Interview med Dirt Forge

Dirt Forge @ Kontrast, Herning af Rolf Meldgaard / www.rolfrawphotography.dk

Den københavnske trio Dirt Forge udgav i november 2022 sit andet album, Interspheral, som blev mødt med en del anmelderroser Siden albummets udgivelse har Dirt Forge allerede været på turné med de nye sange og er blandt andet blevet booket til A Colossal Weekend og til Copenhell. Vi fangede bandet i slutningen af deres lille turné med blandt andre svenske Cities of Mars, danske Kollapse og Late Night Venture. Vores snak fandt sted i de intime og hyggelige backstage rammer på Scene7 (Kontrast) i Herning, ved siden af musikskolen.

Jeg er glad for, at det endelig blev muligt for Heavymetal.dk at mødes med jer og snakke. For alle læsere, som ikke kender jer, kan I så ikke starte med at præsentere jer selv og bandet?
Vi er Yannick og Alexander fra Dirt Forge. Vi kommer fra København og har spillet sammen i snart ti år. Vi er ude at spille nogle koncerter med vores nye plade, som hedder Interspheral. Den er vi meget glade for og stolte af.

I udgav Interspheral i november sidste år. Et album, der fik store roser fra os og mange andre. Det var fem år undervejs. Kan I ikke tage os igennem, hvilken slags proces det har været?Med det samme udbryder Yannick: ”Åh, shit”, og Alexander lidt jokende: ”Vi får PTSD ved tanken”, hvorefter Alexander følger op: ”Det har været en proces. Generelt er vores sangskrivning ikke den mest gnidningsfri måde at skrive musik på, tror jeg. Det er noget med at overveje rigtig mange ting og vende tilbage til rigtig mange ting og ændre ting undervejs. Så kommer vi jo også fra tre meget forskellige baggrunde og præferencepunkter”.

Det siger Yannick ja til med stor enighed, hvortil Alexander følger yderligere op: ”Jeg tror ikke, der er meget musik, vi kan blive enige om. Det er jo fedt, men det er både en styrke og en svaghed, hvis man kan sige det sådan – i hvert fald hvis man gerne vil være hurtigt færdig. Så det har været en proces, hvor numrene har taget lang tid at skrive, og så ramte vi også ind i en pandemi. Det gjorde, at vores oprindeligt bookede studietid med produceren fra Soothsayer, Chris Felding, ved hans studie i Wales blev aflyst. Første gang vi havde booket tiden, var tilbage i 2020, hvor det blev aflyst på grund af pandemien, og så ventede vi lidt og rettede nogle numre til”.

Man mærker tydeligt en lille frustration ved Yannick, som tilslutter sig: ”Ja, så meget vi nu kunne, for vi var også lockoutet fra vores øvelokale på grund af pandemien. Det ligger i en kommunal bygning, og derfor måtte vi ikke optage eller opholde os der. Så det var også et benspænd”. Alexander nikker genkendende til frustrationerne over forsinkelser på grund af pandemien og fylder på Yannicks udtalelse med: ”Så da vi endelig åbnede op igen og havde booket flybilletter, tænkte vi: ”Nu skulle det være”. Så er han (red.: Chris) jo en populær herre, så det tog os lige et par måneders ventetid, før vi kun komme til. Så kommer der en anden lockdown og en tredje lockdown, hvor vi til sidst tænke, at nu skal den plade altså også bare indspilles, fordi vi gider ikke at vente mere. Vi vil gerne have den ud. Så pladen havde faktisk været klar i noget tid, før vi besluttede os for at indspille med Lasse Ballade. Der var sgu ikke nogen, der kunne forhindre os i at tage fra Amager ind til Søerne i København. Det var lidt mere lokalt. Det var et fantastisk valg, for han (Lasse) har jo gjort det skidegodt. Han var fantastisk at arbejde sammen med og kom med nogle helt andre synspunkter. Han har en meget punket og dødsmetallet baggrund, og det med at få hans take på, hvordan vi nogle gange overtænker nogle ting og kan være lidt mere punk i vores attitude, var fedt”.

I kommer ind på mange af de udfordringer, som der har været i sangskrivningsprocessen. På trods af det er det lykkedes jer at få et rigtigt godt stykke håndværk ud af det, og personligt synes jeg, I har løftet jer et niveau med Interspheral. Får man ikke også nogle glædesmomenter ud af at have gang i en proces så længe?
Yannick udbryder hurtigt ”Ja, det gør man da. Jo længere tid vi er om det, jo mere kommer vi også til at fluekneppe det. På en eller anden måde ender det med, at vi ændrer et nummer, som vi egentlig troede, der var færdigt. Men så undervejs kommer der er en ny idé, så bliver der pludselig lagt noget mere på, hvilket gør, at der kommer noget mere og bedre ud af det. Der er mange positive ting, der kommer ud af det. Lang sangskrivningsproces. Vi lærer også mere om os selv, både som musikere, men også som folk med fælles interesser, som mødes som venner. Netop som Alexander siger, så er det ikke altid en super gnidningsfriproces”, hvortil Alexander hurtigt tilføjer: ”Det skal det heller ikke være”, og Yannick fortsætter: ”Nogle gange så går bølgerne lidt højt inde i øvelokalet. Særligt i de senere par år er vi blevet bedre til at få snakket det ud. Så man ikke brænder inde med nogle ting, og som C.V. Jørgensen siger: ”ikke lader solen gå ned over sin vrede”.”

Alexander ser eftertænksom ud og tilføjer: ”Jo, altså, et nummer som ”Ascension”, hvis vi indspillede det, da vi troede, det var færdigt, så vil det lyde meget anderledes, end det gør på pladen. Hele anden halvdel af nummeret var noget, som blev til, tre måneder før vi gik i studiet. Så hvis man finder en tidlig liveudgave et sted, så lyder den meget anderledes. Da vi spillede den på Oslobåden (red.: Copenhell Metal Cruise 2019), lød den meget anderledes”. Derudover forklarer Alexander, at ”Miscommunision” er noget, som blev skabt af brudstykker fra fire forskellige sangskrivningsprocesser, som bandet opdagede, passede godt sammen.

Jeg kan godt høre ud fra snakken, at det næste spørgsmål bliver et svært spørgsmål. Der er en masse inspirationskilder i Interspheral. Hvis I nu skulle anbefale fem plader til vores læsere at lytte til for at forstå Dirt Forge bedre, hvilke plader ville det så være?
Alexander joker med, at de kun har lavet to album, og det jo er et godt sted at starte. Noget, som Yannick også griner af og siger, at det en god pointe, hvorefter Alexander griber fast i spørgsmålet igen: ”Ej, altså, vi kan jo tage fat i det, vi selv får at vide. Det nemmeste at tage fat i er, det er nok det som Nicolai, der spiller trommer, får mest at vide. Man kan høre hans inspirationer i Rush og i Tool, som han er inspireret af, men virkelig prøver at skjule, men åbenbart ikke godt nok”. Yannick tilføjer smilende ”Nej, den lurer folk ret ofte. Det er tit, det bliver nævnt, ja”. Alexander fortsætter med at uddybe trommeslageren Nicolais inspirationskilder ”Jeg ved, han er glad for Moving Pictures med Rush og Ænima med Tool. Personligt, da vi startede på processen med Soothsayer, som er lidt mere klassisk sludge, da var jeg meget inspireret af for eksempel High on Fire. Der er jeg personligt selv gået over til at lytte mere til post-metal nu.” Noget, Yannick tilslutter sig, mens Alexander fortsætter: ”Som for eksempel Cult of Luna er et band, jeg har lyttet rigtig meget til og har været tæt på at plagiere et par gange: ”Det riff her lyder fedt, men jo, det har jeg hørt et sted før ...””

Cult of Luna er klart også en af dem, jeg forbinder med jer, og måske går jeg lidt ud på farlig grund her, men jeg får også lidt Old Man Gloom-vibe af jeres lyd.
Alexander kaster hænderne i vejret og siger: ”Guilty as charged. Det er også et band, jeg lytter meget til”, hvorefter Yannick tilføjer: ”Det udmønter sig nok også i musikken, eftersom det er Alexander, som er den primære sangskriver i bandet. Jeg tror, under hele Interspheral-perioden her har jeg været inde i periode, hvor jeg faktisk ikke magtede at lytte til heavy metal. Jeg gad ikke blive råbt ad på den måde, så for mig har det mere været noget støjrock som meget Unsane, Russian Circles og Swans”.

Med to anmelderroste udgivelser under jeres bælte nu, hvad bliver så det næste led på jeres musikalske rejse?
Der er en lille pause, mens begge tydeligvis tygger lidt på spørgsmålet, hvorefter Yannick starter: ”Jeg synes faktisk, det er ret fedt, at det første, jeg egentlig tænker er, at det aner jeg ikke. Vi har da jammet en lille smule til noget, der godt kan komme på den fremtidige plade. Men man kan jo også se, hvordan Interspheral udviklede sig, og hvor vi faktisk bare fulgte med. Jeg tror, vi er meget mindre i kontrol over den musik, vi brygger sammen, end vi hver især tror, fordi vi er tre så vidt forskellige mennesker”.

Alexander lytter interesseret og er tydeligvis enig i, hvad Yannick siger, og tilføjer selv: ”Ja, vi har fået mere accept af, hvor forskellige vi er, og det med at prøve på at kontrollere, det bringer kun negative ting med sig. Jeg er gået meget fra at prøve at ville styre ting i en vis retning og komme med noget, der er helt færdigt. Hvor det kan blive lidt sådan, ”hey guys, nu har jeg lavet en sang færdig, og I skal ikke gøre noget”, hvor de så ender med at sidde med armene over kors, og vi kommer til at skille hele nummeret ad stykke for stykke. Der er det mere blevet til, at når jeg får en idé derhjemme, så tænker jeg i brudstykker og kommer med det”.

Lidt forundret over bandets meget åbne tilgang til hele sangskrivningen bryder jeg ind i samtalen: Så det er en meget flydende proces for jer, med at det kommer, når det kommer. I har ikke sådan nogle planer om, at ”vi skal bare have udgivet den næste inden fire år”? Yannick svarer meget prompte: ”Nej, slet ikke”, hvortil Alexander svarer opklarende: ”Jeg tror, mindsettet om at skrive ny musik er noget, vi skal sætte i gang, når vi kan se, der er luft til det. Altså, når vi kan mødes over en længere periode sammen og være sammen flere timer ad gangen. Hvor vi prøver at jamme nogle idéer igennem og ser, hvad det udvikler sig til. Jeg tror ikke, vi har nogen idé om, at ”vi skal herhen”. Jeg tror ikke, vi kommer til at lande et sted, hvor det bliver mere traditionel sangopbygning. Det vil overraske mig lidt, hvis vi gik i den retning.” Noget, Yannick anerkendende følger op: ”Jeg tror lidt med Interspheral, der fandt vi lidt vores niche på en eller anden måde. Hvad den så er, det aner jeg så heller ikke helt – for jeg aner ikke, hvad for en genre vi spiller efterhånden, og det er for så vidt også ligegyldigt”. Generelt er de to bandmedlemmer fra Dirt Forge meget enige, og Alexander siger også: ”Vi har heller ikke så travlt med, hvad andre kalder det”, inden Yannick fortsætter: ”Det har altid været spændende, og vi har jublet mest, når anmeldere har skrevet: ”Jeg aner ikke, hvilken kasse som jeg skal sætte det her i”. Yes! Nu gør vi et eller andet fedt her. Vi har fundet et eller andet punkt, som vi finder os godt til rette i, og det bliver nok noget i den stil med næste album. Noget metal af noget bestemt, men også ubestemmelig art, noget med sjove sangstrukturer og taktarter, noget synthesizer ind over, dobbeltvokaler, og ja, alt muligt. Vi har nok fundet vores egen ting, men hvordan det næste kommer til at lyde, tja”. Til det kommer der en ret hurtig indskydning fra Alexander: ”Jeg tror, det næste kommer til at lyde mere som Interspheral end Interspheral lød som Soothsayer.” En betragtning, som Yannick er yderst enig i.

Den danske metalscene er meget præget af genrerne metalcore, black metal og dødsmetal. I ligger i et noget andet genrespænd. Hvordan vurderer I den danske scene i forhold til publikum og kunstnere? Synes I, der er kommet en større parathed for andre genrer end de velkendte?
Alexander og Yannick er begge meget enige i udsagnet om, at i hvert fald black- og dødsmetal er de dominerende genrer på den danske scene. Yannick siger lidt eftertænksomt: ”Jeg ved ikke, om der er kommet flere, men vi er nok blevet mere opmærksomme på dem, da vi er gledet ind i en sfære, hvor vi passer ind der. Vi har lige været ude at spille med Late Night Venture eksempelvis, som har eksisteret længe, i hvert fald længere tid end os. Der har også været en hel masse før os. Scenen for vores musik er ikke lige så stor som med black og død, som du siger. Det er den ikke. Det er ligesom de regerende genrer i Danmark, så er man ligesom home safe, hvis man spiller det i Danmark, uden det skal være en negativ ting, hver sin smag”.

Alexander har siddet og lyttet lidt med og brænder tydeligvis inde med kommentar til det, Yannick siger, hvor han følger op med: ”Der er sådan en følelse af, at der er et behov for at smide et band ind i en specifik kasse. At sige det er det her, og det er det her, man kan forvente. Det er noget, som godt kan genere mig lidt på vegne af bands som for eksempel Eyes. At folk har et behov for, at et band gør en specifik ting, og de (red.: Eyes) er bare ikke et band, som gør en specifik ting. Men alligevel vil folk gerne have, at de gør det, for at de kan retfærdiggøre et eller andet tilhørsforhold. Det synes jeg også gælder, når man ser Aarhus-scenen. Der er det, som om man forventer lidt, at når man kommer som et band fra Aarhus, så skal man være på en bestemt måde, fordi det er jo der, Hatesphere kommer fra. Så skal man leve videre på den ånd og den legacy. Jeg ved ikke, om det er en fordel eller ulempe at komme og prøve nogle andre ting. Vi kan helt sikkert nok ikke forvente, at publikumstørrelsen er den samme”.

I er ved slutningen af jeres lille turné med blandt andre Kollapse, Cities of Mars og Late Night Venture. Hvad har der været af særlige højdepunkter på denne turné for jer?
De kigger begge på hinanden og lidt op i loftet, mens de stille siger: ”Særlige højdepunkter?”, før Alexander byder ind med: ”Det at få lov til at spille flere koncerter i træk. Det er dejligt. Vi har været lidt i en curse med at spille enkelte one off-shows i lang tid, også fordi vi alle tre har fuldtidsjobs og skal planlægge med ferie og sådan noget. Det har nok også hjulpet meget, at vi har fået en booker på. At vi kan sige til Jens fra Audible Music: ”Vi vil gerne på turné i denne tidsperiode her”. Det har jo bare været fedt at kunne få lov til at komme på turné, og det har været fedt at kunne få lov til at spille de nye numre og se nogle forskellige steder. Et specifikt højdepunkt ved jeg ikke, om der er. Det var da meget fedt at spille i Oslo på Vaterland, som er et vanvittigt nice spillested. Hvor der kom godt med folk, synes vi selv, og at få lov til at tage derop dagen før med Oslobåden og hygge med Late Night Venture var fedt, og så to dage senere tage ned på frølageret i Odense, hvor der kom 14 mennesker. Et sted, hvor der er plads til, hvad der føles som 500, men det var stadigvæk fedt.” Med stor glæde indskyder Yannick: ”Det var stadigvæk en fest”. Alexander fortsætter: ”Ja, og man kom tættere på folk og fik lov til at boltre sig i en større sal. Det er sgu lige meget, om der kommer 100 eller 5. Det er stadigvæk nice. Højdepunktet er ligesom at udfolde sig og sige: ”Det er det her, vi kan nu”. Der er ikke noget sted som sådan, der er højdepunktet”.

Yannick fremhæver: ”Højdepunkterne er jo det, som sker mellem koncerterne. Når man kører rundt i en bus, selvom det er mange dage i streg, hvor du er på mindst 16 timer i døgnet, fordi der hele tiden er mennesker omkring dig. Så selv når du slapper af, så er du stadigvæk i gang på en eller anden måde, fordi du ikke når at kunne trække stikket. Alligevel hygger man sig i den tourbus, og man omgås nogle mennesker, som viser sig at være pissesøde. Der er jo en masse kærlighed der. Det var i hvert fald noget af det, jeg tog med hjem, altså ”hold kæft, hvor har det bare været en fed turné, hvor er det bare nogle superfede mennesker, jeg har været sammen med”.”

I forbindelse med koncerter, så er der jo noget, vi er nødt til at snakke om: I er blevet booket på A Colossal Weekend, men I er også blevet booket til at spille på Copenhell i år. Det er et stort og et vigtigt kryds at få sat for mange danske bands. Hvad kan man forvente af jeres optrædener der?
Yannick siger lidt forsigtigt: ”Vi har nogle idéer til, hvad der kommer til at foregå, men vi har ikke låst os fast på noget endnu, og det er heller ikke sikkert, de bliver til noget.” Alexander overtager ordet: ”Jeg ved, vi i hvert fald kommer til at snakke om, hvad vi kan gøre for at tilpasse vores show til scenen og til publikum og festivalen for at få givet det den pondus, som det selvfølgelig har. Men ja, hvad kan folk forvente? Generelt er vi bedre, når vi spiller på store scener. Større scener kommer i hvert fald til vores fordel, og derfor i sidste ende også til publikums fordel. Jeg tror, vi rimelig meget går efter det mantra, som jeg har taget til mig, efter noget jeg hørte, Rasmus Sejersen fra LLNN og The Psyke Project sagde. Han sagde, at Psyke Project spillede en koncert på Lades Kælder for mange år siden, hvor der kom én betalende gæst, og de sagde: ”Fuck det, vi spiller, som om der var fyldt”. Den ene betalende gæst var booker for Roskilde Festivalen og endte med at booke dem. Det har jeg bare tænkt siden: Du ved aldrig, hvem der står derude, det kan være den lokale musikhelt, der bare kender alt og alle i byen, og næste gang du kommer tilbage, så har han bare fortalt alle sine venner om, hvor svedigt det var. Derfor, om der så står en person i en kælder ude på bøhlandet, eller om det er på Copenhell, så vil jeg ikke nedprioritere det ene frem for det andet”. Alexander og Yannick snakker videre om, hvor vigtigt det at give den alt, hvad man har til en koncert, uanset hvor mange eller få der er mødt op. Snakken kommer ind på en koncert, de spillede på Knust i Hamburg tilbage i 2018, et spillested med plads til måske 2000 mennesker, og kun 11 mødte op. Her fortæller Alexander: ”Vi tænkte bare, fuck det, vi går amok. Vi skal spille på Roskilde Festival om et par måneder, og folk her skal have det samme show. En af dem, som stod blandt folk, var ham, som bookede os til turnéen med Mustasch senere på året. Så det var lidt samme historie som med Psyke Project. Du ved aldrig, hvad der sker, og folk, der møder op, har fortjent samme show, uanset om det kun er 1 eller 100. Det er næsten vigtigere, når der er færre, fordi så er det virkelig dem, som har været dedikeret”.

Hvad er næste skridt for jer livemæssigt? Er der nogen festivaler eller turnéer, I helt vildt godt kunne tænke jer at opleve som band?
Her er der lys i Alexander øjne, som virker til at have nogle ting, han godt kunne tænke sig at prøve. Han udtaler: ”Det, jeg godt kunne tænke mig, var at prøve nogle udenlandske festivaler. Nok mest det med at tage ned til Tyskland, Frankrig, Spanien og whatever for at se, hvordan de strikker det sammen der, hvordan man bliver mødt, og hvordan publikum er. Det er jo det, som festivaler kan: At give en scene og et output til folk, der måske ikke vil komme til koncerten, hvis du mødte op på den lokale snuskede bar. Det kunne jeg i hvert fald godt tænke mig, så må vi håbe, at Jens fra Audible Music har nogle connections”. Yannick ser ud til at være meget enig, men tilføjer: ”Det kunne også være fedt at komme ind på Roskilde Festival igen. I voksenafdelingen. Ikke at der var noget galt med at spille opvarmningsdagene, det gjorde jeg også gerne igen. Sådan har jeg det, at Roskilde Festival er det helt store hak i bogen. Jeg kan stadigvæk huske den dag, hvor vi fik at vide, vi var blevet booket. Jeg lavede ikke noget resten af dagen, jeg kunne ikke koncentrere mig om noget som helst, fordi det der var noget af det største, jeg kunne forestille mig, det var en mastodont. Det var med ærefrygt, vil jeg sige”.

Jeg ved ikke, om I har nogen afsluttende bemærkninger, ellers vil jeg sige tak for, at I tog jer tid til at tale med mig.
”Selv tak, det var hyggeligt endelig at møde dig”.


De sidste to billeder er billede 1 af Yannick og Billede 2 af Alexander fra Dirt Forge. Alle billeder er taget af Rolf Meldgaard / www.rolfrawphotography.dk ved deres show i Herning på Kontrast, som foregik efter interviewet