Symfonisk black metal er en undergenre til black metal. I denne subgenre bevares black metallens oprindelige genretræk, mens der tilføjes symfoniske elementer.

Selve black metal opstod i start-’80-erne, da den første bølge af bands tog heavy metal-genren til et mere ekstremt niveau. Blandt de første bands er værd at nævne Hellhammer, Venom og Bathory. I denne genre fokuseres der på at gøre det musikalske indtryk mere hårdt og ekstremt, end der hidtil var kendskab til fra heavy metal. Lyrikken var ligeledes en del mere dyster, og omhandlede ofte emner som satanisme. For at se en mere udførlig definition af selve black metal-genren, se da vores definition af denne.

Den symfoniske udgave af black metallen begyndte at udvikle sig i midten af ’90-erne, med bands som fx Emperor, og som nævnt inddrages der i denne genre symfoniske og/eller orkestrale elementer. Dette gøres ved at benytte instrumenter fra disse stilarter, og af dem kan der blandt andet nævnes strenge- og blæseinstrumenter samt keyboard. Et karakteristisk element for black metallen er vokalen, der ikke varierer voldsomt rent teknisk fra band til band. Dog benyttes der af og til, af bands inden for symphonic black-genren, en ren - og ofte opera-agtig - vokal. Ligeledes er sangkompositionerne ofte symfoniinspirerede, og på den måde er det et ganske helstøbt, symfonisk billede, der skabes af bands i denne genre.

Dog bibeholdes de oprindelige elementer fra black metallen - eller i hvert fald en del af dem, varierende fra band til band, og ligeledes er det også forskelligt, hvilke dele af de symfoniske elementer det enkelte band vælger at lægge fokus på. Af bands indenfor genren er det værd at nævne Emperor, Dimmu Borgir, Cradle of Filth, …And Oceans og Anorexia Nervosa.