Ingen overraskelser
For mit vedkommende er Entombed A.D. det rigtige Entombed; eller i det mindste den udgave, der rent faktisk er interesserede i at skrive og spille musik som Entombed. Siden Petrov og venner tillagde sig A.D.-endelsen i 2014, har de givet os Back to the Front og Dead Dawn, som begge høstede roser for det, de var: Solide death’n’roll-albums fra ophavsmændende til death’n’roll. Overraskelserne var få, men det gør heller ikke noget med et bagkatalog som Entombed. Med Bowels of Earth brillerer Entombed fortsat ved ikke at overraske, og det er sgu fint nok.
Begavet begravet
Entombed Anno 2019 er pålidelige frem for alt, og ligesom forgængerne hverken skuffer eller overrasker Bowels of Earth. Petrov, Dahlstedt og Elgstrand har bevist, hvad de skulle og mere til, og henslænger sig en tilværelse som husorkester i den sidste beværtning før helvedes porte. AD-udgavens stil bibeholder punk-rytmerne fra Left Hand Path og Clandestine, mens riffarbejdet overvejende minder om Wolverine Blues med enkelte nik tilbage til anerne. Dette var tilfældet på Back to the Front, det var tilfældet på Dead Dawn, og det er fortsat tilfældet her – og det er jeg glad for. Moderne Entombed er simpelt, men såre effektivt.
Ikke desto mindre er det kædesaven, der åbner ballet. ”Torment Remains” dundrer af sted med den genkendelige melodiske tremolo-riffing på en baggrund af støvlepunkens evindelige off-beat. Petrov har tillagt sig et kraft- og effektfuldt brøl; et sted midt mellem growl og råb, og han deler rundhåndet ud af galden. Midterstykket sætter tempoet ned og går fra udæmpede, faretruende powerakkorder til ildevarslende tremolo-riffing, førend en kort solo får tempoet op igen og sangen rundes af med omkvædet. Som sagt: Simpelt og effektivt.
Åbneren kortlægger skabelonen for størstedelen af albummet, men det er nu ingenlunde kedeligt af den grund. Et så formularisk album kunne have været kedeligt, men gruppens erfaring skinner igennem i for eksempel slide-guitaren i ”Bourbon Nightmare”, de simpelt rockede leads i ”Worlds Apart” og naturligvis i de adskillige kædesavs-licks. En væsentlig kvalitet er desuden, at Entombed skærer alt uvæsentligt væk: seksogtredive minutter fordelt på 10 sange betyder, at alt uvæsentligt er skåret væk for at få sangene ned på en hårdtslående længde på 3:30.
Undtagelserne er titelsangen samt afslutteren, ”To Eternal Night”. Titelnummeret indleder kort og nederdrægtigt med piano, ren guitar og klokkespil, og rækker efterfølgende ud efter midttempo, groove og backbeat. Broen behager med en velplaceret akkordprogression, som bygger op til omkvædets endegyldige riff og Petrovs ”Nothing you do will leave a trace!”-refræn. Afslutteren syder og bobler i et nærmest doomet tempo, drevet frem af et ondsindet hook fra leadguitaren.
Ses i Vega
Entombeds storhedstid er og bliver åbningstrioen af Left Hand Path, Clandestine og Wolverine Blues, men det skal ikke hedde sig, at de er kørt trætte. Punkbeats, grooves og brøl galore pakkes ind i en veltrimmet spilletid, som behager lytteren fra start til slut. For selvom Bowels of Earth er en forudsigelig blanding af de elementer, der gør Entombed til Entombed, viser Petrov, Elgstrand, Dahlstedt og nytilkomne Miranda så godt håndværk, at forudsigeligheden i sig selv får smilet frem. For fans af gruppens death’n’roll-stil – eller for folk, der skal se Entombed i Vega – er der absolut ingen grund til at forbigå Bowels of Earth.
