Supersuckers

Jeg vil virkelig gerne sige noget pænt, men hold op, hvor har jeg skullet tænke mig om i processen i at skrive denne anmeldelse, når det kommer til opvarmningsbandet Supersuckers. Først og fremmest virkede hele bandet til at leve i en anden verden, og jeg havde svært ved at finde hoved og hale i, om de rent faktisk mente, helt oprigtigt, at de var verdens bedste rockband – eller om det hele var en god omgang pis. Lige meget hvad var jeg i hvert fald svær at overbevise. 

Da de gik på scenen, og det første riff gled fra instrumenterne, var jeg ikke utilfreds. Det var jeg til gengæld, da forsanger Edward Carlyle Daly (også kaldet Eddie Spaghetti) begyndte at synge. Alt, jeg herefter kunne høre, når han sang, var min lille blå Suzuki Swift fra 2005, når den ikke vil starte. Det kunne sagtens være, at der var noget i vejen med mine ører, men da jeg kiggede rundt, var der andre, som havde samme reaktion som mig. Jeg vil ikke gå mere i dybden med opvarmningsbandet, da de fleste jo var kommet for hovednavnet Airbourne, men egentlig tror jeg, det eneste pæne, jeg har at sige, er, at bandet helt sikkert medbragte nogle fine riffs og rytmer (som havde stærke associationer til diverse 80’er-poprocksange) ind mellem alt det mindre gode.

4/10

Airbourne

Der var udsolgt i Amager Bio ugen forinden, og sørme så om der ikke også blev udsolgt lørdag aften, da Airbourne betrådte Voxhall i Aarhus. Med en kø helt ud på vejen foran blev Voxhall hurtigt proppet til grænsen med fans, som var helt klar til at holde en fest med de australske gutter. Jeg mener, at jeg sidst så Airbourne på Copenhell i 2017, hvor der blev kastet med øl, selvvalgt hamret en øldåse ind i skallen på Joel O’Keeffe og ikke mindst kravlet på tingene. På Voxhall var vi helt ude i den vilde festivalstemning, som Airbourne bringer med sig på scenen, minus klatren på ting, som i stedet blev til at gå tur på skuldrene af en roadie ude blandt publikum. 

Airbourne har fart på: Det er for meget, for ungt og for hurtigt – mener nogle. Jeg mener, at det til tider er lige, hvad man behøver. Og ja, da kendingen “Too Much, Too Young, Too Fast” blev spillet, var publikum godt kørende, og alle kvinderne var ellers også klar på “Girls In Black”. Skuffet blev jeg i hvert fald ikke over den glimrende blanding af nyere og ældre numre, og jeg følte på intet tidspunkt, at energiniveauet faldt. I løbet af hele koncerten blev der (naturligvis) kastet øl i plastikkopper ud til publikum, der til sidst var mere våde end mættede af gratis øl. Det skal dog også nævnes, at Airbourne er et band, man i den grad kan nyde, når de står på scenen, men sidder du hjemme i sofaen med en plade i højttaleren, skal der lidt mere til for at holde interessen. 

Selvom Airbourne har fart på og virkelig gerne vil fremad i verden, er det lidt, som om de sidder fast i den gamle trædemølle og egentlig bare fortsætter med det, der virker. Vi hørte et par numre fra den kommende skive Boneshaker: titelnummeret og “Burnout The Nitro”. To ganske fine numre, men ikke nogle, der sprang særligt i mine ører, da det hele lidt føltes, som om det kom fra samme sæk. “Runnin’ Wild” lukkede koncerten på Voxhall, som den også lukkede koncerten i Amager Bio: på sand Airbourne-manér, om man så kan lide det eller ej. Det er ikke videre originalt, men det er fandme fedt, og derfor synes jeg også, at Airbourne fortjener 8/10 kranier for koncerten. 

Airbourne er snart klar med deres næste album i rækken, Boneshaker, der udkommer 25. oktober.

Sætliste:
Raise The Flag
Too Much, Too Young, Too Fast
Burnout The Nitro
Back In The Game
Girls In black
Bottom Of The Well
Breakin’ Outta Hell
It’s All For Rock’n’Roll
Boneshaker
Live It Up
Ready To Rock
Runnin’ Wild

8/10