Last man standing
Da frontmand Dez Fafara i 2002 dannede DevilDriver i Santa Barbara i kølvandet på Coal Chambers dramatiske sammenbrud og slåskamp på åben scene, var målet klart: ren, kompromisløs og aggressiv metal. Hvor fortiden bød på 90'er-nu-metal, har DevilDriver i over tyve år cementeret sig som garanter for massive, tunge guitarriffs og hæsblæsende liveshows. Gennem et hav af udskiftninger i besætningen har Fafara stået tilbage som det eneste konstante og urokkelige originalmedlem. På bandets nye udspil, Strike and Kill, slås den homogene og letgenkendelige stil fast med syvtommersøm, men denne gang tilsat et moderne punch og et løft i produktionsværdien.
Friske kræfter og moderne punch
Albummet lægger knaldhårdt ud med "Dig Your Own Grave", og herfra står det klart, at en gennemlytning af denne plade bliver en regulær cardioøvelse. Pusterum er en absolut mangelvare mellem de mange bidske riffs og det hæsblæsende tempo, som efterlader lytteren med et akut behov for en lur. Slipknot-vibes er særligt tydelige på “Sanctified in Scars”, hvor især guitarerne lægger sig tæt op ad den ikoniske ‘Iowa-lyd’. Alex Lee har overtaget pladsen som leadguitarist efter Mike Spreitzers afgang fra bandet efter 20 års tro tjeneste. Kombineret med ankomsten af den nye rytmeguitarist Gabe Mangold fra Enterprise Earth er det tydeligt, at de nye kræfter også byder på en lidt anden lyd end tidligere. Den massive medlemsflugt over de seneste fire år leder nærmest tankerne hen på As I Lay Dying-lignende tilstande, men det er lykkedes Fafara at bringe nye, friske kræfter ind, som unægteligt leverer varen.
Fafara fortsætter sin nærmest signaturrasende vokallyd gennem hele pladen uden at ryste på hånden. Man skulle bestemt ikke tro, at manden rundede de 60 tidligere på året. Generelt føles Strike and Kill en lille smule mere varieret end forgængerne, da der bydes på en større variation frem for den mere ensartede og homogene stil, der tidligere har præget visse af bandets albummer. Her mærkes den nytilkomne guitarist Gabe Mangold tydeligt. Som primær sangskriver og producer i Enterprise Earth har Mangold kombineret sin sans for moderne deathcore med DevilDrivers vanlige groove metal og skabt en tungere guitarlyd end tidligere. Mangolds deathcore-DNA har unægteligt påvirket bandets breakdowns i en retning med mere vildskab og tyngde.
Når man bevæger sig ind i albummets anden halvdel, ville det ikke være atypisk, at en lille ballade eller et atmosfærisk intermezzo sneg sig ind for at skabe et afbræk og tvinge pulsen ned på et mere normalt niveau. Man forledes kortvarigt til at tro, at DevilDriver følger formlen, når "Summoning Shadows" slås an – og bevares, vi får næsten 100 sekunder uden growls og vilde guitarer, inden nummeret ikke helt uventet eksploderer og muterer direkte ind i det samme nådesløse og bidske gear, som har domineret indtil nu.
Pladen afsluttes med endnu et par hårdtslående numre, som endegyldigt cementerer, at denne udgivelse holder stilen uden nogen slinger i valsen. Det er hårdt, det er hurtigt, og det er lige tilpas vekslende i de musikalske elementer til, at det ikke bliver for monotont og kedeligt. Albummets 13 numre leverer chugs galore på de knap 51 minutter, de udspiller sig over, og udholdenhed er en absolut nødvendighed for at tage det hele i en køre. Det er et decideret angreb på sanserne, præcis som man kan forvente af DevilDriver.
Don’t fix what isn’t broken
Overordnet set byder albummet ikke på en stor, radikal innovation af genren eller bandets generelle stil, men de moderne indflydelser fra de nyere bandmedlemmer klæder helheden. Kernen er stadig umiskendelig DevilDriver, og de nye numre er i den grad klar til at dominere ethvert liveshow med voldsom energi og nådesløs stamina. Hvis det er allerførste gang, man stifter bekendtskab med Fafara og co., fungerer denne udgivelse som et fremragende gateway-album til resten af bandets tunge diskografi. Albummet viser et revitaliseret band, der trods interne storme og massiv udskiftning stadig formår at levere benhård, groovende og energisk metal i absolut topklasse.
