Så hvis du tørster efter nyt om Copenhells fremtidige placering, festivalens historie, om merch-cuts og program-brokkerier, den danske metalscene, og måske endda endnu en Mayhem-røverhistorie, så er det om at læse videre. Men sæt dig godt til rette, for Jeppe havde som altid, når han snakker med os, masser at berette!

Tak fordi du giver dig tid til at snakke med Heavymetal.dk. Først er et tillykke med de 15 år vist på sin plads!

Jo, tusind tak skal du da have.

Er det ikke lidt vildt? Er I ved at blive voksne?

Sådan lidt en uregerlig teenager, er det ikke deromkring, vi er efterhånden? Men jo, det er ret vildt. Og så at kigge tilbage på de år, der er gået. Tænk, at vi kan have en festival i Danmark, som folk bakker op omkring, så man kan blive ved i så mange år, og folk stadig kommer tilbage til, og vi er jo større end nogensinde. Så det er jo godt, at scenen er i live.

Kan du huske, hvad dine ambitioner var dengang, I startede for 15 år siden?

Jeg tror ikke, mine ambitioner var så store som det, Copenhell nu er blevet til. Mindre kunne også gøre det et eller andet sted. Så jeg tror, jeg havde sådan nogle tanker, at hvis man kunne ligge på omkring 15-18.000 mennesker og lave en festival for det, så var det sådan set rigtig, rigtig fint. Så det var nok der, ambitionerne var til at starte med, men jeg tog fejl. Det var meget bedre end det.

Det må man sige, og tak for det! Hvor ligger I lige nu [Red. slut marts] i forhold til billetsalg?

Der bliver på pladsen cirka 35.000-37.000 personer per dag i år. Så det er faktisk virkelig godt. Nu ved jeg ikke, hvornår vi udkommer med det her, men jeg siger i starten eller midt maj, så er der udsolgt. Og det er jo virkelig dejligt.

Hvor mange frivillige har I egentlig nu?

Vi har ca. 2.500 frivillige, som knokler som gale, så vi er jo nærmere de 38-40.000 mennesker på pladsen hver dag.

Er der nogle nye tiltag i år, eller satser I mest på videreudvikling af eksisterende koncepter?

Jeg vil faktisk sige, at vi kan jo altid godt lide at lave noget nyt og prøve at tilføje noget nyt, som publikum kan opleve hver år samtidig med, at man fastholder en eller anden form for genkendelighed, så folk føler de ’kommer hjem’.

Det er sådan, vi godt kan lide at kigge på det. Og i forhold til ’26, er der ikke nogen nye kæmpestore tiltag, men masser af nye, sjove småting og lidt anderledes ting og sager. Boneyard for eksempel, fortsætter helt sikkert, men udvikler sig væsentligt fra ’25 til ’26, vil jeg sige.

Er der nogle tiltag omkring transport til og fra Refshaleøen, især fra, som jo ofte er en udfordring?

Det er en kæmpe udfordring. Og vi er jo virkelig hæmmet af, at vi jo er ude på øen. Lidt afsides, som vi godt kan lide at være, men infrastrukturen er virkelig udfordrende. Og du siger det selv; når hovednavnet slutter på de forskellige aftener, hvor der er mange, der vil hjem samtidig, så er det bare virkelig vanskeligt at komme væk.

Det er en lille vej, og det er jo svært for os at ændre på. Men vi bruger rigtig meget tid sammen med myndighederne for at se, hvad kan vi gøre for at lette det, så vi ikke har de der clusterfucks, som vi har haft nogle gange. Vi vil gerne have det til at blive lettere. Men når det så er sagt, når der er 35.000 mennesker på pladsen, og der er 20.000, der gerne vil hjem… 20.000 mennesker, der går ned ad den samme, lille vej. Lige meget hvad man gør, er det ret så vanskeligt. Jeg var i Parken i går til fodbold, (4-0 til Danmark, ja tak!). Ikke for at bortforklare, for vi skal gøre det bedre ude hos os, men at transportere så mange mennesker, når de vælger at gå på samme tidspunkt, det kan være ret besværligt.

Især i år synes jeg, at jeg lykkes meget godt med, at når hovednavnet slutter, så er der noget på de andre scener, som måske har lidt mere tyngde end tidligere år. Det vil sige, at du har Anthrax, Babymetal, og Sepultura, som spiller efter hovednavnene torsdag, fredag og lørdag, og som vi håber på kan få mange folk til at sige, at vi skal sgu ikke hjem endnu!

Lad os håbe det virker. Nu skal vi over til en dansk folkesport, som er brok over festivalprogrammer. Hvor træt er du egentlig af det tilbagevendende brokkeritual, der kommer hvert år?

Der er to sider af det. Jeg vil sige, at folk går så meget op i det, og at det betyder rigtig, rigtig meget for folk, hvad det er, der kommer på plakaten, og hvad der kommer til at ske derude. Det er jo rigtig rart, at folk går op i noget, og så er det selvsagt sundt at gå op i heavy rock. Men nogle gange tænker jeg jo, ”altså, hvorfor gider man bruge sin tid på det [at brokke sig]? Altså hvis du som det første skriver ’kæft, hvor er det dårligt, jeg skal aldrig derud!’ Altså okay, hvis du ikke skal derud, hvorfor skal du så bruge tid på at ytre dig omkring det?” Det undrer mig nogle gange. Men når det er så sagt, så går jeg mere op i de folk, der kommer derud og er glade, og det gør de jo for det meste. Vi sælger som sagt ufatteligt mange billetter i år, og det går stærkere. Men det er jo, som du siger, en folkesport.

Præcis, men lad os lige vende programmet lidt mere. I år har I jo rykket festivalen en uge frem. Har det haft den ønskede effekt?

Jo, absolut, det har det. Vi havde det jo sådan set fint i den weekend, vi lå, men det var jo altså lige oven i både Graspop og Hellfest, som jo er store festivaler. Og når nu vores søsterfestival oppe i Oslo, Tons of Rock, lå i den weekend og så tæt på, så tænkte vi: Måske skulle vi rykke over i den weekend, og så kan vi være bedre til at få grupperne til os. Så er det ikke en tur fra Clisson i Frankrig til København, men Oslo-København. Så det gjorde vi her i 2026, og det er bestemt lykkedes. Altså, jeg synes, at de bands, som jeg godt kunne tænke mig, har vi sådan set også fået.

Om Facebook-kommentarsporene reflekterer det på et eller andet tidspunkt, det må vi finde ud af. Dem, som ikke råber på Facebook, er i hvert fald er glade for det, fordi de omsætter det da i hvert fald til billetter.

Os udenfor undervurderer nok, hvor mange detaljer der skal gå op for at tiltrække bands og få logistikken til at gå op?

Det er et rigtig stort logistisk stykke arbejde. Jeg kan jo sagtens sidde med en drømmeting, men når jeg går i gang med et program, så er det måske 40-50%, der bliver til noget. Resten sker aldrig nogensinde. Der er jo ekstremt mange detaljer i at programmere sådan en omgang, hvor fire dage med artister fra hele verden skal gå op. Det er noget af et puslespil.

Lad os kigge lidt på selve programmet. For et gammelt heavyhoved som mig, virker det, som om I forsøger at få gennemsnitsalderen på jeres publikum ned.

Både ja og nej. Selvom det jo også er en traditionelt drevet scene den her, følger vi jo også med tiden, og lige nu der er mange nye artister, som kommer frem, som lyder moderne, og som der er et ungt crowd, der godt kan lide. Hvis de kan komme ind på festivalen, så kan de måske også opdage noget, som vi to gamle røvhuller godt kunne lide.

Og hvem ved, måske også omvendt? Det, synes jeg, er rigtig interessant. Og vil man have unge på en festival, bare fordi de er unge? Nej, ikke nødvendigvis. Kvaliteten på musikken skal også følge med.  

Mange af de gamle bands er jo ved at være færdige, de går bort eller spiller ikke mere. Og så sker der en masse nyt, og det synes jeg faktisk er rigtig interessant.

Når festivalen er i gang, tænker jeg ikke, at du har tid til at se sindssygt meget, men er der alligevel nogle ting i år, du bare skal opleve?

Jeg vil sige, at der er en del. Jeg har måske set to eller tre hele koncerter under hele Copenhells historie. Men jeg ser til gengæld rigtig mange fragmenter af koncerter. Også for lige at mærke og forbedre. Har jeg booket godt, har jeg booket dårligt? Men til sommer, altså... Jeg har altid en masse, jeg glæder mig til. Jeg glæder mig helt sikkert til at se A Perfect Circle. Se hvordan det fungerer derude. Nu så jeg Papa Roach på Wacken sidste sommer. Og det var virkelig, virkelig godt. Dem glæder jeg mig til at få op på den store scene hos os. Jeg glæder mig virkelig meget til at se Volbeat! Suicidal Tendencies, fordi jeg elsker bare Suicidal Tendencies. Har jeg set dem før? Yes, masser af gange. Vil jeg se dem igen? Yes!

Apropos Volbeat, det, synes jeg, er en fed booking. Der er mange, der skælder ud på dem og dig for at booke dem.

Det har jeg aldrig helt forstået.

Nu kigger jeg nemlig over på din KISS-plakat [der hænger lige bag Nissens kontorstol] og kommer til at tænke på Volbeat. For mig var Kiss i 2022 en genial oplevelse. At stå foran Helviti hvor alle skrålede med på ”I Was Made For Lovin’ You.

Fantastisk koncert!

Ja det var så vildt, og mon ikke Volbeat kan blive lidt derhen af. Jeg glæder mig til at høre Helviti synge med på ”For evigt”.

Præcis. For det kommer folk jo til. Altså det er jo det største heavyband, vi har haft. Altså nogensinde. Og er det et heavyband? Ja det er! Og hvad laver de i resten af Europa? De headliner festivaler. De spiller arenaer. Tænk, at vi har det her band i Danmark! Hvis du ikke kan lide det, så må du finde på noget andet at lave.

Vi skal over til en af de andre sjove emner, diskussionen om merch-cuts, der jo også fylder ret meget. Kan du prøve at forklare ud fra jeres position, hvad baggrunden er for det?

Altså for det første, så vil jeg sige, at det, at vi tager et ’merch procent-fee’, det gør vi for at håndtere salg af merchandise, hvor vi sætter en bod op, vi har staff på, vi har forsikringer osv. Men det er 100% standard. Alle festivaler gør det, og der er lige så mange spillesteder, som gør det. Så der er jo ikke noget odiøst i det. Det er en industristandard, det her. Selvfølgelig kan vi godt se, at det er ærgerligt men… 

Er procentdelen også standard?

Fuldstændig. Vi gør, som Live Nation gør, som independent festivaler gør, det er stort set det samme. Og ja, vi tager 25 procent.

Vi snakkede om Refshaleøen før. Hvor nervøs er du for jeres fremtid derude? Der har været mange skriverier efterhånden.

Ja, det må man sige. Nervøs er jeg sådan set ikke, fordi det ligesom har været en kendsgerning, siden 2010, første år vi startede derude, at på et eller andet tidspunkt, så ville det her område blive by-udviklet. Så vi har jo vidst det i mere end 15 år nu. Nu er det så kommet tættere på, og så tæt på, at så er der faktisk er en dato.

Det, som der kommer til at ske derude, det er, at der skal være en metro, og den er placeret lige midt på vores plads! Der kommer altså en metro, og den skal stå færdig i 2045. Så går man i jorden 10 år før, det er 2035. Og hvad der sker op til der, det vil tiden vise.

Vi har kontrakt til 2027, og håber på flere år. Og det er ligesom det, vi arbejder med lige nu. Vi elsker at være derude. Vi har elsket at være der siden day one. Men på et eller andet tidspunkt, så kommer vi videre. Men vi har så vidst det hele tiden, så vi har kunnet arbejde på noget andet imens.

Men er der en dialog om forlængelse?

Vi er i meget tæt dialog med ejeren. Men vi er også i tæt dialog med kommunen og kulturministeren om, hvad Copenhell gør, når Refshaleøen bliver bygget til med penthouse-lejligheder.

Det kunne ellers være genialt at have en metrostation derude, der hed Copenhell.

Fuldstændig genialt! Hvis jeg kunne komme derhen, så havde jeg gjort mit, og så ville jeg gå på pension dagen efter!

Nå, totalt emneskift: Her på Heavymetal.dk har vi specielt de senere år set en kæmpe stigning i interessen for danske bands. Delvist på bekostning af udenlandske bands faktisk. Oplever I det samme?

Vi kan jo se, at da jeg startede med Copenhell der i 2010, og med al respekt for de artister, der var aktive og større på det tidspunkt, var der ikke særlig mange af dem, som kunne komme særlig højt op på plakaten. De solgte måske 100, 150, 200 billetter i København, når de spillede. Men over årene, så er talentmassen blevet meget, meget større. De bands, som er blevet ved, er faktisk også blevet større. Så lige pludselig står man med en helt anden mulighed. Baest kan spille på hovedscenen lige før headlineren og fylde pladsen fuldstændig. Der er mange af de andre danske artister, som jeg kan putte langt op på programmet, så ja, det er helt sikkert. Efter corona, så er det blevet endnu mere udpræget. Det er helt sikkert, og publikum er der jo. Og det er en nyere tendens, som jeg synes, er fuldstændig genial.

Det så man vel også på When Copenhell Freezes Over tidligere i år. Det var jo ikke store bands, der var der, men der var proppet i Store Vega hele aftenen, også til Sunken allersidst.

Lige præcis. Så folk har også en interesse i at kigge den vej.

Er du frisk på at tage noget af æren for det? Altså, på Copenhells vegne. For mig er det en kæmpe forskel i forhold til, da jeg blev metalhoved tilbage i start-80'erne. Der var jo nærmest ikke nogen dansk scene.

Jeg tager gerne 12 procent af den [griner].

Men det er jo også det, der sker, når man har en festival her. Og nu er Copenhell heldigvis blevet succesfuld, så har de danske bands også noget at gå efter. Man kan kigge på de andre, dem i øvelokalet ved siden af – de spillede på Copenhell! Så vi skal måske øve os en lille smule mere for at komme med. Så der sker jo også noget internt, folk skærper deres knive og sværd og siger, vi skal også til det her.

Har I måltal for, hvor mange danske artister I skal have med?

Det er ikke sådan, at vi opererer med det. Jeg vil jo helst gerne have så mange som muligt, men så handler det jo også om relevans. Er band X, Y, Z kommet med noget nyt? Er de relevante? Er de på toppen? Kommer de med en plade? Så det er hvert år en afmåling af mange ting.

Har I andre måltal så? Genre eller subgenre fx: ’Vi skal have mindst 10 metalcore bands’!

Ja, det kigger jeg jo selvfølgelig på. Hvis man lige pludselig har tre-fire gode dødsmetalbands fra 90'erne, så må jeg nok lige styre mig selv, og sige lad os lige prøve noget andet! Så er det mere sådan en løbende, organisk fornemmelse. Det lød måske helt galt, men det er nok sådan, det fungerer, hvis det skal være helt ærligt.

Hvis jeg lige må dvæle ved mine egne præferencer, så er blackmetallen stærkt underrepræsenteret. Også i år.

Ja, det er det. Jeg kan jo virkelig også godt lide black metal. Det er stadig utrolig relevant og kan alt muligt. Men der er en setting i det også. På Copenhell har vi jo måske 8-10-12 pladser i alt, hvor der er mørkt. Alt andet er lyst. Og hvis man tager nogle artister og sætter dem på, selvom det er kl. 19-20, er der bare et eller andet, der ikke helt spiller. Jeg bestræber mig rigtig meget på at kunne give bands den rigtige setting, og hvis det er black, så skal der sgu også være black!

Jeg husker Spectral Wounds og Hulder spille i solskin…

Ja, det er ikke helt det samme. Det kan fungere, men det er ikke helt det samme.

Orm, Afsky og Lamentari derimod…

Lige præcis. Den rigtige artist, i den rigtige setting, så fungerer det også godt. Konvent og Iotunn til sommer, som lukker på Pandæmonium, det tror jeg bliver fuldstændig rigtigt.

Nu bliver jeg så helt konkret. Hvorfor er Mayhem ikke med i år?

Ja, hvorfor er Mayhem ikke med i år? Jeg tror faktisk, at jeg var efter det, men igen, Mayhem skal spille på Hades, og der er altså kun fire pladser, hvor der er mørkt der.

Jeg snakkede med Attila her for et par måneder siden, og han kunne ikke forstå, at de ikke var booket på Copenhell. Men Necrobutcher vil jo hellere spille på Roskilde.

Det er sikkert sådan en nostalgi-ting, og de har jo spillet der engang. Jeg så et show i midt-90'erne med dem, der hvor de smed grise ud og sådan noget. Snakkede med Maniac, som senere blev anholdt nede i mediebyen, så vidt jeg husker. Han havde vist ikke lige fået taget sine knive af.

Efter denne klassiske Mayhem-historie er vi vist gået over tiden, men tusind tak for snakken!

Selv tak!

Selvom Jeppe Nissen virkede, som om han kunne snakke om sit hjertebarn meget længere endnu, skulle han videre. Live Nations Copenhell-crew har travlt nu, og det bliver ved, indtil vi mødes på Reffen igen til sommer. Vi ses derude, og nyd det nu! Det varer jo ikke for evigt.