Et spørgsmål om identitet

For ganske få måneder siden stod Georg Neuhauser på Copenhells største scene som The Tribune i Warkings. Nu er rustningen pakket væk, om end østrigeren stadig har et slag om identitet liggende for sine sandalafklædte fødder. Fallen Sanctuary blev nemlig dannet med Marco Pastorino som et selvstændigt musikalsk frirum, men båndene til den primære arbejdsgiver synes næsten komisk svære at kappe. Ikke alene spiller Pastorino i dag også i Serenity; selve navnet Fallen Sanctuary stammer fra Serenitys andet album fra 2008. Siden har Serenity videreudviklet sit storladne udtryk frem mod blandt andet Nemesis AD, mens Fallen Sanctuary debuterede med Terranova i 2022. Nu erklærer duoen, at jagten fortsætter på den perfekte signatursang, og at musikken denne gang er hurtigere, tungere og mere direkte. Det efterlader The Gathering of Dreams med ét afgørende spørgsmål: Hvor begynder Fallen Sanctuary egentlig, og hvor slutter Serenity?

Mellem Kakko og Khan

Svaret lader vente en smule på sig. Alessandro Del Vecchios klaver drysser ganske vist lidt ekstra melodisk krydderi over “Nothing Can Keep Us Apart”, men allerede på åbneren stjæler Neuhauser fuldstændig billedet fra det ellers kompetente orkestralfundament. Titelnummeret afslører tillige, at The Gathering of Dreams stortrives, når musikken får lov at fylde et helt rum. Igennem et sæt hovedtelefoner føles vokalerne intense og nærværende, men over et større højtalersystem folder produktionen sig for alvor ud. Den bastante bund får en helt anden tyngde, mens de stort anlagte melodier og vokalharmonier får langt mere luft under vingerne. Det klæder et album, der på ingen måde undslår sig sin polerede og pompøse poweræstetik. Den umiddelbare tilgængelighed kan virke en smule dominerende i begyndelsen, men efter gentagne gennemlytninger afsløres en langt større detaljerigdom under den højglanspolerede overflade.

Det bliver endog meget tydeligt på “Dawn With No Return”, hvor en folkemusikalsk atmosfære møder et tungt leadriff og albummets hidtil mest dynamiske vokalarbejde. Neuhauser bevæger sig fra indfølende melodik til sporadiske krigshyl, der ellers sjældent får lov at flænse den ellers så velstrøgne powermetal. Her får stemmen både vinger og tænder. “I Remain I Won’t Die” lader derimod Dario Capaccis trommer drive værket, og generelt kunne man godt ønske sig endnu mere selvstændigt råderum til Pastorinos guitar. Den fungerer ofte som rytmisk drivkraft frem for melodisk modspiller, hvor bas og trommer normalt burde bære mere af byrden. Omvendt er det saftsuseme svært at komme til fadet, når kollegaens klangflader så ubesværet navigerer mellem Tony Kakkos lyse melodik og Roy Khans mørkere, dramatiske autoritet.

Den tendens fortsætter på “Shadows Of Love”, hvor guitarerne ganske vist melder sig tidligere, om end det ikke rykker ved magtbalancen. Det er Neuhauser her, der og allevegne. På “Falling Deeper” bliver dominansen imidlertid ikke længere et spørgsmål om arrangement, men uomgængelig klasse. Sammen med “Dawn With No Return” er det nummeret, der får mig til instinktivt at undersøge, hvornår Fallen Sanctuary mon rammer en dansk scene, og samtidig katapulteres Neuhauser direkte op i Superligaen blandt powermetallens absolutte verdensstjerner. “Time Won’t Wait” illustrerer til gengæld, hvor højt ensemblets samlede loft befinder sig, når alt er i vater. Med “Restless Storm” når skiven sidenhen sit crescendo qua endnu en vokal magtdemonstration leveret af Neuhauser. ’Krigskongens’ jernnæve hamrer således tonstunge nagler under en plade, der bare vokser for hver eneste gennemlytning.

Drømme er en forunderlig størrelse

Jeg var ingenlunde overbevist fra første færd. Det er jeg i den grad nu. The Gathering of Dreams er den slags album, der langsomt arbejder sig ind under huden, indtil melodier og arrangementer, der indledningsvist virkede banale, begynder at afsløre betydeligt større holdbarhed. Der er dog stadig et stykke vej at tilbagelægge for Pastorino, før han er fuldt på omgangshøjde med Neuhauser, og det forhindrer Fallen Sanctuary i at realisere visionen om et ligeværdigt, selvstændigt musikalsk udtryk. Kakko og Khan fungerer fint som stilistiske pejlemærker, men sammenligningerne bliver hurtigt overflødige. Neuhauser lyder først og fremmest som sig selv, og han ejer simpelthen det her album. The Gathering of Dreams er lige knap den fuldendte drøm, og jagten på signatursangen må således fortsætte. Til gengæld cementerer Fallen Sanctuary et bomstærkt kandidatur til en af årets mest interessante udgivelser inden for moderne melodisk powermetal.