Vinylbanner
Neige
Foto: Lasse Jacobsen · Se flere billeder i galleriet

Alcest

Pumpehuset, København V

Endelig blev det lørdag d. 15/2; endelig skulle jeg opleve mageløse Alcest! Denne dag har jeg glædet mig til lige siden, jeg havde fornøjelsen af at anmelde deres nyeste – og fabelagtige – album, Spiritual Instinct, tilbage i oktober. Et album som vi her på Heavymetal.dk efterfølgende kårede til det tredjebedste album udgivet i 2019.

Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har sendt en anmodning om akkreditering så hurtigt, som da Alcest offentliggjorde denne koncert, og jeg kunne nærmest ikke være i mig selv af ren og skær spænding! Som du måske allerede har luret, kære læser, så er jeg pjattet med det franske blackgaze-band – så meget, at jeg har skreget: ”Det er kunst, kunst, for fanden!” ind i ansigtet på folk, der ikke helt delte min entusiasme for bandet – det beklager jeg i øvrigt!

Med sig havde de bragt islandske Kælan Mikla, der spiller en form for dyster og skinger synthwave, og franske Birds in Row, der spiller en så herlig blandingsgenre som ”bluescore”. Altså en opvarmning, der var lige dele spændende og ”hvem?”.

Kælan Mikla

Takket være en meget lang kø samt bøvl med DSB missede jeg lidt over halvdelen af Kælan Miklas sæt, men det, jeg hørte, var ærligt talt noget pudseløjerligt noget. Men hvorom alting er, så får de ingen karakter, og jeg må have en hel koncert med disse islændinge til gode.

Birds in Row

Foto: Lasse Jacobsen

Præcis kl. 21.30 indtog tre sortklædte franskmænd med beatleshår scenen i lyset fra de få elpærer, de havde hængt op rundtomkring på scenen. Jeg nåede lige at høre en blandt publikum bag mig sige ”cozy”, da bandet rev stilheden i salen midtover i en sonisk eksplosion af rang; nu var der post-hardcore til folket – om de ville have det eller ej!

Den franske trio væltede rundt, og der var cirkelspark og powerchords til alle, og den beskrivelse, som vores medbragte fotograf havde brugt om dem tidligere, gav pludselig genklang i mit hoved: ”Beastie Boys på Amf”. Energi var helt klart nøgleordet og bandets absolutte mantra, men bedst som man troede, at de kun kunne skrige, skråle og løbe rundt, så begyndte forsangeren Bart Hirigoyen at tale til salen på det blideste engelsk. Han takkede os igen og igen for at være kommet, for at støtte de små bands og sagde, at det var skønt, at vi alle udstrålede energi og selvstændighed. Disse små taler fik vi et par stykker af krydret med lidt klassisk punkattitude og opsange til samfundet, hvilket mindede mig om de klassiske opsange fra diverse protestbands fra 60’erne og 70’erne – hvilket egentligt var meget charmerende.

Derfra blev musikken vildere og hurtigere, men der sneg sig også et par små bluesede og jazzede passager ind hist og pist, hvilket klædte deres bombastiske og aggressive post-punk-lyd utroligt fint. Der skal også lyde en enorm ros til lydmanden, for alt gik krystalklart igennem, men det er heldigvis generelt min oplevelse af Pumpehusets lyd.

Da jeg ankom til spillestedet, havde jeg kun hørt en håndfuld af Birds in Rows sange, og jeg var ærligt talt ikke helt overbevist. Men at opleve dem live og se dem pumpe musikken fuld af energi og vrede, løftede virkelig musikken – men punk skal vel også netop opleves direkte op i ens åbne ansigt. Alt i alt må jeg indrømme, at Birds in Row virkelig imponerede mig samtidig med, at deres koncert mindede mig om en oplevelse, jeg havde med et andet post-hardcore-band Touché Amoré tilbage i september 19 – ergo bør jeg nok dykke lidt mere ned i netop den genre!

8/10

Alcest

Foto: Lasse Jacobsen

Efter en kort pause blev lyset slukket, og da det vendte tilbage, stod 75 % af Alcest på scenen og gik så småt i gang med deres første nummer, det formidable ”Les jardins de minuit”. Netop da det blev tid til, at rytmeguitaren skulle spille sin rolle, kom aftenens stjerne, Neige, slentrende ind på scenen, samlede sin Fender Jazzmaster op (den mindst metalagtige guitar i verden), og så var vi ellers for alvor i gang! Men nej nej nej dog, for den fantastiske lyd fra forrige koncert var væk, og den første halvdel af det ellers så geniale nummer lød mudret, og vokalen var nærmest væk! Der var lagt op til en potentiel enorm skuffelse, men heldigvis kom der hurtigt styr på det, og det næste nummer, ”Protection”, gik rent igennem, og publikum blev ekstatiske. Neige er en stille fyr og siger generelt ikke meget; det blev sjældent til meget andet end rosende ord, og han virkede reelt set overrasket over, at lille Danmark var så eksede over at se ham og hans band. Det skete et par gange, at han helt droppede at sige noget og bare smilede og grinede til folk i stedet, hvilket egentlig siger mere end tusind ord. Selve koncerten var en sand magtdemonstration, og hvis man kiggede udover publikum, kunne man se, at de fleste bare stod med lukkede øjne og svajede fra side til side som strå på marken. Enkelte så endda ud, som om de fik den mest intense massage nogensinde, og at dømme ud fra deres ansigtsudtryk var der tale om den slags med ”happy ending” vel at mærke.

Ulig Birds in Row, som var et meget ekspressivt og fysisk band, så er Alcest et ret stille band, der primært fokuserer på det introverte og lader musikken tale for sig i stedet; Neige især er en lidt sjov karakter. Under hele koncerten kiggede han udover publikum med et skælmsk smil, sovekammerøjne og et lettere løftet øjenbryn. Det var svært at se, om han lige var stået op, eller om han var klar til at forføre samtlige personer i salen, men hans sælsomme karisma tændte nu alligevel godt op blandt folk, alt imens musikken svøbte salen i sine dystre, men alligevel lyse toner – det var som at blive kvalt i fløjl.

Vi fik et sandt potpourri af bandets bedste numre, nye såvel som gamle, og især da de spillede ”Kodama”, gik folk amok; nu kunne de nærmest ikke håndtere mere Alcest… Men det fik de!

Som koncerten var ved at gå på hæld, begyndte mikrofonerne at drille lidt, og vokalen forsvandt næsten nu og da – desværre, men om det skyldtes tekniske problemer, eller at musikken trods alt havde mange stille vokalpassager, som blev druknet af instrumenter, er svært at sige. Men trods de få problemer, der var med lyden, så var dette en fuldstændig fantastisk og enestående koncert, og at den var udsolgt, var ikke noget under. For Alcest beviste, at de er det bedste, der er kommet ud af Frankrig siden Confit de Canard og beaujolaisvine, og der er ikke andet at sige end: ”je suis Alcest”.

9/10

Tilføj kommentar