Pyramaze

Pyramaze

Hvad angår initiativ og dansk metal er det på alle måder en spændene tid vi lever i, da den danske metalscene netop nu aldrig har stået stærkere siden Mercyful Fate og Pretty Maids satte dagsordenen for tyve år siden, med henholdsvis ”Melissa” og ”Red Hot And Heavy”. Det nærmest vrimler frem med bands med et solidt DK skilt plantet i panden, og Pyramaze er tildeles et af slagsen, selvom bandet har måtte ty til assistance fra udlandet. Læs mere nedenfor og bliv klogere på hvad der rører sig i vores lille andedam med et frisk pust af international hjælpsomhed.

heavymetal.dk (HM): Kan du ikke starte med at fortælle lidt om hvordan I fandt sammen, da det jo er en lidt anderledes måde dette band er blevet sammensat på, i forhold til så mange andre bands?

Michael Kammeyer (MK): Ja, det er en lidt speciel historie. Jamen det startede med at da jeg var færdig med grund materialet så kontaktede jeg først Morten (-Gade Sørensen, tønde banker i Aurora, Wuthering Heights og heavymetal.dk’s tovholder) og fortalte ham om ideen og han sprang på med det samme, så fandt jeg Niels Kvist (Aurora) som jeg havde set spille til en lokal festival og var meget imponeret over hans basspil der og så fik jeg hans tlf. nr. af en kammerat. Ringede til ham og fortalte det samme som til Morten - at jeg var klar med noget materiale og om de ville med i studiet og indspille, og det var han også bare med på. Jonah (Weingarten, USA) som spiller keyboard fandt jeg faktisk på Wacken’s hjemmeside – han havde lavet sådan en reklame for sig selv. Han var kommet hjem fra Australien hvor han havde spillet med et andet band, men det var gået rimelig meget i vasken dernede. Men han ville gerne ud i den vide verden igen, så han søgte et internationalt band at spille med. Så mailede jeg til ham og fortalte ham om projektet, og han var meget positiv over det. Så vi udvekslede nogle demoer for at se om vores færdigheder nu også passede sammen, og det gjorde de bare perfekt, så han var den næste der kom på vognen der. Det var så meningen at jeg også skulle indspille vokalerne. Men da vi kom i studiet fik vi brugt al tiden på den instrumentale del, og så var jeg nødt til at re-booke studiet for at kunne indspille vokalerne. Men i mellemtiden fik Intromental fingrene i materialet og det flippede de mildest talt over. Så vi skrev kontrakt med dem, og det åbnede så bare for en helt ny verden fordi de har så mange fede kontakter. Vi kunne lige pludselig nærmest vælge og vrage i forsangere, og så fik vi tilsendt nogle promo CD’er. Det lyttede jeg så grundigt igennem og det var bare Lance King der klart stod ud der. Han sang jo bare som en gud nærmest. Så sendte vi materialet til ham for at præsentere det og for at høre om han overhovedet var ledig. Og det var han da han lige var gået fra Balance Of Power, så han hoppede også på med det samme og så sendte vi ham al musikken. Han har sit eget studie i sit hjem derovre (Nightmare Records), som også fungere som et kombineret plade-og distributions selskab med CD salg og alt muligt. Så han er en travl mand, hehe. Jeg sendte ham også alle mine tekster og så holdt vi telefon konferencer hver anden aften, for ligesom at afstemme hvad jeg ville have ham til at lave.

HM: Du har en fortid i det mere blackmetal orienteret band Damion, så man må jo sige at det er noget af et stilskift du med Pyramaze har gjort, da jeres stil er mere power metal. Hvad lå til grund til dette musikalske skift?

MK: Ja, det er sådan lidt en misforståelse, det var ikke black metal men faktisk heavymetal/powermetal, men selve guitarrene var måske lidt mere black metal agtige. Det er Claus Jensen (Intromental boss) der har fået den en lille smule galt i halsen fra starten af da han skrev vores biografi.

HM: Men biografien er lagt ud på jeres hjemmeside, så jeg tænkte at den måtte være god nok?

MK: Det er bare fordi vi ikke har fået tid til at skrive en ny endnu, haha. Der sker sgu så meget lige nu og vi halser bagefter, og når man så har fuldtids arbejde ved siden af, skal man lige tage sig sammen til at skrive en ny biografi, hehe.

HM: Ja, der er jo ting og sager der skal passes ved siden af, og jeg kan se at du også har skrevet både musikken og teksterne til albummet. Kan du fortælle lidt om teksterne?

MK: Hovedsageligt så holder jeg mig til fantasy genren - den har jeg altid været helt vild med, da der er mange fede historier man kan kreere derfra og du kan få en masse mytologi flettet med ind i. Men jeg har også skrevet om personlige oplevelser, og der er også en enkelt kærligheds sang derpå. Så det er lidt blandet men hovedsageligt holder vi os til fantasy genren.

HM: Hvordan vil du selv beskrive den stil I spiller?

MK: Vi kategoriserer det bare som melodisk heavymetal, men vi parerer lidt de forskellige genre. Lidt progressivt, lidt power og normal heavy kombineret med en lidt episk undertone i form af noget keyboard og en masse kor. Men som sagt vil jeg blot kalde det melodisk heavy metal, for så har man ikke lagt det fast ind under noget bestemt.

HM: Nu skal I til USA og spille på Minneapolis Mayhem, hvor blandt andet Morbid Angel, Suffocation, Satyricon og Heathen skal spille. Det er jo en fed måde at få promotet jer på i udlandet. Hvordan kom den aftale i hus?

MK: Det er fordi ham promotoren kender Lance King, og han havde så spurgt King om han ville komme og spille med et af hans andre bands som han sang på som projekt. Men det ville han sgu ikke, så hvis han skulle optræde så skulle det være med Pyramaze. For det er hans fremtid lige nu, da det er det band han er med i nu. Så han præsenterede musikken for dem og det syntes de var fedt, og så fik vi tilbudet om at komme derover og spille – det er jo kanon.

HM: Det er det helt bestemt, og man må sige at det er et stort spring for et par danske knægte at ligge ud med en debut koncert på en festival i USA - og så med en udenlandsk forsanger I aldrig fysisk før har mødt, da det jo så er første gang I skal spille sammen som et rigtigt band?

MK: Nemlig ja, vi har lige et par dage hvor Lance har lånt et øvelokale af en makker hvor vi kan øve. Nu har vi så alle øvet hver især, og vi har fået en ekstra guitarist med (Toke Skjønnemann, Dhiman) som skal overtage mange af solo delene.

HM: Der må sgu da være lidt nerver på inden sådan en stor koncert?

MK: Ikke endnu - lige nu sidder jeg bare og ærgrer mig over jeg skal sidde tolv timer i en flyver, hehe. Men nej, jeg har ikke nerver på endnu og det tror jeg heller de andre sådan rigtig har. Det kommer nok først den dag hvor vi står og skal på scenen og vi kan se publikum. Lige nu glæder vi os bare helt vildt til turen, det bliver jo en fed oplevelse. Ikke kun det at komme derover og spille, men også at se området og måske fange en baseball kamp.

HM: Med den line-up som I har, er det vel svært at komme ud og præsentere materialet live?

MK: Nu bliver det ikke en stor turne, som man hører fra de store bands. Størstedelen af os har jo arbejde ved siden af som også skal passes. Så det med at komme ud og spille, er noget vi klarer i ferien, eller hvis vi har noget afspadsering. Det bliver ikke noget med at vi tager rundt og spiller 20 gigs på nogle småsteder, men mere større arrangementer. Måske otte gange om året, men det er jo svært at sige. Det bliver noget som vores pladeselskab og management arrangerer. Så mødes vi bare et par dage i forvejen og øver op igen. Men der er selvfølgelig meget der skal koordineres. Vi føler i hvert fald vi har fundet den perfekte line-up nu – at det så overskrider nogle landegrænser er så bare prisen vi må betale.

HM: Jeg håber i hvert fald at alt kommer til at flaske sig i Pyramaze lejren, og at vi herhjemme kan komme til at opleve Pyramaze live på et tidspunkt, men som nævnt er der jo intet konkret omkring dette forløbig. Jeg slutter interviewet af med at ønske drengene held og lykke fremover, og opfordrer Jer alle til at give "Melancholy Beast" en drejetur på anlægget!

Kommentarer (1)

Ibanez

Ibanez

Indlæg: 1

Pyramaze er et vildt fedt

Pyramaze er et vildt fedt band, og deres album er fantastisk...
Men lige en lille ting - Toke Skjønnemann er stavet forkert... det ved jeg fordi jeg er i familie med ham..!!! Det staves Toke Skjønnemand..
HøHøHåHåHæHæ

Tilføj kommentar