En kvinde med mange projekter
Når man nævner navnet Anette Olzon, er det umuligt ikke at tænke på Nightwish. Selvom Anette debuterede med Alyson Avenue, var det de seks år med det finske symfoniske band, der kom til at definere hendes karriere. Den svenske sangerinde har dog haft adskillige projekter lige siden. Hun har udgivet to albummer sammen med Symphony X-vokalist Russel Allen, hun har to udgivelser i samarbejde med The Dark Element, og Rapture er hendes tredje soloalbum siden 2014. Der har været fart på! Selvom hendes debutalbum Shine fra netop 2014 tog en anderledes genretilgang og bevægede sig mere hen imod rock, er hun tilbage med endnu en omgang storslået symfonisk metal. Beklageligvis byder albummet ikke rigtig på noget, som ikke er hørt før.
Som at tage til en vagtlæge uden ledige tider.
Den symfoniske metalscene har efter min egen mening stået i stilstand i mange år. Man skal lede langt mellem snapsene for at finde en god udgivelse, og desværre er Rapture blot endnu et skud på stammen. Selvom udgivelsen bestemt har potentiale, værdsætter den ikke lytterens tid, og er spækket med fyldnumre. Det er frustrerende, især med henblik på hvor dygtig en sangerinde, Anette Olzon er. Efter en kedelig indledning kommer der først for alvor gang i tingene på fjerde skæring ”Requiem”, som kombinerer den symfoniske metal med et yderst fængende omkvæd. Anette var en meget skelsættende frontkvinde for Nightwish, da nogle mente, at hendes stemme var for ”poppet” for finnerne. Dette synspunkt er jeg enig i, og var derfor glad for at høre, at hendes arbejde med The Dark Elements var mere ovre i denne retning. Netop dette bliver også fremhævet på ”Requiem” – hendes kombination af accent, legende vokal og poppet levering er nemlig en fryd, når nummeret er skrevet dertil. Pladens andet store højdepunkt kommer allerede nummeret efter, og er kaldet ”Arise”. Det har en flot progression, og viser, at hun absolut stadig kan ramme de højeste af toner.
På Rapture har man igen valgt at parre hende sammen med Johan Husgafvel, som også ivrigt growlede løs på soloalbum nummer to Strong. Selvom jeg normalt elsker kontrasten af en god lys og mørk vokal, er Johans growl lige så spændende som en omgang Ikea kødboller dagen efter, at de er købt. Der er absolut ingen variation i leveringen, og Anettes vokal havde stået langt stærkere solo. Det er synd, at man har valgt at gå denne retning. Rent lyrisk er Rapture heller ikke ligefrem en guldmine. Nummeret ”Greedy World” er decideret tamt, hvor ordene: ”Greedy world, we live in a greedy world, feed them more, feed them all, more and more, greedy world” åbenbart er ”stærkt” nok til at udgøre et omkvæd. Det er simpelthen for uinspireret især taget i betragtning af erfaringen, som man kommer til bordet med.
Produktionsmæssigt sidder udgivelsen lige i skabet. Det kan vi takke Jacob Hansen for. De symfoniske arrangementer er lydmæssigt kædet godt sammen, og heldigvis formår pladen at underbygge og frigive Anettes vokal – som trods alt er det vigtigste element i udgivelsen.
Der skal serveres mere på fadet, hvis der skal være attraktivt.
Rapture leverer, hvad vi vidste i forvejen. Anette er en dygtig sangerinde, Jacob Hansen er skidegod til at mixe albummer, og den symfoniske genre er i stilstand. Rapture formår at vise Anette Olzons stemme flot frem, men Johan Husgafvels growl var et unødvendigt element og trækker mere fra udgivelsen, end den tilføjer. Anette har haft mange løbende projekter, men det ville muligvis være bedre at fokusere på ét enkelt projekt og dedikere alt til dette. Der skal hvert fald serveres mere på fadet, hvis folk skal blive ellevilde med en dommedagsbuffet i denne kaliber.
