Det muliges kunst
Der levnes sjældent ret meget plads til black metal på Copenhell-programmet. I år var det rundt regnet bare 5 ud af 77 koncerter, der hørte til i den kategori, og blandt andet derfor måtte Heavymetal.dk tidligere på måneden et smut til Fortress Festival for at få opfyldt juni måneds black-kvote. En af de repræsentanter fra blackscenen, der trods alt var inviteret til Refshaleøen i år, var det spændende amerikanske projekt Hulder. Præcis som Spectral Wound sidste år var det måske ikke det mest oplagte valg; specielt ikke, når man ser, hvad det var muligt for Fortress-festivalen at samle sammen et par uger tidligere, men festivalbookinger er jo ofte det muliges kunst.
Giraffer i corpsepaint
Der var egentlig ganske mange mennesker samlet foran Gehenna-scenen. Copenhell har jo tydeligvis også et publikum, der holder af den sorte metal (det beviste vi sammen med Orm i går), men da jeg gik lidt rundt og lyttede til folk inden showstart, fik jeg alligevel fornemmelsen af, at mange var kommet for at se giraffen. For et kvindeligt solo-black-projekt er jo ikke noget, man ligefrem oplever hver dag. Hulder gik på scenen klædt helt i sort og med klassisk corpsepaint. Som vi har set det før, så clasher det traditionelle black-udtryk en del med daglyset i det høje nord, også selvom der ikke ligefrem var bagende sol på Copenhell i år. Nuvel, det er jo musikken, der tæller, og på det punkt startede det sådan set fint nok med de to bedste numre fra dette års Verses in Oath, nemlig ”Boughs Ablaze” og ”Hearken the End”, der begge er meget vellykkede eksempler på hedensk, stemningsfuld og melodisk black metal. I hvert fald på albummet, for her var de plaget af voldsomt dominerende trommer og en lidt tøvende indsats fra bandet selv. Måske var Hulder selv irriteret over problemerne, for hun bad forholdsvis tidligt om at få lilletrommen ud af sin monitor. Jo tak, det var vi sgu mange, der kunne bakke op om.
Uforløst. Uforskammet
Opbakning var der ellers ikke meget af under denne koncert, der var præget af stigende gensidig ligegyldighed fra band og publikum. Efter de to første godkendte numre skete der absolut intet af interesse, og efter bare en halv time gik bandet af scenen. Intet farvel, ingen anerkendelse af, at der overhovedet stod nogen og kiggede på. Den uforskammede opførsel er måske lidt hyklerisk at klage over, når man selv var klar til at skride efter et kvarter, men selv med frustrerende teknikbøvl er det både uprofessionelt og utilstedeligt. Uden tvivl en af de dårligste oplevelser på Copenhell i år, og Hulder opnåede vel kun at gøre det endnu mindre attraktivt for Copenhell at booke black-bands fremover.
