Tredje gang er lykkens gang
Sideprojekter kan være en god ide, det kan være en fornuftig måde for musikere at udleve nogle drømme, lave noget helt anderledes og få genopladet batteriet. Eric Peterson, Testaments rytmeguitarist, dannede Dragonlord tilbage i 2001 med debuten Rapture. Album nummer to, Black Wings of Destiny i 2005, og det tredje album er så kommet nu. Eric har dog siden ’05 skiftet samtlige medlemmer ud og erstattet dem med bl.a. Alex Bent fra Trivium, men lyden har ikke ændret sig meget siden ’01. Det er stadig en spøjs blanding af thrash og symfonisk black metal med power-elementer.
Circlejerk fra Helvede
Hvis man virkelig skærer helt ind til benet, så lyder Dominion som en krydsning mellem de seneste to Testament-skiver og de tre sidste Dimmu Borgir-skiver. Det er ikke en dårlig ting som sådan, men resultatet er specielt. Det er som om, at den tonstunge guitar og de groovy Testament-riffs bliver for stor en kontrast i forhold til de symfoniske og mystiske passager, som keyboardet leverer – eller omvendt. Især på et nummer som ”Ominous Premonition”, hvor sangen radikalt ændrer sig halvvejs inde, og pludselig får vi noget, der minder om alt den hard-rock, der er kommet ud af den amerikanske midtvest de sidste 20 år, mens Eric brøler ”hey hey hey!” som en afdanket James Hetfield-klon. Jeg kan ikke komme i tanke om noget, der står i større kontrast i forhold til den introverte og nihilistiske lyd, som black metal repræsenterer, end dette. Det bliver næsten helt absurd, og det virker næsten som en parodi. På et nummer som ”Lamia” bliver vi præsenteret for noget, der minder om Eurovision sing-a-long med masser af keyboard-kimen og sytten forskellige vokaler – igen, meget, meget besynderligt. Dragonlord forvirrer mig totalt, og jeg ved dårligt nok, hvad jeg skal gøre af mig selv, når jeg lytter til det: det er ikke dårligt, men det er dårligt! For musikken er velskrevet og velproduceret, men den mystiske power-thrash-black-tralala-blanding bliver simpelthen for mystisk, og resultatet er det underligste Iced Earth/Dimmu Borgir/Cradle of Filth/Testament-circlejerk nogensinde! Men alligevel så virker det! For man kan ikke lade være med at headbange, lufttrumme eller nynne med, for trods den bizarre vederstyggelighed, som musikken er, så er den catchy som ind i helvede!
Trve? Næppe!
Åh Eric, åh Eric! Hvad skal jeg dog stille op med dig og dit absurde gøglerprojekt!? Dragonlord er et super-forvirrende projekt, men trods dette, så fungerer det oftere end det burde. Bevares, det er ikke alle sange, der er perler, men når Dragonlord fungerer, så fungerer det altså rigtigt godt. Eric formår faktisk at gøre noget ret spændende, nemlig at skabe en ret så unik lyd. For trods at samtlige dele er noget, vi har hørt tusindvis af gange før, så har jeg personligt aldrig oplevet dem sat sammen på en sådan måde som Dragonlord gør det. Så hvis du fortrækker din black sådan lidt munter og gakket, så skal du da have fat i en stor, fed portion Dragonlord!
