Hvor hjernedød er zombien?
Kan du dine klassikere? Hermed mener jeg ikke Homer, Dostojevskij og Goethe … men snarere Destruction, Sodom og Kreator. Klassisk metal har defineret hele den kultur, som nu favner et mangfoldigt overflødighedshorn af genrer. Jeg kunne selvfølgelig have nævnt flere og andre eksempler på bands, som er langt mere relevante, men disse må læseren blot give sig selv en sukkerknald og et klap på skulderen for at kunne opremse. Thrash-bandet Deathstorm har samlet alle disse bands i inspirationskataloget bag udgivelsen Cascophonies og søger som en nitteklædt Dr. Frankenstein at genoplive genren til sin fordums storhed. Spørgsmålet er nu, om der er højspænding nok i tråden til at bringe projektet til live, eller om det blot resulterer i en hjernedød zombie, som reciterer fortidens fortærskede thrash-lyrik.
Thomas Tog i slem forfatning
Vi begynder med krybende guitarfræs, der fører en med videre til et klassisk, thrashy beat og en tromme, der lyder som et punkteret cykeldæk i fuld fart over regnvåde brosten. Der er sådan set intet galt med rytmekompositionen, og hvis man allerede har opfundet hjulet, så behøver man vel ikke at genopfinde eller videreudvikle det? Med den tankegang kunne man vel sagtens køre Formel 1-ræs derudad på historiens første træhjul fra Slovenien uden at mærke nogen bump på vejen. Lidt fornyelse i ny og næ er nu engang gavnligt … tro det eller ej. Det lader dog ikke til, at Deathstorm har bevæget sig videre siden stenalderen, for de er ikke metal nok til at være fra bronzealderen.
Rytmerne fungerer på visse passager under eksempelvis “Body in a Barrel”, men det er også kun, fordi de er så enkle, at de er svære at ødelægge. Måske er det netop det, albummet mangler – destruktionens kreative kaoskrafter, der splitter alt til atomer for så at samle det i nye konstellationer. Guitaren er lige så klassisk og uinspireret som trommerne, og de kører blot i skramlende tomgang gennem numrene som en omvendt trillebør, hvis skævvredne hjul stadig kører luftræs efter en kollision med lydmuren.
Numrene glider så meget ind i hinanden, at man knap mærker overgangene mellem dem. Der sker en anelse nyt på “Mask Of Sanity”, hvor Deathstorm endelig tager sig sammen, og sangen har en vis energi, som man skulle være et skarn for ikke at løbe med på i pitten. Der er noget Pleasure To Kill over den upolerede produktion samt den utrænede stemme, som faktisk fungerer her. Pludselig vågner guitaren også op til dåd med en fin solo, der hiver det ellers lidt fattige lydbillede op af rendestenen. Jeg undrer mig over, hvorfor vi skulle hele seks numre ind for at finde en hæderlig sang, men til gengæld er det endda lykkedes bandet at vække bassisten på den efterfølgende “Black Knife Night”. Bassisten har ellers fået sig en god kogerlur på øvelokalets sofa under de andre numre. Desværre falder han hurtigt hen igen, men niveauet holder sig alligevel generelt højere på albummets anden del. Er det genialt? Nej. Men man kan da holde ud at høre på det, og i en solbagt moshpit kunne man næsten narres til at tro, at det var godt. Vokalen er fladtromlet, hvilket ikke er uhørt for genren, men den måtte gerne have bare en anelse mere variation. Deathstorm virker generelt som et bumlelokomotiv, der besidder en god fremdrift, når det fræser rusten af togskinnernes skrot på sit kaosræs ud i intetheden. Desværre kommer det ikke så langt, fordi træhjulene brister under manglen på innovation.
Leave no thrash
Deathstorm har energien med sig og mestrer til tider den klassiske thrash, særligt sidst på albummet. Desværre kommer størstedelen af albummet til at fremstå som en bedaget dyrkning af fordums efterskolebands fra firserne. Guitaren viser glimtvis, at den gemmer på et næsten glemt talent, og hvis den fik mere plads, ville det højne kvaliteten. I enkelte dele af sangene snubler Deathstorm over thrashy guld og rammer en nerve, men for det meste rumler de blot skramlende gennem landskabet uden at efterlade sig et mindeværdigt spor i hukommelsen.
