Geniale historiefortællere

Carach Angren (hvilket betyder ”iron jaws” eller ”jernkæber/kæber af jern” på Tolkiens selvopfundne elversprog fra Ringenes Herre) har siden deres begyndelse i 2003 været kendt for deres eminente evner inden for historiefortælling, og alle deres tidligere albums har fortalt en særlig historie. Ikke alene fortæller deres albums en utrolig fortælling, den musik, de bruger til at fortælle med, er helt enestående. Man siger jo, at musik er følelser, og det er helt klart de store følelser, der er på spil her. Når man lytter til Carach Angren, føler man, at man sidder på forreste række til en verdensklasseopera, bortset fra at musikerne på scenen går langt udover scenekanten og ind i de mørkeste dele af den menneskelige natur.

En smuk vals med spøgelser og ånder

I Dance and Laugh Amongst the Rotten hører vi historien om en lille pige, der leger med et ouija-bræt, og de forfærdelige, menneskelige og umenneskelige dæmoner, hun kommer i kontakt med. Carach Angren har skabt et mesterværk af et album, der både er atmosfærisk og ”finkulturelt” , men også enormt catchy som med sangen ”Blood Queen”, der er fyldt med både storslåede orkesterstykker og fængene stykker, man kan synge med på. Det føles næsten som at se en gammel gyserfilm, bare endnu mere uhyggeligt, fordi der ikke er nogen billeder til at sætte grænser for ens egen fantasi. Der hersker en enorm uhygge og mange rædsler på dette album, men man kommer ikke uden om skønheden, og denne kontrast mellem det forfærdelige og det vidunderlige er så virkningsfuld, at man næsten bliver rørt til tårer.  

Nu hedder pladen jo Dance and Laugh Amongst the Rotten, og der er også flere af sangene, hvor man nærmest forestiller sig et par, der danser rundt i en forbandet balsal, lidt a la Tim Burtons film Corpse Bride. Det gælder især i sangen ”In de Naam van de Duivel”, hvor man bliver revet så kraftigt med af deres historie, at man næsten kan se det for sig. ”In de Naam van de Duivel” efterlod mig fuldstændig målløs med kuldegysninger helt ud til fingerspidserne.

Hver enkelt sang er en lille spøgelseshistorie, som både fungerer helt fantastisk for sig selv, men når de kommer sammen i den orden, som Carach Angren har skabt, opstår magien. Både vokalen og instrumentaliseringen er så tæt på overjordisk perfektion, at man skulle tro, de havde lavet en aftale med en dæmon. Og der er især en dæmon, der går igen, hans navn er Charlie, og det er ham, sangene ”Charlie” og ”Charles Francis Coghlan” handler om, det er ham, der hjemsøger den lille pige med ouija-brættet. Historien om Charles Francis Coghlan er også lidt af en urban myth, så hvis man er vild med historien på Dance and Laugh Amongst the Rotten, kan man altid undersøge den historie. Hans karakter er sindssygt spændende, og han bliver præsenteret helt fantastisk i ”Charlie”, som en ond, umenneskelig ånd måske endda djævlen i forklædning.

Et sandt mesterværk

Jeg må sige, at Dance and Laugh Amongst the Rotten er klart det bedste album, jeg har hørt i år, og jeg anbefaler alle at give det et lyt. Det bliver spændene at se, hvilke andre rædselshistorier Carach Angren har i vente til os. Jeg vil i hvert fald vente med spænding. Det bliver også spændende, om de besøger Danmark på et tidspunkt. Jeg er i hvert fald enormt nysgerrig på at se, hvordan deres spøgelseshistorie lyder live.