Arkivfoto: Claus Ljørring
Gammel kærlighed ruster aldrig helt
Arch Enemy udgjorde sammen med In Flames den mest markante hjørnesten i denne anmelders dødsmelodiske fundament fra begyndelsen og op gennem midten af 00’erne. Som årene er gået, er begejstringen dog falmet betydeligt, om end udsigten til et gensyn med Pumpehuset under turnéfanen Back to the Root of All Evil nu alligevel fik gløderne til at blusse op igen. Ikke fordi jeg nærer nogen decideret modvilje mod den nu afmønstrede Alissa White-Gluz, men fordi den flossede patos og rå nerve i nytilkomne Lauren Harts vokal på papiret rimer noget bedre på det Arch Enemy, jeg oprindeligt forelskede mig i. Det var da også netop i det gamle vandværks ydmyge rammer, jeg for mere end 20 år siden første gang oplevede svenskerne. Dengang stod Angela Gossow i front, og Doomsday Machine tjente som det aktuelle hovedværk. Efter den bredskuldrede Blood Dynasty-pakke i Poolen sidste efterår var kontrasten derfor til at tage og føle på: Ingen support, ingen svulstig arenaproduktion og intet overflødigt fedt. Næh, denne tirsdag aften handlede ene og alene om kemien mellem det nyeste skud på stammen og 600 forventningsfuldt sitrende sjæle i den mere end tætpakkede Kransalen.
Beton, blod og brede generationskløfter
En meget lang ouverture skulle stås igennem, førend ”Tear Down the Walls” præcederede “Silent Wars” og endelig åbnede tidslommen. Harts growl lå (og ligger) ganske vist et par toner lysere end Gossows ditto, men hendes højfrekvente fraseringer udløste øjeblikkeligt respons, og lydmanden havde faktisk fundet præcis det skramlede lokumsleje, hvor betoncharmen blev bevaret, uden at strengene klistrede sammen til en klæg grød. Og det endda til trods for, at instrumenteringen konsekvent blev skruet ned, hver gang Hart satte ind. Det gav vokalen rum, men afslørede også, at balancen endnu ikke sad helt i skabet. Da bandet kort efter gravede ned i Wages of Sin med “The First Deadly Sin”, manifesterede en mindre moshpit sig foran scenen. Her blev generationskløften i det tætpakkede lokale samtidig synlig: De gamle disciple vidste præcis, hvilket dyr der var sluppet løs, mens en del af arenasegmentet længere tilbage virkede mere optaget af at dokumentere deres tilstedeværelse end af faktisk at være til stede. “Ravenous” fastholdt trykket uden at gå på kompromis med detaljerne, og netop dér viste Kransalen sin styrke.
Spændingsfeltet mellem fortid og nutid blev således aftenens vigtigste målestok. “War Eternal” er til dato bandets mest spillede nummer på Spotify og dermed katalogets oplagte crowdpleaser, men det brede arenariff fik aldrig rigtig luft under vingerne i de lettere klaustrofobiske omgivelser, og Harts register passede ikke til sangens mere polerede konturer. Anderledes overbevisende var den nye “To the Last Breath”, der fremstod skræddersyet til hendes ru vokal og gav hende de ekstra procenter, som flere af White-Gluz-numrene nægtede at frigive. “Blood Dynasty” skilte igen-igen bukkene fra fårene, selv om hooket måtte indrømmes at være irriterende effektivt. Hart stod i øvrigt for stort set al kommunikation, mens Michael Amott og Joey Concepcion leverede deres guitararbejde med kirurgisk præcision og et kollektivt tilfælde af ’resting bitchface’. Musikerne spillede mestendels møgstramt, men den intime ramme kaldte på langt mere øjenkontakt, mere spontanitet og lidt mindre professionel autopilot. Energien fejlede intet, men på især “The Eagle Flies Alone” og “No Gods, No Masters” blev det tydeligt, at bidsk fremtoning alene ikke automatisk løser et materiale, der ligger skævt til hendes naturlige tyngdepunkt.
Til gengæld voksede Hart markant, når Arch Enemy dykkede ned i den periode, koncertens titel lovede at genoplive. “I Am Legend/Out for Blood” landede med både råstyrke og kærlighed, alt imens Sharlee D’Angelo sneg en fræk basgang ind mellem guitarernes savtakker. Også disse dybere snit fra Gossows gyldne æra klædte Hart, fordi hun her forsøgte at angribe sangene frem for at forme sig efter dem. Hendes tenderende skolepigeforelskelse i yndlingsalbummet Wages of Sin havde ganske vist et strejf af metalkaraoke over sig; som en livslang fan, der pludselig står blandt sine gamle helte. Det prikkede hul på illusionen, men charmen var svær at afvise. Hun skal trods alt lande i rollen, ikke cosplaye sine forgængere. Mod slutningen begyndte sættet dog at føles noget jappet. “Blood on Your Hands” viste, hvor stærkt vokal og guitar kunne arbejde i samme retning, men den instrumentale “Snow Bound” blev hurtigt anvendt som affyringsrampe for “Nemesis”, komplementeret af røde og sorte jumboballoner med bandlogoet. Selv i undergrundsformatet kværnede den kommercielle melodødsmaskine altså videre, før “Fields of Desolation” endelig lukkede cirklen om en aften, hvor den fjerne fortid konsekvent bed hårdere end perioden nær nutiden.
Fortiden bider fra sig
Arch Enemy leverede en overvejende vellykket koncert, hvor Lauren Hart bekræftede potentialet, men samtidig blotlagde udfordringen i sin nye rolle. Når materialet krævede rå vildskab, urinstinkt og prototypisk melodød, fremstod hun som et oplagt valg. Når de senere års mere stadionvenlige hymner aftvang en anden registerkontrol og mere poleret autoritet, blev overgangene omvendt noget mindre gnidningsfri. Derfor bør svenskerne tilbage til tegnebrættet; ikke for at skole Hart, men for at sammentømre de sætlister, der bedst tillader hende forgængernes plads ved bordet. Back to the Root of All Evil burde som koncept have turdet gå endnu længere. Der var fin plads til både “Silverwing” og “The Immortal” fra Burning Bridges samt adskillige oversete hug fra Rise of the Tyrant (ingen nævnt, ingen glemt). Omvendt kunne de nyere publikumsfavoritter snildt være blevet i kufferten. Alligevel lykkedes det Pumpehuset at fremkalde noget, jeg ikke havde forventet: reel nysgerrighed på Arch Enemys næste kapitel. Den gamle kærlighed er stadig noget rusten i samlingerne, men denne aften slog den gnister igen. Jovist, svenskerne fandt da i et vist omfang tilbage til rødderne, omend de ikke formåede at grave helt dybt nok.
Sætliste:
Intro: Tear Down the Walls
1. Silent Wars
2. Taking Back My Soul
3. The First Deadly Sin
4. Ravenous
5. War Eternal
6. To the Last Breath
7. Blood Dynasty
8. Bury Me an Angel
9. Under Black Flags We March
10. The Eagle Flies Alone
11. No Gods, No Masters
12. I Am Legend (instrumental) /Out for Blood
13. Dead Bury Their Dead
14. Shadows and Dust
15. Dead Eyes See No Future
16. We Will Rise
17. Blood on Your Hands
18. Snow Bound (instrumental)
19. Nemesis
20. Fields of Desolation