Mundrette bidder fra Pyramaze 

Dansk/amerikansk/norske Pyramaze har med deres syvende studiealbum, Bloodlines, udgivet et album spækket med fængende omkvæd, rytme og struktur. Disse herrer er efterhånden nogle erfarne musikere på både den danske og den internationale musikscene. På dette album bliver vi endnu engang indhyllet i et storladent, symfonisk prog- og powermetalunivers, som de ruller ud til os lyttere. Der er kredset om de små detaljer og de store ballader.

Metal for feinschmeckere 

Bloodlines er et overflødighedshorn af velkomponerede numre. I overlegen stil er albummets åbner, som er navngivet efter albummet, en smuk instrumental indføring i Pyramazes musiske univers, hvor de tekniske finesser og en smagfuld produktion står i kø for at folde sig ud. Åbneren er en stemningsopbygger, der indeholder et stort og orkestreret arrangement i teatralske rammer. Tankerne ledes automatisk hen på, hvad der kunne være introen til en film om vikinger, sørøvere, pirater eller deslige.

Herefter står de store kompositioner på rad og række for at blive fremført. Der er generelt et godt beat, men især trommerne har en meget fremtrædende karakter på hele albummet. Der er arbejdet meget med synthesizer/keyboard på dette album, og det klæder det. Jonah Weingarten har virkelig gennemgået en udvikling igennem årene. Hvor han startede med at have en lyd, der ”minder om alle andres”, har han nu en mere orkestral tilgang til musikken. Det gør, at musikken er meget mere grandios og prægtig.

Derimod er der ikke ret mange isolerede guitarsoli til stede, og det er lidt ærgerligt, for når de er der, er der godt nok smæk for skillingen. Der er de fedeste riffs, men de fremstår en anelse anonyme, lige på nær nummeret ”The Mystery”, hvor guitarriffs og soli står i kø for at blive fremført.

Albummets smukkeste nummer er uden tvivl ”Alliance”, hvor Terje Harøy har sat Melissa Bonny stævne. Det er en meget grandios duet, hvor de supplerer hinanden på smukkeste vis. De har begge en meget flot klang og synger klart og tydeligt. Sangen er understøttet af strygere, klaver og solidt trommespil. Det er virkelig en fornøjelse at lytte til. Danmark har før forsøgt sig med metal til ESC. Skal vi forsøge igen, vil nummeret ”Taking What’s Mine” på alle parametre ramme plet, da det har et melodisk og fængende omkvæd, samtidig med at det er hårdtslående og velkomponeret. Harøys vokal synger sig rent ind i folk, og bandet spiller med stor indlevelse og præcision.

Hvor albummet er en magtdemonstration i sig selv, skal vi hen til det sjette nummer, ”The Midnight Sun”, hvor vi for alvor får noget uptempo, og hvor både guitar og trommer får lov til at give den fuld smadder. Man kan ikke undgå at blive imponeret over de mange forskellige temposkift, der er i trommespillet, og selvsamme trommespil er basen for en skøn symbiose af velspillet keyboardspil, sang og guitarlir. Det er smukt!

Terje Harøys stemme er stor og pompøs og kan bære at komme op i de høje toner, uden at det lyder forceret. Der er så mange tekniske finesser og unikke arrangementer på Bloodlines, som er understøttet af både strygere og af det lydbillede, som keyboardspillet kan fremstille. Hvor åbneren var instrumental, er lukkeren det ligeså. Endnu et mesterværk, der i bedste Pirates of the Caribbean-stil får sat en stor, fed streg under en unik lytteoplevelse.

Der mangler noget

Som tidligere påpeget er det et smuk og meget velproduceret album, men der mangler simpelthen noget mere fremhævelse af guitarriffs og -soli. Det vil albummet sagtens kunne bære, og samtidig ville det give det en anelse mere kant. Når man inviterer Melissa Bonny med, forventer man jo nærmest en smule growl fra hende, hvilket desværre udebliver. Hun besidder, om nogen, evnen til at gå fra clean til growl, og dette kunne virkelig sætte en fed streg under nummeret og dets raffinement.
Kunne man lide Epitaph fra Pyramaze, går man på ingen måder skuffet fra denne lytteoplevelse. Er man derimod mere til det hårdtslående, som vi hører på Disciples of the Sun, kan man godt føle sig lidt skuffet rent tempomæssigt, men det er jo en smagssag.

En person, der i den grad fortjener et skulderklap med hensyn til tilblivelsen af Bloodlines, er Henrik Fevre Nørgård (Anubis Gate). Han bidrager til dette album ved at være både tekst- og musikforfatter til intet mindre end fire numre.