skribent søges

Interview med Nailed to Obscurity

Nailed to Obscurity by Ester Segarra (C) Nailed to Obscurity by Ester Segarra (C)

Skal du med den 14. januar, når Soilwork og Amorphis vælter Amager Bio? Så har du også mulighed for at opleve tyske Nailed to Obscurity. Tag forskud på glæderne og læs vores interview med forsanger Raimund Ennenga og guitarist Jan-Ole Lamberti lige her.

Der sidder måske et par stykker derude, som ikke ved, hvem Nailed to Obscurity er. Vil I starte med at præsentere bandet?
Raimund: Ja da. Bandet blev dannet i 2005, og vi har indtil nu udgivet tre album: AbyssOpaque og King Delusion. Der har været lidt udskiftninger i bandstaben, men vores nuværende lineup tog form i 2012 – det var også dengang, jeg kom med i bandet. Siden har vi været en stabil gruppe. Jeg tror, man kan kalde vores musik melankolsk doomagtig melodisk dødsmetal. Ja, jeg ved snart ikke! Vi inkorporerer også andre elementer, bl.a. en lidt progressiv attitude og en black metal-atmosfære. Vi er vist en blandet landhandel.

Indtil videre har vi spillet nogle fede koncerter; vi har fx været opvarmningsband for Arch Enemy og Paradise Lost. Vi har også spillet på større festivaler, såsom Wacken Open Air, Summer Breeze og Party San. I år har vi endda været så heldige at spille på Blockstock Open Air, og sidste år var vi på turné med Dark Tranquillity. Vi har også i år underskrevet en pladekontrakt med Nuclear Blast Records, som udgiver vores fjerde album her i januar! Det er vist den korte version af Nailed to Obscuritys historie.

Lad os dvæle lidt ved jeres bandnavn: Nailed to Obscurity er også en sang fra Hate Eternals debutalbum. Kan I fortælle lidt om, hvad det band og den sang betyder for jer?
Jan-Ole: Da Volker [Dieken, guitarist] og jeg startede bandet, var vi helt vilde med brutal dødsmetal, teknisk dødsmetal og Hate Eternal. Vi er stadig glade for dem i dag, men førhen hørte vi Hate Eternal hele tiden. Det var derfor, vi startede bandet; vi ville spille musik, der lød som Hate Eternal!

Det er faktisk en sjov historie. Vi fandt hurtigt ud af, at vores oprindelige bandmedlemmer ikke var særlig dygtige, og de kunne slet ikke spille den slags musik – jeg kunne nok heller ikke selv. Vi måtte derfor erkende, at vi aldrig ville blive et godt teknisk dødsmetalband. I stedet satte vi tempoet ned og begyndte at spille doom metal. Vi udforskede genren og fandt ud af, at vi elsker den lyd.

Vi valgte at opkalde vores band efter sangen ”Nailed to Obscurity”, fordi vi bare syntes, det passede godt. Faktisk har vi været ret heldige: Navnet passer både til et teknisk dødsmetalband og et doom metalband.

Apropos inspirationskilder: Hvad er det bedste album, I hver især har i jeres samling?
Raimund: Åh, det er et svært spørgsmål! Det bedste album… Puh, jeg skal lige tænke. Ole, du er nødt til at starte!

Jan-Ole: Ha, ha. Vi bliver tit spurgt ind til vores inspirationskilder, men jeg tror faktisk aldrig, jeg har nævnt mit favoritalbum – før nu! Det er utrolig svært, for der er så mange plader, som betyder noget for mig. Jeg kunne sagtens nævne 50 album lige nu og her. Dog er der særligt ét album, jeg bare ikke kan få ud af hovedet – måske fordi jeg lyttede til det for et par dage siden. Det er Katatonias The Great Cold Distance. Første gang jeg hørte det album, blev jeg overrasket over, hvor nyskabende det er, og selv i dag synes jeg, lyden er helt unik. Der er ikke én dårlig sang på den plade; sangskrivningen er helt fantastisk. Selvom jeg har lyttet til det album utallige gange, bliver jeg ved med at høre nye ting. Det er simpelthen perfekt.

Raimund: Javel. Nu bliver du nok lidt overrasket, Ole. Det første, jeg kom i tanker om, var Opeth – men ikke Blackwater Park, selvom jeg elsker den skive. Jeg må vælge Ghost Reveries, da den var mit første møde med Opeth. Det var gennem den plade, at jeg blev ført ind i Opeths univers. Kvalitetsmæssigt synes jeg, at Blackwater Park er lige så god, men Ghost Reveries betyder bare noget helt særligt for mig. Jeg synes også, at Mikael Åkerfeldt eksperimenterede en smule mere med sin vokal på Ghost Reveries – og det er jo interessant for mig som sanger. Jeg kan slet ikke rose den plade nok.

Jan-Ole: Nej, nej, nej! Blackwater Park er den bedste!

Det er vist en endeløs diskussion! Hvad er så det mest pinlige, I har i jeres samling?
Jan-Ole: Jeg har ingen guilty pleasures!

Raimund: Ok, ok, jeg har en… Lad mig starte med at sige, at jeg har fået den i gave! Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal sige det – du bliver nok overrasket igen, Ole. Jeg har faktisk Metallicas Lulu­ hjemme i reolen.

Jan-Ole: Det har du da aldrig sagt noget om! Du lod som ingenting, da vi hørte den i bilen, ha, ha.

Raimund: Ja, jeg ved det. Det er lidt pinligt. Jeg har den i min samling, men jeg synes altså ikke, den er en god plade. Nu er hemmeligheden ude, og alle ved det!

Lad os tale om jeres egne plader. Den 11. januar udkommer jeres fjerde album, Black Frost. Kan I sætte nogle ord på, hvad vi kan forvente?
Raimund: Ja, selvfølgelig. Jeg vil sige, at det er det næste skridt i vores udvikling som band. Det er nok et simpelt svar og noget, alle bands siger om deres nyeste udgivelse, men jeg synes, at Black Frost har en moden lyd. Vi er blevet mere selvsikre og mere bevidste om, hvad det er, vi gerne vil med bandet. Denne gang har vi fra start vidst, hvad hovedingredienserne skulle være. Det er Nailed to Obscurity, som vi plejer at lyde, men mere tight. Vi er gået i en lidt mere atmosfærisk retning denne gang, og der er øjeblikke på pladen, som er direkte onde. Hvad angår vokaldelen, er Black Frost min mest alsidige præstation nogensinde. Der er sket en udvikling.

Jan-Ole: Ja, det var helt sikkert vores mål at skabe en mørkere og mere atmosfærisk plade. Vi har gjort meget for at lyde som os selv, men i en fornyet version. Det skal føles nyt og spændende – også for os. Vi gider ikke gentage de gamle sange, selvom det ville være nemt.

Præcis samme dag, den 11. januar, starter jeres turné med Amorphis og Soilwork. Hvad er jeres forhold til de bands?
Jan-Ole: De gamle plader med Amorphis – særligt Tales from the Thousand Lakes – var faktisk en rigtig stor inspirationskilde for os, da vi startede Nailed to Obscurity. De nye album er også gode, selvom jeg må indrømme, at jeg ikke har lyttet så meget til dem. Amorphis er dygtige; deres forsanger er helt vild, og de skriver nogle fængende sange. Soilwork har jeg engang set live, da jeg var omkring 15 år. Det var til en eller anden festival, og jeg husker det som en fed koncert. Jeg kender en håndfuld af deres sange, men jeg har aldrig rigtig dyrket dem. Nu får jeg jo heldigvis rig mulighed for at lære dem bedre at kende! Jeg glæder mig til turnéen, og det bliver helt sikkert sjovt at se dem live igen efter så mange år – og så endda fra scenekanten, ha, ha.

Raimund: Da jeg kom med i bandet, kan jeg huske, at vi ofte talte om Amorphis. Det gør vi egentlig også nu; vi følger med i deres udgivelser, og Volker er stor fan. Jeg er selv meget begejstret for de nye album, og det bliver en vild fornemmelse at være på turné med det band. Der er en særlig magi omkring dem. Hvad angår Soilwork, er jeg også glad for de nyere plader. Lyden er rig, sangene er alsidige, og stilen er en smule mere teknisk – hvilket jeg synes godt om. Det bliver fedt. Med på turnéen er jo også Jinjer! Det er en fed koncertpakke med forskellige former for melodisk dødsmetal. Alle bands har deres egen lyd, men passer også sammen. Vi glæder os bare så meget.

Det er en ret omfattende turné, I skal på. Hvad gør I for at forberede jer?
Raimund: Hmm, jeg øver mig – mindst to gange om ugen. Det er ret svært at skifte mellem den rene sangstemme og growls, så det træner jeg. Jeg vil yde mit bedste til hver eneste koncert, og derfor gør jeg nu mit forarbejde. Jeg sørger også for at høre vores nye plade igen og igen – så jeg kan huske sangteksterne, ha, ha! Men faktisk er den største forberedelse at få det hele til at spille. Der er en masse logistik, vi skal tage os af: Hvad skal vi have med, hvordan får vi det med, hvordan skal det pakkes ned osv.? Det er kedeligt og tager en evighed at finde ud af! Men det skal jo gøres… Vi skal også planlægge, hvordan vores sceneshow skal være, hvilken slags lys vi skal have og alt det der. Vi bruger mere tid på at planlægge end på at øve! 

Hvad er den største liveoplevelse, I har haft med Nailed to Obscurity indtil videre?
Jan-Ole: Puh, det må være vores Göteborg-koncert i 2017. Det var den sidste optræden, vi havde, sammen med Dark Tranquillity. Vi blev venner med drengene fra Dark Tranquillity, og det hele gik bare op i en højere enhed. Da vi stod på scenen og spillede vores sidste sang, var det hele så overvældende. Jeg kan slet ikke beskrive det. Dark Tranquillity spillede lige efter, og vi var målløse. Alle os fra Nailed to Obscurity overværede koncerten sammen, og det var ekstremt følelsesladet. Nogle af os havde tårer i øjnene! Der var så mange følelser i spil – både fordi det var en god koncert, men også fordi vi følte, at vi havde opnået et eller andet. Vores drøm om at blive et turnerende band var gået i opfyldelse.

Det lyder helt magisk. Har I en besked til jeres danske fans eller dem, der kommer til koncerten den 14. januar?
Raimund: Vi håber, at der dukker en masse danske fans op! Vi håber også, at I vil tage godt imod Black Frost. Den plade betyder meget for os. Vi går et spændende år i møde.

Mange tak for jeres tid og svar!
Jan-Ole: Det er os, der takker!

Tilføj kommentar