Varme hjerter på en kold aften
Mandag aften var det blevet tid til at møde mægtige Anthrax i Amager Bio i København. New Yorkerne er i øjeblikket på en turné, de kalder Among The Kings; et ordspil, der er en sammenskrivning af hhv. deres nyeste skive, den ganske habile For All Kings, og så det legendariske album Among The Living fra 1987. Sidstnævnte spilles, for første og eneste gang, i sin fulde længde på denne tour, så det var selvsagt ikke en ordinær og forudsigelig "greatest hits"-koncert, vi blev vidner til. Det var et både løssluppent og sprudlende, men også jordnært og hudløst ærligt show, vi fik fra et yderst velspillende band.
Festlig fællessang
Med på touren har Anthrax The Raven Age. De skal ikke anmeldes her, men jeg skal hilse og sige fra dem, der så dem, at man godt kan begynde at glæde sig til briternes show på sommerens Copenhell...! Da supporten gik af scenen, var fremmødet mildest talt ikke imponerende. Og selvom der dukkede flere feststemte gæster op, inden Anthrax, noget forsinket, gik på scenen, var der stadig god plads i salen. Dette påvirkede dog ikke bandet, der uden tøven kastede sig ud i titelnummeret fra Among The Living, og så var vi ellers i gang. Et ekstremt velspillende band, med altid energiske og nærværende Joey Belladonna i front, leverede et forrygende første sæt med især "Caught In a Mosh", "A Skeleton in the Closet" og "Imitation of Life" som højdepunkter. "A.D.I./Horror of it All" blev sært nok, som det eneste nummer i sættet, leveret med meget lidt power og en sært manglende entusiasme fra bandet. Min sidemand kiggede på mig efter nummerets afslutning og sagde det, vi begge tænkte: ”Hvad fanden skete der der?”. Klogere på spørgsmålet blev vi ikke, men jeg skal love for, at alt det tabte blev samlet op igen på forrygende vis, da en storspillende Scott Ian slog starten an til en perfekt leveret "Indians".
Efter et forrygende første sæt og en ganske kort pause blev det til en håndfuld numre fra det øvrige Anthrax-katalog, deriblandt "Madhouse" og et par mere afdæmpede numre fra den nyeste skive, For All Kings. Vanen tro sluttede vi af med fællessang og -skrål under den sædvanlige afslutning med nummeret "Antisocial". Aftenen havde nået sin ende, og selvom der hverken var moshpit eller wall of death i den gamle biografsal, var det en super fin intim-fest med Anthrax som husorkester.
"It's only rock 'n' roll"
I min optik er Anthrax det band, der skiller sig mest ud, når snakken falder på The Big Four. Her tænker jeg ikke kun på musikken som sådan, men derimod bandets egen tilgang til den. I modsætning til Metallica, Megadeth og Slayer, som er fra San Francisco-egnen, stammer Anthrax fra bydelen Queens i New York. I The Bay Area, hvor thrash-scenen i de tidlige 80'ere mest af alt gik ud på at kæmpe en aggressiv krig mod glam-metallen, lagde de indfødte bands uhyggeligt meget energi i at være de sejeste sataner, verden nogensinde havde set – image var alt, og smil var forbudt. Anthrax derimod lallede rundt på den modsatte kyst, hvor de hørte Kiss og AC/DC, hyggede sig dagen lang og generelt bare var nogle glade drenge fra Queens, der ikke skulle bevise noget som helst. Og dette kan stadig mærkes i deres musik den dag i dag; det skal først og fremmest handle om at have det sjovt.
Mandag aften i Amager Bio var vi vidner til et band, der alle dage har bevist, at man sagtens kan være hamrende brutale, men også fjollede på samme tid. Vel at mærke uden at virke useriøse. Anthrax er et hamrende seriøst band, men også en flok aldrende herrer, der aldrig har taget deres succes for givet, og altid haft en fest. Det var vedkommende, intimt og forrygende fedt. Tak for dansen.
