Airbourne

Amager Bio, København S

Officiel vurdering: 10/10

Denne lørdag aften gik amager bio Airbourne.

De australske rock kronprinser fra Airbourne fik i den grad en fuldstændigt udsolgt amager bio til at lette i en energi udladning sjældent set i Danmark. Hvor er det dog befriende at der stadigvæk findes bands som Airbourne som bare skider hul i det hele og leverer en omgang tight spillet Rock N Roll. Bandet gav os alt hvad man kunne ønske og leverede vel nok et af dette års bedste koncert oplevelser i Danmark. Det var en af de aftener hvor alt gik op i en højere enhed, bandet spillede sig helt ud, men også publikum var klar på en gang beskidt aussie rock. Selvfølgelig hjalp det at koncerten faldt på en lørdag hvor de fleste af os har fri dagen efter, men sikkert var det i hvert fald at folk var kommet for at rocke igennem denne aften. Lyden skal også lige nævnes for den var ganske god, koncerten igennem, dog med undtagelse af sidste nummer hvor forsanger Joel O’Keeffe fik skruet gevaldigt op for den store mur af Marshall forstærkere der var opstillet på begge sider af trommesættet.  

Bandet åbnede koncerten med nummeret "Ready To Rock" fra deres nyeste album "Black Dog Barking" og det var tydeligt allerede fra første sekund at her havde vi med et band at gøre der virkelig mestrer crowd control. Publikum blev nærmest tryllebundet af Airbournes energi på scenen og fra det sekund var der konstant crowd surfing, små moshpits og overalt blev der sunget med. Festen var startet og så blev vi ellers præsenteret for et sandt inferno af fede sange, scenelir og bare Rock n Roll for fuld smadder.   Bandet forsatte deres march koncerten igennem og især Joel O’Keeffe var her og der og alle vegne. Det ene øjeblik fik vi en solo mens han sad på ryggen af en roadie der gik gennem mængden af publikum ude i salen, næste øjeblik var han i gang med at hamre dåseøl mod sit hoved til der gik hul på dem. Næste øjeblik fik vi en solo fra balkonen hvor han var løbet op og sidst men ikke mindst fik vi den obligatoriske solo fra toppen af et højtaler tårn. Jeg har sikkert undladt noget, for denne koncert var så fyldt med lir og energi at man virkelig var fuldstændig mættet af alle de indtryk vi blev bombaderet med. 

Koncerten varede 1½ time og selvom jeg havde holdt mig til balkonen denne aften, så var jeg som mange andre denne aften, badet i sved og helt høj af dette festfyrværkeri af en rock koncert.   Efter denne koncert er det I hvert fald ingen hemmelighed at Airbourne og især sanger og lead guitarist Joel O’Keeffe virkelig lever og ånder for Rock n Roll og med sådan en performance så kan jeg ikke komme uden om at tildele denne koncert højeste karakter og det bliver med en pil op!

Sætliste

  1. Ready to Rock
  2. Too Much, Too Young, Too Fast
  3. Girls In Black
  4. Back in the Game
  5. Diamond in the Rough
  6. Black Dog Barking
  7. Cheap Wine & Cheaper Women
  8. No Way But the Hard Way
  9. Stand Up for Rock 'N' Roll
  10. Live It Up
  11. Raise the Flag
  12. Runnin' Wild