AC/DC på speed er endelig tilbage igen

Airbourne er i min optik svær ikke at holde af. Man behøver egentlig ikke engang at synes om genren for at lade sig rive med af den vanvittige energi, der blæses ud gennem højttalerne. Hvis man ikke har haft fornøjelsen af at opleve bandet live, kan det beskrives ganske kort: Forsanger Joel O’Keeffe er sindssyg. Han banker dåseøl mod hovedet i takt til stortrommen, til de eksploderer, og kaster dem ud til publikum. Han kravler op i scenetårnet og spiller soloer med hovedet nedad. Der er så meget energi og så meget kærlighed til det, de laver – og det smitter. Australierne er nu tilbage med det eponyme album Airbourne, og forhåbentlig er opskriften præcis, som vi kender den: ren rock'n'roll med 1.000 kilometer i timen.

En flyvende start på blyfri oktan 95

Albummet lægger ud i højeste gear med ”Gutsy”. Fra første sekund fanges den let genkendelige ‘ADHD-AC/DC’-lyd perfekt. Det er en fantastisk åbner, der indkapsler alt, hvad kvartetten står for, i én enkelt skæring. Det er svært at forestille sig, at dette nummer ikke bliver fast inventar på sætlisterne verden over.

På albummet får vi en ren kavalkade af de numre, vi håber på og forventer at høre fra Airbourne. ”Last Man Standing”, ”Sky High” og ”Hell's Got No Vacancy” er så øredøvende klassisk Airbourne, som det overhovedet kan blive. Lyrisk vinder de næppe nogen litteraturpriser foreløbig, men musikken er bygget til at være lettilgængelig, primitiv og knaldhamrende god at tømme bajere til. Det ville godt nok også undre mig, hvis der ikke bliver fyret et mangecifret antal luftguitarsoloer af i diverse hjem og biler verden over til sangene på dette album.

Desværre holder alt ikke samme høje kadence. Der sniger sig et par ligegyldige numre ind, som absolut ikke passer til bandets vante stil. Et par enkelte skæringer byder på en lidt uventet 80’er-hair-metal-energi. Selvom samtlige bandmedlemmer har rigeligt med hår til at bestå den visuelle test, klæder stilen dem ikke. Det er muligvis en form for nytænkning, men det er altså ikke her, innovationen sejrer.

Ydermere får vi da også lige en julesang. Og her må jeg være ærlig: Julesange i starten af september står højt på listen over ting, der er svære at udholde. Selvom nummeret måske kan fungere som en lettere komisk, moderne afløser til ”Nu er det jul igen”, siger både krop og sind fra. Måske man skulle have udgivet den som single tættere på jul? Men hvad kan man næsten forvente af et folkefærd, der trækker i Speedos og søger skygge under palmerne juleaften, mens de bader i halvlunkne Foster's-dåsebajere?

Lækre løjer lige ud ad landevejen

Uanset hvordan man vender og drejer det, står vi her med Airbournes bedste udspil siden Black Dog Barking. Som en vaskeægte, autentisk australsk oplevelse bølger albummet frem og tilbage som en beruset surfer: Man veksler mellem et bredt grin, en ustyrlig tørst efter fadøl og lejlighedsvis forvirring over stilskifterne. Heldigvis er opturene markant længere end nedturene, og de enkelte svipsere undervejs bliver trods alt tilgivet efter få sekunder, når det næste fede riff i rækken fyres af.

Hjulet bliver ikke genopfundet, men hvorfor også ændre på en opskrift, der er så simpel og effektiv? Så længe Airbourne holder sig til det, de er bedst til, og det, deres fans elsker, så holder de festen kørende – og jeg vil være med!