Kolossalt kollaps
Helios. Selveste solen, søn af titanerne. Man finder næppe et mere potent symbol på liv, kraft og styrke end ham. Tyske Firtan har lige siden debuten, Niedergang, forsøgt at lyde potente og imposante. Det er dog aldrig rigtigt lykkedes for dem, hvilket vi igen bevidnede i 2024 med pladen Ethos. Så nu har de forsøgt sig med at påkalde selve solens saft og kraft i håbet om at skabe et værk, der vil skinne for altid. Det er nok det, man i det gamle Grækenland ville kalde for hybris, men lad os se, om femte gang er lykkens gang, eller om Helios atter kollapser.
Mudder og metervarekunst
Helios er den første plade, hvor bandet erkender, at de nok ikke er et rendyrket black metal-band. At de har været så mange år om det, forstår jeg ingenlunde, men nu er vi i det mindste i samme båd. Har man hørt deres tidligere udgivelser før, så er der ikke mange overraskelser at komme efter på albummet her. Storladent, moderne blackened death metal tilsat violin. Umådeligt flot, umådeligt velkomponeret og umådeligt velspillet. Desværre er det fortsat umådeligt kedeligt. Jeg kender få bands, der som Firtan formår at lave så meget musik og så lange sange, som samtidig byder på så lidt reelt indhold. For selvom der sker en pokkers masse, så er der bare ikke noget af det, der er spændende at lytte til.
Faktisk kan man snildt sammenligne Firtan med canadiske Panzerfaust, for de to lyduniverser er ganske parallelle. Begge er mørke, dystre og tonstunge samt underfundige og eftertænksomme. Den største og primære forskel er dog, at hvor Panzerfaust næsten udelukkende lykkedes, så er Firtan fortsat lige så langt fra målstregen i 2026, som de var i 2015.
Det mest spændende på hele pladen, som i øvrigt har en samlet spilletid på omtrent en klokketime, er et cover af Bathorys “Man of Iron”. Hvilket i øvrigt er utrolig ironisk, da det er et af de værre og mere ligegyldige numre, som Quorthon nogensinde har lavet.
Ambitionerne fejler ellers absolut intet, Firtan har endda inviteret James Dorton fra Ne Obliviscaris til at være gæst på nummeret “The Hierophant Way”, hvilket burde resultere i et spændende og medrivende nummer. Men ak … Det er et nummer på 12 minutter, hvoraf de fire måske er netop medrivende, resten er derimod narkolepsi-inducerende. Men hvorfor lyder musikken så kedelig? Én ting er klart: De slår simpelthen for store brød op. Nok er de dygtige, men de er slet ikke dygtige nok sangsmede til at lave numre, der har den længde. Selve lyden er nok den primære forbryder. Hele pladen lyder, passende nok, utrolig varm. Samtlige instrumenter ligger inde i midten af lydbilledet og sjosker rundt oven i hinanden, som en flok tumlinger i et boldbassin. Her er ingen kant, ingen diskant og slet ingen yderpoler … Det er som taget ud af Lars Løkkes drejebog.
Denne varme, lodne og generelt bastunge lyd er virkelig ikke egnet til hverken black eller death metal. Havde Firtan derimod være et drone-, doom- eller sludgeband, så havde det passet som hånd i handske, men det duer ikke at lyde som en portion lunken havregrød, hvis man vil spille ekstrem musik.
En sump af uforløst potentiale
På papiret gør Firtan alt rigtigt: De spiller godt, de er dygtige og kombinationen af black, death, violin samt progressive passager burde per automatik være en garanteret succes. Men en fejlagtig produktion, et mudret mix og det at de simpelthen ikke er i stand til at skrige et reelt godt nummer, gør, at de stadig vader rundt i en sump af uforløst potentiale.
