Ozonlagets værste mareridt er tilbage

I en dillecyklisk verden, hvor trompetbukser og løstsiddende sportstøj kan blive moderne i 2026, bør det ikke overraske nogen, at den musik, vi lytter til, kan følge samme trend. Franske HARSH er som taget ud af en plakat på et teenageværelse i 1980'erne. Dengang inspirerede glamrocken millioner af unge mennesker til at gejle deres hår op med kemiske permanenter, mens man slog hul i ozonlaget med ekstreme mængder af hårspray. Kan HARSH med deres opfølgende plade, Feels, skabe den magi og inspirere ungdommen i dag – eller bliver det blot endnu et ‘trip down memory lane’ for de halvskaldede ølmaver, der hænger i med neglene efter de fortabte firsere?

Moderne lyd, gammel opskrift

På albummets 12 tracks bliver lytteren transporteret tilbage i tiden og trukket igennem traditionsbundne 80’er-riffs og forudsigelige kærlighedsballader. Forsanger Albert Arnold har helt sikkert kæmpet sig igennem hundredvis af pakker Gauloises og lyder – blot med en snært af en fransk dialekt – som en lettere slidt Axl Rose, der forsøger at ramme de høje toner dagen efter en hård efterfest. Vi bliver desværre budt på et par kattejammeragtige ‘hiv-i-halen’-momenter undervejs, men heldigvis aldrig til et punkt, hvor man sidder og krummer tæer. 

Første halvdel af Feels skyder en god fart; “Break Your Way” er en udmærket begyndelse og er skarpt fulgt op af yderligere to rocknumre, som fastholder firserrockelskeren i et fint greb. “MANIAC”-coveret er også et stilistisk passende tillægsstykke – men desværre er anden halvdel en noget mere kedelig og unødvendig balladekavalkade.

Dog må man anerkende, at HARSH har udviklet sig positivt siden deres debutalbum fra 2022. Produktionen er moderne og sprød, bandet spiller godt, og specielt guitarsoloerne er velkomponerede og smagfulde. Man bliver ikke fornærmet, men man bliver heller ikke ophidset. Musikken eksisterer, og det er helt okay. HARSH er bedst, når tempoet er højt – og temmelig kedelige, når det går langsomt. 

Citroën-rock

Hvis HARSH var en bil, så var det en Citroën. Ja, den starter, den kører, og den taber sjældent plastikdele på motorvejen. Men der er næppe mange Citroën-ejere, der står midt om natten og stirrer forelsket ud i garagen. Med andre ord er musikken ikke præget af originalitet og innovation, men er mere et ganske forsigtigt forsøg på at modernisere firsermusik, som ikke just får lytteren op fra sædet. HARSH består af dygtige musikere og har på pladen en god produktion – men de lægger sig op ad et lettere klichéramt produkt, som verden ikke ubetinget manglede.