Færdigt arbejde

Det er altid en lunken følelse, når nogen gør ens arbejde for én. På den ene side letter det på byrden, men sammen med denne byrde ryger også tilfredsstillelsen ved at udføre arbejdet til at starte med. I skrivende stund er det blot fire dage siden, at Emilie Dybdal præsenterede et interview af tyske Nailed to Obscurity, og sagen er, at gruppen selv blotlagde alt, hvad jeg rimeligvis kunne have skrevet i denne indledning. Genren er en form for melodisk dødsdoom, og medlemmerne nævner selv Katatonia og Opeths skiver som nogen af deres favoritter; ikke at det krævede omfattende detektivarbejde at drage den konklusion. Med det af vejen: Lad os lytte til næste skridt i Nailed to Obscuritys udvikling.

Frost Reveries

Black Frost bærer rigtignok sine tydelige præg af Katatonia og Opeth. Åbnings- og titelnummeret farver en baggrund af forvrængede akkordprogressioner med rene arpeggioer og bløde guitarmelodier, og kombinationen er dels forrygende effektfuld og dels meget Opeth-lignende. Rene guitarspil benyttes som kontraststykker, ligesom vokalen veksler mellem rene, harmoniserede stykker og rå Åkergrowls (ligheden er slående). Opeth-indflydelsen afløses af Katatonia på opfølgeren ”Tears of the Eyeless”, i takt med at tung, akkord-baseret riffing gør plads til først et rent, harmoniseret vers, og siden til en moltonet guitarmelodi.

Men tro endelig ikke, at melankoliens bittersøde svøb er det eneste at se frem til. ”Feardom” er mere tvetydig, primært takket være det atmosfæriske og nærmest overnaturlige omkvæd, og NTO har i det hele taget undgået adskillige faldgruber i skabelsen af Black Frost. Længerevarende instrumentalstykker som det i ”Host” og indledningen til ”Cipher” forefindes, men drives gennem konsekvent og logisk udvikling førend de tilendebringes, uden at føles gentagende eller intetsigende. Kombinationen af akkorder og melodi undgår ligeledes at føles genbrugt, fordi akkordprogressionerne og de overliggende melodier simpelthen er forskelligartede. Albummets mix er velbalanceret og undgår hyper-komprimering, så trommerne virker hårdtslående og guitarerne varme og organiske. Endelig holdes kedsomheden stangen ved at skære længden ned til knap 47 minutter. Ja, NTO har skabt et dødsprog-album, der kan være på én LP. Ryd forsiden.

Hvad kan gøre Black Frost til Blackwater Frost? Black Frost bygger som nævnt meget på kombinationen af store, forvrængede akkordslag og lette, rene arpeggi, hvorimod Blackwater Park (både albummet og titelsangen) har sin andel af kæmpemæssige riffs, som tager musikken fra ”melankolsk prog med forvrængning” til ”endegyldig dødsmetal med melankolsk prog”. Nailed lader ofte melodierne definere sangene, hvor rytmeguitarens fokus er på at lægge vægt bag akkorder frem for egentlige riffs. Dertil får rytmeguitaren som oftest modspil af leadguitaren, og kun ”Tears of the Eyeless” lægger alt på ét riff. Rytmeguitaren finder derfor sine største øjeblikke i enkelte hooks og fills, hvor refrænerne bringes ind i næste passage. Disse brudstykker kan med fordel udpensles for at give musikken en ekstra akse at bevæge sig på; som det står nu hviler en uforholdsmæssig stor del af guitarværkets mindeværdighed på melodierne.

Nailed it

Nu rundede jeg af med at være kritisk, men tag endelig ikke fejl: Black Frost vil ikke samle støv blot fordi, at den deler reol med A Complex of Cages og Blackwater Park. Nailed to Obscurity komponerer med formål, og musikken bærer i høj grad præg af at bagmændene har haft klare visioner for albummet. Fans af moltonet, progressiv dødsdoom vil være henrykte over Black Frost, og hvis du skal se Nailed to Obscurity sammen med Amorphis og Soilwork, så har du nøjagtig tre dage til at lære Black Frost at kende først. Gør dig selv den tjeneste.