Tårnhøje forventninger

Fem år er der gået, siden Neige og Winterhalter udgav den fabelagtige Spiritual Instinct – en plade, vi var så glade for her på stedet, at den løb med både ni ud af ti kranier og en tredjeplads på vores liste over de bedste internationale udgivelser fra 2019. Derfor giver det sig selv, at forventningerne til de to konger af blackgaze er tårnhøje. Men forventninger er jo en farlig ting og en ting, der er tæt beslægtet med skuffelser. Desuden har Alcest udgivet musik i snart 20 år, og er generelt kun blevet bedre og bedre, så mon ikke det er naturligt, at gassen så småt er ved at gå af ballonen, og før eller siden må man jo indse, at man er toppet rent kreativt? Det er de spørgsmål, vi må se, om vi får besvaret i løbet af de små tre kvarter, som Les chants de L’aurore varer.

Feel Good Hit of the Summer

Albummet åbner med ”Komorebi”, som muligvis er et af de fem bedste Alcest-numre til dato. Hvis man aldrig rigtigt har forstået, hvad blackgaze egentlig er, ja, så behøver man kun dét her nummer – da det formår at formidle alle genrens kendetegn til absolut perfektion. Ligeså er den måde, hvorpå melodien fører os direkte ind i det efterfølgende nummer og førstesinglen, ”L’envol”, et eksempel på, hvor fantastisk dygtige sangskrivere Neige og Winterhalter egentlig er.

Men efter de to numre står det også klart, at der er sket en grundlæggende forandring i Alcests lyd. Hvor de to forrige album, Spiritual Instinct og Kodama, begge havde en æterisk lyd, er lyden på Les chants de L’aurore betydeligt mere verdslig i sit soniske udtryk. Ligeså er det her album det, jeg vil kalde for et ”sommeralbum”. Det hele emmer af sol, sommer, lange lyse nætter, ture på stranden og spandevis af rosé – hvilket igen er en kontrast til tidligere værker, der alle var langt mere nocturne i deres udtryk. Les chants de L’aurore har simpelthen en helt anden virkning på en, alt afhængigt af temperaturen og hvor højt solen står på himlen. Hvilket virker ganske bevidst; tag nu bare selve sangtitlen ”komorebi”, som er japansk og betyder noget i stil med ”sollyset, der smyger sig igennem træerne”.

Langt henad vejen er Alcests syvende album på niveau med tidligere udgivelser; eller det er det indtryk, man sidder med, indtil man når til albummets sidste tre numre, for her dykker kvaliteten desværre en del. ”Réminiscence” er den absolut største synder; det er et nummer på lidt under tre minutter, det er udelukkende piano, og lyrikken er noget i stil med ”Aaaah aah AH!”. Med andre ord er det komplet ligegyldigt, og desværre er de to efterfølgende numre kun marginalt bedre. Men samtidig er der nummeret ”Améthyste”, som lig åbningsnummeret er noget af det bedste, Alcest har komponeret til dato. 

”Dårlig”

Alcest har aldrig lavet en dårlig plade, imponerende nok. Det gælder også denne, for nok er den ikke på niveau med tidligere udgivelser, hvilket per automatik gør, at det er den ”dårligste” udgivelse. Og jo, der er da fejl og mangler på Les chants de L’aurore, og jeg skal da også indrømme, at dette sommerfokus vil påvirke albummets levetid. Albummet lider også af at være et kontinuitetsværk og ikke et singularitetsværk, forstået således at numrene er totalt afhængige af hinanden. Tager man og lytter til eksempelvis ”L’envol” uden at have hørt ”Komorebi” først, så fungerer det bare ikke, for så er det slet ikke den samme stemning, man får opbygget. Men selv dette til trods så er det den bedste blackgazeudgivelse, jeg har hørt siden … ja, Spiritual Instinct.