Black er det nye sort
I et forsøg på at bygge en direkte bro mellem Oslo 1992 og København 2018, har de to kutteklædte musikere Nero og Maestus skabt Sinnrs. Black metal har de sidste par år virkelig udviklet sig fra at være en ekstremt snæver nichegenre til at være en leg, alle må være med i, og når selv Børsen og Politiken nævner genren, så må vi konkludere, at den lukkede klub er erstattet med en døgnåben fritidsklub.
At være eller ikke at være…!
Sinnrs holder dog mere fast i den traditionelle forståelse af black, dvs. mystiske alteregoer, mørke, ondskab, tremoloriffs og lange monotone passager. Det er dog for poleret og melodiøst til at være i samme liga som den første norske bølge, men man kan dog sagtens høre dele og elementer, der minder om de senere bands, som fx Dimmu Borgir. Men også meget, meget mere, og man er ikke i tvivl om, at Sinnrs mest af alt prøver at være sig selv, hvilket taler til deres ære.
Profound er faktisk et ret velskrevet samt velproduceret værk, især hvis man tænker på, at det blot er de to herrer, Nero og Maestus, der står bag, samt at det er en debut. Især nummeret ”Lift My Bones” cementerer det faktum, at de formår at skabe noget, der er decideret smukt og bevægende. Det er et virkeligt mageløst, men også utroligt melankolsk nummer, hvor strygere akkompagnerer de ellers så tunge metal-instrumenter. Et trick de benytter sig af på et par af de andre numre som fx ”Commemorate Note” og ”Renowned Praetorians”. Sidstnævnte nummer kunne ligeså godt være temaet fra alle computerrollespil nogensinde, da man under hele nummeret forventer, at en konfus viking kommer ind fra højre og råber ”Fus-Ro-Dah!” ind i ansigtet på en. Det sker dog aldrig, men til gengæld så får man det næste nummer, ”No Promise to Mankind”, som har en mere rocket tilgang, så meget, at det næsten ”svinger” lidt. Generelt så er de sidste syv numre på albummet alle sammen små skatkamre fyldt med melodiske og musikalske tricks og finurligheder. De første tre er dog ikke noget, der er værd at skrive hjem om, da de – sammenlignet med de sidste syv – virker komplet overflødige.
Metalmorfose
Jeg vidste ikke, hvad jeg helt præcist skulle forvente af Sinnrs eller Profound. Jeg havde nogle anelser og tanker, men som albummet fik lov til at udspille sig, skulle det hurtigt vise sig, at jeg godt kunne pakke de tanker væk og begynde at tænke nogle nye i stedet. Jeg er meget imponeret over denne udgivelse og ligeledes også meget imponeret over duoen. De formår virkelig at blande noget mørkt og grimt med noget smukt og symfonisk som en black metal-metamorfose, en metalmorfose, om man vil. Jeg ved ikke, om de har planer om at lave mere, men det håber jeg da!