Nyt fra Copenhell og Jeppe Nissen

Jeppe Nisse dansklive.dk

I en tid med dødsfald, alvorlig sygdom, massefyringer og verdensomspændende social og økonomisk krise, kan aflysningen af en musikfestival i københavnsområdet virke som en mindre bagatel. Men for utroligt mange metalhoveder i Danmark er Copenhell langt mere end ”bare en festival”. Det er ikke bare en fest eller et højdepunkt på året. Danmarks største metalfestival er blevet et holdepunkt, et fast ritual og dermed en markering af hvem man er, og hvor man hører til. Men selvom årets vigtigste og med afstand mest larmende begivenhed er blevet aflyst, er der lys for enden af tunnelen, for arrangørerne har netop offentliggjort, at Copenhell 2021 finder sted på Refshaleøen d. 16.-19. juni! Midt i både den hektiske redningsaktion og arbejde med fremtidsplaner, har festivalboss Jeppe Nissen taget sig tid til endnu en gang at snakke med Heavymetal.dk om fremtiden for Copenhell, og om hvordan de kommer igennem krisen.

I har netop meldt datoerne for Copenhell 2021 ud. Så der kommer 100% sikkert et Copenhell næste år?  

Nu er jeg hverken troldmand eller spåmand, så jeg kan jo ikke garantere noget som helst i disse tider, men nu arbejder vi på Copenhell 2021 og er i fuld gang. Vi glæder os til at se fremad i stedet for kun at lukke ned. Men det er ret svært at spå om, hvordan det her udvikler sig.

I har nu meldt ud, hvordan man skal forholde sig med billetter osv. Men hvor stor en hjælp for festivalens fremtid er det, hvis folk beholder deres billetter til næste år?

Det er næsten ubeskriveligt. Det vil betyde sindssygt meget, hvis folk overfører deres billetter til næste år. Vi håber ekstremt meget på, at folk har lyst til at bakke op om festivalen, om heavy rocken, og være med igen i 2021, så vi kan komme tilbage og lave et episk comeback fra den her noget kedelige 2020. Men det vil betyde sindssygt meget for os! Det er jo klart, at det er en hård tid det her, og vi er under et meget voldsomt pres. Økonomien er bestemt ikke, som den har været, eller som den plejer at være. Så det er betydningsfuldt for os, det er der ingen tvivl om!

Hvor alvorligt er det egentligt for Copenhell lige nu? Kan du fortælle lidt om udfordringerne for jer som arrangører? Er der nogen risiko for konkurs, betalingsstandsning eller noget i den stil?

Der er som sagt ingen tvivl om, at det her er alvorlige tider, og vi har jo måske ikke set det hele endnu. Jeg kan jo som nævnt ikke spå om fremtiden, men det er klart, når vi slet ikke har en festival i 2020, og vi laver vores indtjening på fire dage… Så at vi ikke gør det i 2020, er selvfølgelig en alvorlig sag. 

Kan I få hjælp fra nogle af regeringens mange hjælpepakker?

Ja, med de nye hjælpepakker der er kommet. Vi er i gang med at undersøge mulighederne. Det ser ud, som om det er positivt for os. 

Har du overhovedet haft tid til selv at være knust over det her?

Tjae, måske ikke helt. Jeg må sige, at den sidste måned arbejdsmæssigt har været utrolig hård for alle på holdet – også undertegnede. Alle knokler helt vildt, men vi arbejder jo på at lukke ting ned, på at afvikle noget på en rigtig dårlig måde. Det er ren nedlukning. Vi kan ikke åbne portene for folk, så folk kan ikke få fire fantastiske dage på Refshaleøen. Vi arbejder i stedet for på at holde skindet på næsen, og der kommer jo ikke noget ud af det i år – det er sgu hårdt altså. Men jo, jeg har da også haft mine nedtursperioder. Det er fandme trist!

Hvis man følger bare en lille smule med på diverse sociale medier, får man et tydeligt indtryk af, hvor meget Copenhell betyder for sindssygt mange mennesker. Det er blevet et fast og helt nødvendigt ritual for så mange metalhoveder i Danmark. Har det givet dig ekstra mod på at komme videre?

Ja, når man lige er inde for at se, hvad folk skriver, er det jo utroligt motiverende og livsgivende, når man selv er i sådan en kulsort periode. Man kan se, at det vi har arbejdet for i ti år, er folk ekstremt villige til at støtte op om. Vi er kede af, det ikke bliver i 2020, men det er ubeskriveligt, hvor meget det betyder for folk. Det motiverer én til at knokle videre.

Hvis vi nu lige kan kigge lidt mere på, hvad vi går glip af i år: Bedømt på 2020 programmet, virkede det, som om I havde et højere budget end normalt?

Ja, det var faktisk en lille smule højere, end det har været de sidste par år. I kraft af at vi planlagde vores nye scene, Gehenna, var vi næste oppe på 70 bands i 2020. Så jo, der har været skruet en lille smule op for budgettet.

Kan I så holde samme niveau i 2021?

Det er næsten for tidligt at sige, for vi kender endnu ikke konsekvenserne af det her. Vi håber det, og håber at kunne lave et rigtigt fedt program i ’21 også. Gerne på baggrund af vores 2020-program, men det er sgu for tidligt at sige, for det her er et hårdt slag.

Var der nogen som helst hold i alle spekulationerne omkring Metallica I år?

(Griner) Nej!

Vi fortsætter spørgsmålene for de nysgerrige lidt endnu: Hvilke bands manglede I egentlig at offentliggøre?

Vi manglede måske at annoncere 8-10 navne, men det vil jeg helst ikke komme ind på nu. Men forhåbentlig er det nogle af de navne, der eventuelt kan tages med over i ’21. 

Så I er i gang med programmet allerede nu?

Når vi nu har datoerne på plads, og vi går ud med det hele, så er det så også nu, jeg går i gang med at kigge på artister, og hvordan vi kan gøre det i 2021.

Hjælper det jer i den forbindelse, at I er en del af Live Nation?

Vi er selvfølgelig en del af et større netværk, og det hjælper meget, at vi kan koordinere på europæisk basis med Download, Graspop, Sweden Rock osv. – vi kan jo snakke sammen og det er et fedt netværk at være med i.

En Mercyful Fate reunion var vi rigtigt mange, der så helt vildt frem til i år. Hvad er chancerne for, at de kommer med igen næste år?

Igen er det for tidligt at sige noget. Det ville være sindssygt fedt – alle havde set frem til det. Det var jo fuldstændigt fantastisk, men nu må vi se, hvad 2021 bringer. Det kunne være rigtigt godt – det skal man jo opleve det der! 

Kan du bruge din indflydelse på at få Michael Denner med næste år?

Nej, det er noget, de internt må rode med. Der har jeg sgu ikke noget at sige!

Hånden på hjertet, da I annoncerede dette års lineup, var der en del af dig, der tænkte ”tag den, fjolser” til alle dem, der altid brokker sig over programmet? 

(Griner afdæmpet). Æh… altså. Programmet varierer fra år til år. Nogen synes, det ene år er fedt, nogen synes, det næste år er fedt. Det går sådan lidt op og ned. Men det er da klart, at når man præsenterer et program som det i 2020, og de fleste ryster af glæde, så er det da dejligt! Men lidt brok vil der jo altid være af den ene eller anden art, og det vil der sikkert også være i fremtiden.

Programmet i år bød også på en ny scene til mindre bands. Hvad var tanken bag Gehenna-scenen?

Der var sådan set flere tanker bag den. Vi synes, vi havde kørt i 10 år og udviklet os stille og roligt, og kunne godt tænke os at udvikle os lidt mere. Publikummet på Copenhell er jo ekstremt musikalsk interesseret, og ved rigtig meget om rigtig meget musik. Så det med at kunne have flere bands på plakaten, og have nogle flere ting at vælge imellem, det synes vi kunne være fedt. 

Pandæmonium-scenen er jo efterhånden ret stor, lige så stor som hovedscenen var første år faktisk – bare lige for at sætte det i perspektiv. Så ville vi gerne have en lille scene og et koncertformat, der var mere intimt nede i skoven. Nogle af tingene kan så være mere nicheprægede, men også bare mere intime for færre tilskuere. Og det tager vi så med over til 2021 i stedet for! Der er mange af vores gæster, der gerne vil opdage og dykke ned i forskellige nicheting, og det vil vi gerne kunne præsentere.

Hvornår regner I med at kunne annoncere noget konkret omkring programmet for 2021?

Det er desværre for tidligt at sige noget nu. Det kunne være fedt at komme med noget hurtigt, men jeg er ikke sikker på, at det kan lade sig gøre. Der kommer til at gå noget tid. Det er stadigvæk tidligt for os det her, og det er et kæmpe arbejde at skulle genskabe programmet. Men jeg kan ikke garantere noget, men vi håber da, at det går hurtigt.

Har du her på falderebet et budskab, du gerne vil bringe videre til Heavymetal.dk’s læsere?

Det betyder rigtigt meget for os, hvis folk beholder deres billet til ’21 og dermed bakker op om hele menageriet. Vi sætter også stor pris på, at folk har været tålmodige, men vi ville jo gerne være klar, inden vi meldte noget ud. Og så er det bare om at se fremad, glemme det her lorteår og komme videre!

Kommentarer (2)

Martin Gjelstrup

Copenhell Cruise

Super interview... Der manglede dog lige et spørgsmål vedr. Copenhell Cruise - er turen stadig aktuel for 2020?

UMUR

UMUR

Indlæg: 93

Det er så pisse ærgerligt, og

Det er så pisse ærgerligt, og jeg ved slet ikke hvor jeg nu skal få lukket et helt års damp ud :-(. Jeg har ondt af arrangørerne, der altid gør alt, hvad de kan, for at lave en fed festival for alle os andre (og det lykkes altid, selvom der altid er år man synes er federe end andre pga. musikken). Jeg beholder selvfølgelig min billet og mit telt...vi ses i 2021...