skribent søges
Wolfhorde - Hounds of Perdition

Hounds of Perdition

· Udkom

Type:Album
Genrer:Folk metal, Symfonisk black metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Og hvad vil du så være, når du bliver stor?

Finland er ikke et land, der ligefrem mangler metalbands eller metalmusikere – det virker næsten til, at det er en godkendt studieretning. Wolfhorde er endnu et, og Hounds of Perdition er deres andet album. Finsk metal er ofte kendetegnet ved at være en eller anden form for dødsvariant, og ofte er der en hyperaktiv keyboardspiller i baggrunden, som han opfatter som forgrunden. Wolfhorde lever totalt og aldeles op til de stereotype forventninger, man måske har til finsk metal. Der hvor de dog skiller sig ud fra resten af flokken af finske metalbands er ved at spille betydeligt langsommere, og deres fokus er mere på bas, tromme og keyboard end guitar. Men er et flyttet fokus nok til at kunne kæmpe sig frem i et virvar af bands? Det mente vi tilbage i 2016, da vi anmeldte deres debut, Towards the Gate of North, men der findes jo en kliché omkring toere.

Symfonisk-folk-black’n’roll… Oh my!

Noget af det første man bemærker er, at albummets syv sange faktisk er (relativt) varierede. Vi får både sløv hard rock, munter folkemusik, knogleknusende blastbeats, guitarsoloer taget ud af ’80’erne, skønsang samt skrig og skrålen. Så Wolfhorde beviser altså på albummet, at de for det første er dygtige musikere, men også dygtige sangskrivere der, formår at blande en masse forskellige elementer, uden at det lyder rodet eller decideret dårligt. Det bedste eksempel på deres kunnen er nok nummert ”Forged in Ice”, som simpelthen er en musikalsk gavebod, et vaskeægte overflødighedshorn.

Disse mange elementer gør, at det er svært at putte Wolfhorde ned i en enkelt genrekasse, da de er lidt over det hele. Men de dominerende elementer gør dog, at vi er ude i en form for symfonisk-folk-black’n’roll – hvilket i sig selv er noget af en rodet omgang. I enkelte numre lyder de også nærmest som om, at de er i gang med at fortolke Mötley Crüe, fx ”Kill the Light” og titelnummeret ”Hounds of Perdition”. To numre som albummet egentligt godt kunne være foruden, men så havde det jo selvfølgelig været en EP og ikke et album. Men måske at det havde været bedre, for så havde vi siddet med en ”no filler; all killer”-situation, hvilket vel havde været at fortrække.

For de resterende fem numre er faktisk alle sammen ret gode, og Wolfhorde formår faktisk at lave numre, der sætter sig fast i hukommelsen samtidig med, at de både formår at virke familiære, men alligevel tilpas unikke til, at de skiller sig ud. Så hatten af for det!

Alle gode gange tre!

Wolfhorde formår at imponere, igen. Deres andet album er ligeså fremragende som deres debut, så klichéen om den ”svære toer”, skulle vise sig ikke at passe denne gang. Derfor kan man jo kun være spændt på, hvordan deres næste album så bliver: om de formår at holde standarden, eller om det går helt i stå for det finske ulvekobbel.

Tracklist

  1. Chimera
  2. Doctor of the Plague
  3. Black Song
  4. Towers of Silence
  5. Forged in Ice
  6. Kill the Light
  7. Hounds of Perdition

Tilføj kommentar