Barn af natten
I 2012 kulminerede en yderst dramatisk konflikt, da den dengang højgravide og hospitalsindlagte Anette Olzon ragede uklar med Nightwish om brugen af vikarer under en amerikansk turné. Kort efter var hendes tid i bandet forbi, og bruddet satte straks gang i både spekulationer og ikke mindst våde drømme om Tarja Turunens tilbagevenden. Nogle begræd Olzons afgang, andre diskuterede ivrigt mulige afløsere, men få kunne være i tvivl om, at endnu et turbulent kapitel var blevet skrevet i historien om Nightwish. Derfor var der unægtelig en snert af sensation over svenskerens tilbagekomst, da hun torsdag aften indtog RUST for at genvinde sin egen historie. Koncerten var en musikalsk genoprejsning viet næsten udelukkende til Dark Passion Play og Imaginaerum, de to værker, hun selv var med til at forme. Akkompagneret af et brasiliansk backingband var missionen tydelig: Materialet skulle atter stå på egne ben med sin oprindelige stemme i centrum. Spørgsmålet var blot, hvorvidt de massive arenakompositioner på nogen måde kunne komprimeres til Nørrebroklubbens intime frimærkescene.
Arenarock kogt ned til klubformat
Spredte pift og klapsalver fulgte musikerne ind, men straks “7 Days to the Wolves” blev sluppet løs, viste Olzon, at intensiteten ikke var rustet bort. De snævre rammer passede hendes ligefremme vokal overraskende godt, og hun sang med både overskud og bemærkelsesværdig glæde. Anderledes problematisk stod det til med Filipe Duarte, der varetog Marko Hietalas rå vokalpartier. Han ejede hverken originalens karisma, kraft eller dramatiske bid, og den indledende papkasselyd udgjorde nærmest en beskyttende hinde omkring manglerne. Da lydbilledet foldede sig ud under “Ghost River”, var der imidlertid ingen steder at gemme sig. Til gengæld fik hans bas langt bedre arbejdsbetingelser end trommerne, der dårligt kunne trække vejret i den sammenpressede opsætning. Det øvrige orkester fremstod kompetent, men stationært, mens omtrent 200 gæster hyggede sig med en afmålt form for begejstring.
Nostalgiens magt bør man dog aldrig undervurdere. “Storytime”, “Bye Bye Beautiful” og “Amaranth” fremkaldte således gyngebevægelser, sporadisk fællessang og taktfaste tilråb, som den gode Olzon fik lokket frem uden at virke forceret. Hun gjorde tværtom gennemgående en dyd ud af publikumskontakten, og hendes oprigtige kærlighed til sangene smittede. Mere ujævnt stod det til med arrangementerne. Korfladerne var nedtonet, hvilket gav keyboardet mere plads, men samtidig blotlagde afstanden til Tuomas Holopainens detaljerigdom. “Rest Calm”, der først fik sin livedebut på Olzons soloturné anno 2025, var en kærkommen sjældenhed, mens “Last of the Wilds” blev et lettere surrealistisk sammenstød mellem brasilianske musikere, irskklingende folkemetal og en glohed beværtning på Nørrebro. Det var ikke videre elegant, men øjeblikket havde sin helt egen skæve charme.
De stærkeste passager opstod, når Olzon fik lov at stå alene med materialet. “Eva” blev dedikeret til de usikre, de udstødte og de mobbede. Og tænk engang: Selv her, næsten to årtier efter originalindspilningen, lod den aldrende sanglærke sig tydeligt berøre af det stærke budskab. “Turn Loose the Mermaids” blev aftenens smukkeste fortolkning, ikke mindst fordi Duarte nøjedes med at passe bassen. Også “Song of Myself”, en særlig gestus til det danske publikum, fungerede fremragende og fik én til at spekulere på, hvor højt koncerten kunne være fløjet med endnu større vægt på Olzons egne vokalnumre. Den yderst sjældne “Meadows of Heaven” burde have været sættets emotionelle klimaks, men lyshavet fra de mange mobiltelefoner forvandlede hurtigt det trange lokale til et blitzangreb. “Last Ride of the Day” lignede den oplagte finale, men efter halvanden time ventede endnu en overraskelse: Under “Rapture”, titelnummeret fra hendes seneste soloalbum, sluttede ægtemanden Johan Husgafvel sig til Olzon, hvorefter deres ældste søn også kravlede på scenen. Det var uprætentiøst, familiært og et nydeligt punktum for en historie fortalt på hendes helt egne præmisser.
Delvis generobring
Anette Olzon generobrede ikke fuldt og helt sin fortid i Nightwish, men hun tog et betydeligt stykke af den tilbage. Stemmen bar fortsat både intensitet og varme, og hendes engagement løftede en koncert, der ellers blev hæmmet af et anonymt baggrundsorkester, en klaustrofobisk lyd og en mere end halvsløj, growlende dobbeltrolle, som aldrig nærmede sig Marko Hietalas format. Netop derfor blev aftenen også en påmindelse om, hvor afgørende samspillet i det oprindelige Nightwish var. Sangene tilhører ikke Olzon alene, men hendes aftryk kan heller ikke slettes fra dem. Når hun sang “Eva”, “Turn Loose the Mermaids” og “Song of Myself”, var der ingen følelse af lånte fjer eller karikeret karaokebar. Her indtog hun atter rollen som fortællingens naturlige hovedperson. RUST lagde altså ikke scene til en triumferende historieskrivning med syv segl og symfoniorkester. Det blev i stedet en hjertevarm, ujævn og uformel hyggestund. Ikke hele historien kunne ydes fuld retfærdighed, men denne gang fik hun dog selv lov at bestemme, hvorledes punktummet skulle sættes.
Sætliste
1. 7 Days to the Wolves
2. Storytime
3. Ghost River
4. Bye Bye Beautiful
5. Amaranth
6. Rest Calm
7. Last of the Wilds (instrumental)
8. Eva
9. Turn Loose the Mermaids
10. Sahara
11. Song of Myself
12. Meadows of Heaven
13. Last Ride of the Day
14. Rapture
