Photos by Emilie Dybdal
Photos by Emilie Dybdal

Aalborg Rock & Metal Festival 2017

Platform 4, Aalborg

-

Solformørkelse i Aalborg
Efter en lang og nådesløs vinterferie kunne Aalborg Rock & Metal endelig slå dørene op for et brag af et arrangement: foretagendets første festival. I de renoverede Platform 4-rammer blev galskaben sluppet løs, og Aalborg viste sig atter fra sin bedste side. Der var ikke sparet på programmet, men derimod satset på alsidighed og genrespredning: smadder, trance, dans og alt imellem.

SVRL

SVRL

Så slog klokken djent, og Aalborgs helt eget svar på Meshuggah stod klar til at åbne ballet. Selvom de fire herrer i SVRL havde hjemmebanefordel, var publikumsfremmødet ikke til at prale af; da de første lavstemte toner blev slået an, stod der godt og vel tyve mennesker foran den lille scene. Det synes dog ikke at påvirke bandet, der gav den fuld skrue og spillede, som var der 20.000 hungrende fans. Drengene leverede et energisk og adrenalinpumpende show, som vi især kan takke den nye frontmand, Anders, for. Med en oprigtig indlevelse i musikken og en ordentligt portion krudt i røven sørgede han for, at musikken og energien væltede ud over scenekanten. Snart var koncerthallen i Platform 4 halvfyldt, og folk kunne ikke længere holde sig i ro, men måtte nikke lidt med hovederne og knytte deres næver. Der var en rigtig fin ping-pong mellem vokalist og bassist, mens guitarist Allan forholdt sig i ro, og trommeslager Mikkel – selvsagt – var ’gemt væk’ i baggrunden. Gutterne spillede et pænt sæt på ca. 30 minutter uden større fejl og med en dejlig tydelig bas, der rungede dybt inde i ribbenene. SVRL mestrede den svære opgave som åbnere, selvom publikum ikke var helt oppe på dupperne – endnu.

8/10

Møl

Møl

Kender I den der advarsel, der står ved rutsjebaner: ”uegnet for gravide, folk med svage hjerter og tendens til svimmelhed”? Sådan en advarsel burde Møl proklamere, inden de træder på scenen. Med en – til tider – afdæmpet belysning og til tonerne af stemningsfulde og atmosfæriske instrumenter tog frontmand Kim et fast greb om mikrofonen og hylede sin endeløse klagesang for fuld kraft. Det var en ganske hypnotiserende omgang blackgaze: så skingert og sort, at det trykkede for brystet og flimrede for øjnene – helt bogstaveligt. De fem skadedyr i Møl havde nemlig valgt at placere et stroboskoplys lige bag trommerne, og det brugte de flittigt! Det gav en vildt fed visuel effekt, men hold kæft, hvor var det også irriterende i længden. Beklager, gutter. Hele optrædenen var præget af et ofte introvert band og en genre, der er svær tilgængelig – også live. Dette sås hos publikum, hvor nogen lod sig rive med og indgik i en blackgaze-trance, mens størstedelen stod lettere forvirret tilbage og forsøgte at afkode, hvad det egentligt var, der foregik. Efter et par numre løsnede bandet dog mere op, men helt fantastisk blev det aldrig.

5/10

Skullclub

Skullclub

Oven på denne mavepuster blev der holdt en lille pause – en pause, der ufrivilligt blev forlænget med knap 25 minutter, da punkpiraterne i Skullclub ikke var klar som planlagt. Dette irritationsmoment tog publikum dog meget pænt: Nogle stykker placerede sig allerforrest ved scenen og ventede spændt, mens andre gav (positive) tilråb til bandet og købte en ekstra øl – nu skulle der dæleme være halbal i det aalborgensiske. Efter en båndet intro gik bandet endelig på scenen, hvor de leverede varen til næsten perfektion! Med en romflaske i hånden og en totalt flabet attitude indtog og udfyldte frontmand Troels hele rummet, og energien smittede med det samme af på publikum. Band og publikum indgik i en konstant symbiose, og hvis folk ikke allerede var glade og fulde, så blev de det. Der blev delt rom og skålet med massen gang på gang, og publikum kvitterede pænt med kædedans, ’skønsang’, aftenens første moshpit og et mindre slagsmål. Det er vel efterhånden, hvad man forventer, når Skullclub er til stede! Sømændene spillede et alsidigt sæt, hvor både banjo og akustisk guitar havde fundet vej ind i Aalborgs mørke og spredte et glimt af lys og glæde – dejligt! Ét af de mange højdepunkter var ekstranummeret ”Ama’r Halsbug”, hvor det ustoppelige publikum nærmest overdøvede den ellers højrystede Kaptajn Troels.

9/10

Woebegone Obscured

Woebegone Obscured

Fra lys til mørke; nu blev depressionsfaktoren skruet op, og Woebegone Obscured skulle tage sig – ikke så – kærligt af de fremmødte. Den midtjyske kvintet praktiserer noget så muntert som blackened funeral doom, og kontrasten til Skullclubs glædesgilde kort forinden var stor. Frontmand Danny Woe stillede sig selvsikkert på scenen iført den obligatoriske læderjakke og sort/hvide ansigtsmaling, hvorefter bandets slæbende rytmer og lunefulde black-stemning langsomt spredte sig. Bandet spillede upåklageligt, men især vokalpræstationen stjal opmærksomheden. Danny Woe er en virkelig skarp sanger, der både mestrer growls og cleans. Den rene sang, svøbt i rigelige mængder rumklang, skabte en fantastisk atmosfære midt i mørket og fængede en pæn del af publikum – de, der altså var tilbage! Om folk var blevet trætte på denne højhellige store bededag, er uvist, men faktum er, at en tredjedel af gæsterne var forsvundet. Dette, blandet med bandets overvejende indadvendthed, resulterede i, at Woebegone-vennerne aldrig fik fat i den bagerste halvdel af salen, og det blev en lukket fest for forreste række.

7/10

Bersærk

Bersærk

En håndfuld bajere blev placeret på scenen, og fluks stod de fire raske herrer fra Bersærk med en i hånden og skålede med publikum. Koncerten var knap nok gået i gang, men det var festen! Fra første sekund var der en uknækkelig kontakt mellem band og publikum, og forsanger Casper havde konstant fingeren på pulsen. Hans tilstedeværelse på en scene er simpelthen fantastisk, og med hop og spræl var energien i rummet vendt tilbage. Der var både smalltalk med publikum, små kække grin og en generel glæde at spore i øjnene hos de kære aarhusianere. Stemningen var afslappet og uformel, hvilket bestemt ikke satte en stopper for hverken præcision eller performance. Hele sættet var tight og tungt – så tungt, at guitarist Lars og trommeslager Simon pludseligt måtte forlade scenen og hente en kæmpe metalklods, der skulle stoppe den arme stortromme fra at vælte ud over kanten! De musikalske højdepunkter var uden tvivl, da lyden af ”Nordenvind” og ”Mørke” strømmede ud af højtalerne og fik samtlige tilskuere til at gå amok – ja, man fristes vil til at sige bersærk.

8/10

Velociter

Velociter

Festivalens første dag blev lukket og slukket med manér, idet thrasherne i Velociter indtog scenen lidt over midnat. Det var ikke ’endnu en dag på kontoret’ for de fem jyder, men tværtimod noget helt særligt: bandets afskedskoncert. Efter seks år som Velociter har vennerne valgt at gå hvert til sit, og i aften skulle de bevise, at de kan stoppe på toppen. Koncerten blev indledt med en lille takkeseance og gaveoverrækkelse fra Aalborg Rock & Metal, der tydeligvis rørte den ellers så hårde frontkvinde Marika. Denne hype bidrog blot til, at de allerede høje forventninger blev skruet yderligere i vejret. Første halvleg af koncerten forløb sig ganske fint og støjende – som den skal – men halvvejs gennem sættet gav en forstærker simpelthen op! De mange sporadiske reparationsforsøg undervejs bar ikke frugt, og udførelsen af flere sange blev derfor ret forstyrret; en enkelt guitarsolo var som at se på en mimer, og vi blev snydt for det ellers planlagte ekstranummer. Ærgerligt! I modsætning til dette var sætlisten godt skruet sammen, og især genoplivningen af den gamle traver ”Hangar of Doom” fra bandets første EP var en succes. Farvel, Velociter, og tak for seks års tro tjeneste – men som der blev sagt til sidst, ses vi nok igen i andre konstellationer! 

7/10

Act of Cohesion

Act of Cohesion

Så var det atter tid til at blive rusket igennem – denne gang af de lokale metallere i Act of Cohesion. Det lod til, at festivalens første dag, fredag, havde været særdeles hård ved de stakkels publikummer, for da kvintetten hamrede første akkord af sted, var der ca. 30 mennesker på Platform 4’s mørke gulv. De fem herrer på scenen var dog klar til at fyre den af og havde fundet det helt, helt tunge skyts frem: en seksstrenget bas, et par ikoniske Dimebag-guitarer plus en lånt trommeslager fra Sons of Alebu! Trods udstyrets karakter og et generelt velspillende band var koncerten præget af en hamrende dårlig lyd, hvilket lagde en stabil dæmper på hele oplevelsen. Dog brød Ronni Bechs bas gennem støjen, og det var en fornøjelse at lytte til. Med på sætlisten havde gutterne en lille håndfuld nye numre – heriblandt ”Walk Among the Tombstones”, der fungerede ganske fint og fik publikum en anelse op i gear. Herrerne havde dog svært ved at holde kadencen og komme ud over scenekanten; det var tydeligt, at bandet havde en langt større fest end publikum.

5/10

Wrath of Belial

Wrath of Belial

Andet navn på dagens plakat var aarhusianske Wrath of Belial, der stod klar til at dele lammetæver ud. Med en galpende dødsmetalvokal, et dundrende fundament fra bas og trommer samt tunge toner fra de to guitarister spillede drengene op til dans i en god halv time. Det første kvarter var dog en kende tamt, hvilket afspejledes i publikum, der rokkede forsigtigt med hovederne og trampede let i gulvet. Efter bandet havde spillet sig varme, og anden halvdel af koncerten blev skudt i gang, gik det markant bedre: Publikum lod sig rive med og kastede knyttede næver i takt til tonerne. Som tak for engagementet bredte der sig store smil på de farlige fyres ansigter, og det var tydeligt at se, bandet nød at give den gas. Det var dog mest frontmanden, der teede sig tosset, og lidt mere aktivitet fra de andre drenge ville klæde sceneshowet. Til sidst smed lead-guitaristen dog brillerne og rystede de røde lokker – sådan! Faktisk var han et af de musikalske højdepunkter under denne koncert: Hold kæft, nogle lækre melodiske stykker, han fyrede af. Flere af dem, tak!

7/10

Barricade

Barricade

Hvis I troede, forrige band uddelte ørefigner, så tag jer i agt for københavnske Barricade; deres ondskabsfulde kombination af sludge og hardcore rammer lige i fjæset, hvad enten det er live eller på plade. Fra første sekund, bandet indtog scenen, blev der spillet umanerligt hårdt – ikke bare lydmæssigt, men også rent fysisk. Instrumenterne blev gennemtæsket, og især drengenes bas og trommesæt led uoprettelig overlast – på den fede måde! Både indlevelse og energiniveau var på den anden side af maksimum, og der blev ivrigt leget med publikum og sprunget rundt på scenen. Bandet praktiserer en cool kombination af vokaler, hvor Reinhardts hårde og mørke skrål bakkes op af Hestons punkede hardcore-sang. Mere stille var der på scenens venstrefløj og blandt de bagerste publikummer, der ikke var med på legen. Herudover bød koncerten på endnu et farvel – denne gang til bandets showmæssige centrum, bassist og deltidssanger, Reinhardt. Dette var hans sidste optræden i Barricade-sammenhæng, og hans energi og karisma bliver utvivlsomt svært at erstatte. Han er på ingen måde den dygtigste sanger i verden, men hvad gør det, når han spiller røven ud af bukserne?

7/10

Livløs

Livløs

Jeg ved ikke, hvad det er med Livløs og bare overkroppe… Også denne aften bød på sunde mængder hud – både fra frontmand Simon og en håndfuld ellevilde publikummer på forreste række. Der var ingen tvivl om, at denne optræden for mange var aftenens – måske hele festivalens – højdepunkt: Overalt kunne man spotte t-shirts med bandets logo, og folk stod efterhånden tæt. Klar til kamp. Det store fremmøde og den summende stemning på gulvet var bestemt forståelig: Livløs leverer altid varen. Som en mindre eksplosion blev showet skudt i gang, og tonerne fra den lækre ”Sheets” fyldte alles øregange. Allerede her – så kort inde i sættet – viste Simon, hvorfor han kandiderer til titlen som Danmarks bedste frontmand: Han er karismatisk, smilende og smadrende, på grænsen til det overenergiske og har publikum i sin hule hånd. Der var skruet op for alle parametre, og især de efterhånden klassiske Livløs-tracks ”Sickest of Seeds” og ”Passenger” satte ild til det hele. Vi blev også vidner til aftenens første moshpit og en habil wall of death – på opfordring af bandet, naturligvis. Showet endte med tre granvoksne mænd liggende på gulvet med frontmand Simon krøllet sammen i midten. Så ved man, det var en god koncert!

9/10

Lipid

Lipid

Mens regnen silede ned uden for, var det tid til at få varmen med de gamle thrash-herrer i Lipid. Den støvede – og obligatoriske – V-guitar blev spændt på frontmand Søren, og så blev vi ellers rystet godt og grundigt af de beskidte toner. Bandet var ganske velspillende, uden de store fejltrin, og vokalen tilføjede lidt ekstra kant og råhed – præcis, som thrash kræver det. Trods den i grunden udmærkede performance var koncerthallen så godt som tom under de to indledende numre, og først langt henne i sættet havde så mange folk sneglet sig frem, at den halve sal blev fyldt. Ikke imponerende – måske publikum ikke kunne klare mosten fra sønderrivende Livløs! Thrasherne i Lipid manglede det sidste skud energi, engagement og showmanship denne aften, idet kun frontmanden var i reel bevægelse. Desuden var der mange – og lange – pauser mellem flere af numrene, hvor bandet talte med hinanden fremfor med publikum. Måske derfor føltes det som et ret langt sæt, og kedsomheden trængte sig stille og roligt på under de sidste numre. Øv. 

6/10

Redwood Hill

Redwood Hill

Aftenens absolut mest dystre, melankolske og hjerteskærende indslag stod københavnske Redwood Hill for. Deres dystopiske post black metal har høstet kolossale roser rundt omkring i forskellige medier, og forventningerne til deres tjans som festivalslukkere denne aften var selvsagt store – for ikke at sige enorme. Til lyden af en skinger båndet intro, rigelige mængder røg og en minimal lyssætning holdt i røde nuancer trådte de fem herrer på scenen – med sorte hætter godt trukket op over hovederne og med ryggen til publikum. Sådan blev de stående i en rum tid, og kontakten til de fremmødte var generelt – og intenderet – meget lille. Kun til allersidst henvendte forsanger Marco sig til publikum og takkede for aftenen. Det store spørgsmål er følgelig, hvordan søren man kommer ud over den famøse scenekant, hvis man ikke interagerer med publikum, gemmer sig væk bag en hætte og spiller niche-nichemusik. Jo, man hengiver sig 100 % til musikken og lader den tage styringen! Dette havde især bassist og frontmand forstået – sikke en energi! Sættet bød på store dele instrumentale/atmosfæriske passager, hvilket kan være farligt i live-sammenhæng; giver publikum sig ikke hen, taber man dem. Dette var desværre tilfældet flere gange under denne koncert… Ikke desto mindre satte vennerne et pænt punktum for Aalborg Rock & Metals første festival – lad os gentage succesen næste år!

7/10

Se det fulde billedgalleri på Flickr: https://www.flickr.com/photos/emiliedybdal/albums/72157681663897831