Interview med Dirt Forge

Vi fangede Dirt Forge på et skib - eller var det dem, der fangede os? Hvorom alting er, så fik vi os en snak om alt fra deres kommende album til skadedyr og Billy Joel!

1: Hvordan går det med at få lavet album nummer 2?

Yannick: Det går godt, altså det går langsomt, men det er sådan vi er – vi er også ret grundige. Indtil videre har vi skrevet tre numre, så det er jo hurtigt 25 minutter. Det føles ikke som den svære toer – tværtimod! Nu har vi kendt hinanden i efterhånden seks år, så nu sporer vi os ind på hinanden og finder en fælles ting på en eller anden sjov facon.

Alexander: Første plade var også meget mundet ud i, at vi bare gerne ville høre, hvordan vi egentligt kan lyde. Nu har vi prøvet at være igennem studieprocessen et par gange og sangskrivningsprocessen for at se, hvad vi kan slippe afsted med. Nu ved vi mere konkret, hvor vi sporer os ind, og hvad vi synes er fedt – i hvert fald i forhold til sangskrivning.

2: I har jo teaset for, at der på jeres kommende album vil være en masse ny ideer og lyde. Hvor kom den ide fra?

Yannick: Den er konstant. Vi står aldrig stille. Der sker jo hele tiden noget i vores musikalske univers, i forhold til, hvad vi selv lytter til. Jeg er selv lige faldet over Pink Floyd – på tide! Det er det, der hitter for mig lige nu, så vi får hele tiden nye inspirationer, og så kommer ideerne om, at fx kunne det være sjovt at arbejde med synth eller ambient for at kunne fylde lidt mere i lydfladen, vi er jo kun tre mennesker. Ikke fordi vi ikke fylder nok i forvejen – det vil ni ud af ti lydmænd skrive under på!

Alexander: Vi har også hele tiden haft det mantra, at vi gerne vil udfordre os selv hele tiden. Hver gang, vi starter på et nyt nummer, så er første indskydelse at spille noget, vi ikke kan finde ud af endnu. Fx med et af de nyeste numre, som vi lige er blevet færdige med, var første indskydelse, at det kunne vi ikke finde ud af, men så blev vi ved og ved og ved og fandt ud af, at vi også kan skrive et nummer, der kører over 5/8.

Yannick: Eller 5/4 hvordan man nu tæller! Men det gør det også sjovt, når det er udfordrende. Så står man ikke bare i stampe.

3: Kan vi forvente et eller to nye numre her på skibet?

Nicolai: Yep. Vi har præsenteret nogle af numrene før. På Beta præsenterede vi faktisk de tre numre, som vi har arbejdet på, og da vi spillede i Pumpehuset med Bersærk for et halvt års tid siden, spillede vi også et af de nye numre. Så i aften spiller vi nogle af dem og noget af det gamle.

 

4: Er det lykkedes at overtale Alexander til at gå med til at lave et cover af Metallicas ”The Outlaw Torn”?

Yannick: Ikke rigtigt. Det er heller ikke noget, vi har prøvet så meget på igen. Det er lidt en intern joke, der kører, fordi Nicolai og jeg synes, at det et formidabelt nummer fra en af Metallicas bedste plader!

Alexander: Det er også et af de numre, som vi alle tre kan blive enige om, er et fedt nummer

Yannick: Ja! Så er vi noget så langt! Vi har fået ham med på, at han synes det er et fedt nummer, så det handler om at sælge det ordentligt. Der er fx et 0-10-12 riff!

Det er jo et langt nummer i forvejen, så jeg tænker, at hvis I tager det, så varer det vel hurtigt en halv time?

Alexander: Det er jo resten af pladen

Yannick: Nå ja! Så er den lavet, bum en dobbelt plade! En hel side på en LP dedikeret til et covernummer af Metallica, det er der sgu ikke nogen, der regner med. Men det med covernumre, det er altid lidt svært, ikke?

Alexander: Det er noget, vi har talt om meget, for det skal jo være et nummer, vi alle sammen godt kan lide, og noget vi føler, vi kan fortolke som vores eget, og noget vi kan spille. Så jeg tror, at når først det nummer dukker op på radaren, så giver det ikke mening at lave det. Det skal jo også være noget, folk kan relatere til.

Nicolai: Til den tid har vi også udgivet otte plader…

5: Sidst vi havde en snak med jer tilbage i 2016, der kom vi ind på det med at blive taget seriøst i metal-miljøet. Føler I, at I bliver taget seriøst nu, og hvordan går det med at ”sigte lavt”?

Alexander: Ja, vi måtte lige gå tilbage til interviewet og se… Ja, man kan sige, at det, vi har oplevet, er, at vi har alverdens ambitioner med bandet, og vi har også oplevet rigtig meget fremgang. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at vi har været heldige med rigtigt mange ting…

Yannick: Vi har været gode!

Alexander: Men der er også mange ting, man ikke hører om. Hvordan modgangen fx også kan ramme. Så jeg tror, det handler om at have høje ambitioner, men ikke forvente noget som helst. Altid forvente, at man selv skal arbejde for det. Hvis der er andre mennesker inde over, så forvent altid, at man selv skal være sin egen lykkes smed, men håb på, at de kan hjælpe. Så jeg synes, vi bliver taget seriøst, fordi vi tager os selv meget seriøst, og det, vi vil, er seriøst. Så hvis folk stadig hænger fast i den måde, vi præsenterede os selv tilbage fra før, vi udgav vores første EP, så skal de vel bare følge lidt mere med…

Yannick: Eller også må de blive tabt på vejen…

6: I har jo taget rotten til jer, som jeres maskot. Hvorfor lige rotten?

Alexander: Det startede med en sangtekst til nummeret ”Ratcatchers” fra EP’en, som jo handler om de laveste i samfundet, som bliver overset. Og rotten, synes vi, er et ret misforstået dyr, som man forbinder med sygdom og nedernhed, trods det jo er et ganske socialt dyr, der tit bliver overset. Så det tog vi til os. Også blev det jo også pladecoveret på EP’en, vi lavede nogle t-shirts med rotten. Og så er det jo et symbol, og det er godt at have noget, man kan identificere os med, så vi har også taget det til os på den front. Det har jo så også båret det med sig, at folk er begyndt at sende os nyhedshistorier hver gang, at der er en rotte, der er blevet nævnt. Så på den måde har det været super heldigt, at det er blevet en ting, folk forbinder os med.

7: Nu har i spillet på When Copenhell Freezes over og om ikke så længe på Copenhell Cruise. Men hvad med selve Copenhell-festivalen, er den i sigte eller…?

Nicolai: Vi sigter jo på alt, så det er lige meget, hvad du skyder efter. Om Copenhell så sigter på os, det skal du spørge dem om.

Alexander: Vi sigter altid op og prøver altid at tage det næste skridt, og vi tager gerne to skridt ad gangen, hvis det kan lade sig gøre apropos det med at sigte lavt. Copenhell er jo næste naturlige skridt synes vi.

Yannick: Danmarks største rock og heavy festival…

Ja, for I har jo ramt Roskilde.

Yannick: Ja! Og DET skal man ikke kimse af, absolut ikke! Vi har jo også haft Copenhell-armbåndspåsætning inde i Byhaven jo. Den manglede vi!

Alexander: Det er jo Copenhell-satellitten, der altid kredser rundt om os, og nu har vi jo også Copenhell-folkene fanget her på en båd sammen med os, så vi bliver nødt til at trænge dem op i krog.

Yannick: Altså i Pumpehuset spillede vi for folk, som stod i kø, de kunne ikke rykke sig. Folk på en båd de har heller ikke andre steder at gå hen. Vi kaprer folk, for at tage et nautisk tema…

Nicolai: Problemet er, at folk… de tror, de fanger os på en båd… Der er ikke dem, der har fanget os: det er os, der har fanget dem

8: Hvad tænker I selv om den danske metalscene anno 2019?

Alexander: Det er et svært spørgsmål at stille os som band, også fordi vi er så forskellige i forhold til vores egne præferencer. Personligt synes jeg, at det er befriende at se, at der i løbet af de sidste 3-4 år har været så mange bands, der bryder ud af den her ”dødsmetal-formel” – og ikke et ondt ord om Hatesphere, som også spiller her, men det har virket som om i rigtig mange år, at det har været bands største ambition at lyde som Hatesphere. Og den største ambition har været at tage på Danmarksturne og drikke gratis bajere, hvor at lige nu er der bands som Ghost Iris, MØL og VOLA, som man stort set aldrig hører om i Danmark, som ellers er ved at danne sig et kæmpestort navn i udlandet – så det er ret fedt at se! Eller bands som LLNN som også er et band, der virkeligt har gang i den i udlandet. Så at se, at man ligesom stiler væk og prøver at sigte mod noget større end Danmark, er fedt at se.

9: Er genrer stadig noget fjollet pis?

Nicolai: Ja.

Alexander: Vi har prøvet at kigge indad, specielt på de nye numre, som vi skriver, og virkeligt været hårde ved os selv. Så hvis man skal sige, hvilken genre vi er, så er det nok lidt svært – og det er ikke, fordi vi påstår, vi har opfundet noget nyt eller noget andet. Jeg tror bare, vi vil så mange forskellige ting hver især, at det automatisk bliver trukket i så mange forskellige retninger. Vi spiller ikke vanvittigt hurtigt, så det er nok nemmest at sige, vi spiller noget, der er lidt doom-agtigt, og jeg tror, det er det tætteste, vi kommer på en reel genre.

Nicolai: Er det det?

Alexander: Ja, det tror jeg?

Nicolai: Jeg synes, overhovedet, ikke vi spiller doom.

Alexander: Der kan du bare se.

Nicolai: Det er jo denne diskussion om genrer… Den er i min verden komplet udvandet og ligegyldig. Der er musik, der er et nyt band – fedt, lyt til det. Synes du, det er fedt? Ja/nej? Godt, videre!

Alexander: Det er en god ting til at pejle folk i en retning, der er jo flere bands end nogensinde…

Nicolai: Alle folk har jo Spotify! Bare tast bandnavnet ind, hvis der fx er nogen, der siger: ”Hey, check lige det her band ud, check MØL ud! Hvad er det for noget?” – bare lyt, hør 30 sekunder af et nummer, så finder du hurtigt ud af, om du kan lide det eller ej!

Yannick: Det er faktisk meget sjovt, nu du siger det, så kommer jeg til at tænke på ”It’s Still Rock and Roll to Me” af Billy Joel. ”There is a new band in town, but you can’t get the sound from a story in the magazine” – lyt til det selv! Fuck, det kommer til at stå på min gravsten det her…