerne er klar med næste kapitel i historien om Bersærk, Verdens Vrang, leder alt dette automatisk til en masse spørgsmål. Er fem år for længe at vente med en opfølger? Hvordan skal Bersærk klare sig uden en af Danmarks mest markante rockstemmer? Og kan Bersærk mon skrive et helt album uden at nævne ulve? Lad os se, om vi kan finde nogle svar.
Hugorme og kældermennesker, men ikke nok bersærkere
Indledningen på albummet gør mig ikke umiddelbart klogere, for den er voldsomt skizofren. ”Kollaps” åbner med en Rammstein-light industrial intro. Der er tunghed, men ikke så meget guitar, som man kunne ønske. Det krydres med en del keyboard og effekter i det stille outro-stykke, der modsætningsfyldt handler om at se klart på vredens dag. Der følges op med singlen ”Indtil Solen Brænder Ud”, der efter en Tom Morello-intro giver ægte tunghed på klassisk Bersærkervis. ”Maskinen” fortsætter stilen fra ”Kollaps”, nu med mere moderne Hugorm-vibes. Heldigvis kører maskinen kun i lige over tre minutter, for den fremstår som et tyndbenet forsøg på at lave noget, der kunne minde om et nymodens hit. Med ”Natten Vågner” får vi endnu et skifte tilbage til noget mere traditionel Bersærk, en skøn, sludget Matt Pike-guitar og så ikke mindst den stærkt savnede ulvelyrik.
Man bliver altså revet frem og tilbage i en mildest talt ujævn sekvensering på albummets start. Det skjuler bare ikke dette albums helt store problem, for uha, hvor er savnet af Casper Popp stort. Bassist og producer Jens Moss Thorsen har overtaget mikrofonen, og det er sjældent ret vellykket. Det storladne og ekstremt medrivende omkvæd på ”Indtil Solen Brænder Ud” udstiller savnet på ubarmhjertig vis, men også under de mere rolige passager som i ”Vi Blev Solgt En Drøm” går det galt. Her får vi ellers lidt tiltrængt akustisk mildhed, en øvelse, vi ved Bersærk mestrer til fulde, men fraværet af Popp bliver igen udstillet. Dobbelt tracking af vokalen og, så vidt jeg kan lytte mig frem til, let brug af autotune, hjælper ikke meget. Med en smuk melodi og dejlige strygere på en lækker Kellermensch-agtig måde er ”…Solgt…” et virkelig solidt Bersærknummer. Budskabet om at ’vil du ændre verden, begynd med dig selv’ fejler absolut heller ikke noget, men vokalen er bare ikke god nok, og dette ’men’ holder hele albummet nede.
Overalt gør Simon Meiner på trommer og diverse slagtøj et forbilledligt arbejde. Et eksempel er de langsomt opbyggende, postmetalliske rytmer på ”Odessa”. Her er det er snublende tæt på at blive rigtigt godt, især i de perioder, hvor Thorsens vokal gemmes en smule i mixet – hvorfor har de rutinerede lydsnedkere ikke benyttet sig af det oplagte trick noget mere? Den primære sangskriver i Bersærks karriere har altid være guitarist Lars Evers, men han finder for sjældent sit gamle, høje niveau på dette album.
En mislykket skilsmisse
Der er mange vellykkede eksempler i rockens brogede historie på, at udskiftning af forsangere kan blive til en styrke. Det er desværre langt fra tilfældet på Verdens Vrang. Et fromt ønske var, at det slet ikke havde været nødvendigt at nævne Casper Popp denne gang, men hans fravær hviler som en tung møllesten over hele dette værk. På trods af mange gode momenter undervejs viser Verdens Vrang, at Bersærk er ikke kommet sig over skilsmissen endnu. Mange af de kreative valg indikerer, at jyderne heldigvis ikke har mistet deres skabertrang. Måske ved de bare endnu ikke helt, hvor bruddet med Popp skal føre dem hen?
