New wave of classic rock

Sweet Electric har base i Køln. Den by i Tyskland, hvor afstanden mellem værtshuse, og udskænkningssteder i øvrigt, er kortest. Om det spiller en rolle i bandets humoristiske og eksperimenterende tilgang til det, de selv beskriver som new wave of classic rock (NWOCR), er ikke utænkeligt. For med en halv til en hel promille i blodet siges det, at der slækkes på hæmningerne, og modet får flere kræfter. Sikkert er det, at Sweet Electric underspiller sit værd med opsætningen af førnævnte NWOCR-ramme. For det viser sig, at ensemblet med Something Somehing Disco har rykket sig en hel del, siden den noget jævne debutplade The Monsters Are Rising udkom tilbage i 2024, og at spændvidden er blevet udvidet.

Fuld plade

Når man lytter til Something Something Disco, så bliver man rykket rundt i rockmanegen og bombarderet med input fra et hav af genrer. Således byder Sweet Electric blandt andet op til dans med en vaskeægte tolvtaktersblues på ”Somewhere In The Middle”. Et langt mere moderne dansevenligt udtryk leveres i fin form på ”OMG”. Der er fuldt blus på firsernes hairmetal-kedler på ”Long Way Back”, og stykket er i den grad godkendt herfra. På ”Get Up” går der bluegrass i den, dog uden banjo, men med masser af hillbilly-cigarkasse strengeleg, blikdåsetrommer og en superb slideguitarsolo. Minsandten om ikke også der forsøges med noget gothrock a la The Other på ”Psycho”, som ovenikøbet inkluderer noget, der mest af alt minder om et hæderligt forsøg på et metalcore C-stykke, helt klart pladens mest ambitiøse sang. Og skulle Green Day nogensinde få et barn sammen med The Beach Boys, så ville resultatet nok være ”Mexico”. Af og til er det også bare tæl til fire riffdrevet Airbourne-inspireret rock 'n roll som for eksempel på ”These Guns”.

Sweet Electric er enormt dygtige til det, de gør. Forsanger Brad Marr, der i øvrigt er australier, har en formidabel diversitet, der gør, at, udover at han kan lyde præcis som Billie Joe Armstrong (no shit, én til én), også minder om John Corabi, og samtidig kan levere spændende fraseringer i varierende tempi. Alle skæringer er nøje udtænkt, og man er aldrig i tvivl om, at alt, hvad kvintetten begiver sig ud i, er fuldt ud bevidst, og der er faktisk ikke en decideret dårligt sang på albummet. Selvom den Terrorvision-agtige ”Sick In The Head” måske ikke lige er verdens stærkeste åbningsnummer.

Medrivende orkester med stort potentiale

Med alle de roser på plads, må jeg alligevel erkende, at jeg savner en form for rød tråd. En distinkt lyd, noget kontinuitet i den stilsikkerhed, gruppen momentvis besidder, eller en historiefortælling i lyrikken, som kæder det hele lidt sammen. Men ingen tvivl om, at selvom det på overfladen kan virke en smule som skæg og ballade, så er Something Something Disco en udgivelse, som er langt mere interessant, end det for eksempel landsmændene i The New Roses har budt på de senere år. På mange måder er Sweet Electric den tyske pendant til Massive Wagons, selvom de naturligt nok fremstår mindre rutinerede end deres engelske kollegaer. Men fremtiden er lys for de charmerende kølnboere, som allerede nu er utrolig svære ikke at komme til at holde af.