Forventningens glæde ...
Det er godt og vel fem år siden, vi sidst hørte noget fra finske Wolfhorde. Dengang belønnede jeg de kære finner med otte kranier og sluttede min anmeldelse af med ordene: ”Derfor kan man jo kun være spændt på, hvordan deres næste album så bliver: om de formår at holde standarden, eller om det går helt i stå for det finske ulvekobbel”. I mellemtiden er der så sket det, at jeg havde glemt alt om Wolfhorde, og jeg kan heller ikke bryste mig af at have hørt deres musik, siden jeg lagde anmeldelsen af Hounds of Perdition online. Ergo må jeg konkludere, at så spændt var jeg vist heller ikke. Men ikke desto mindre så er gruppen fra Keuruu klar med album nummer tre, så lad os da finde noget Frolic frem og fodre de sultne ulve!
Så er det for sjov eller …?
Vi kan lige så godt flå plasteret af og konkludere, at Bloodmoon Symphonies er noget rod fra ende til anden. Det er ikke til at finde hoved eller hale, og det ville være nemmere at finde tillidsrepræsentanten hos Amazon end at finde den røde tråd på det her album. Det første nummer, ”Killer Rabbit of Caerbannog” handler ganske rigtigt om dræberkaninen fra Monty Python og de skøre riddere. Så sidder man måske og tænker, at det her album er fyldt med popkulturelle referencer og generelt er en skideskør omgang, måske endda et decideret konceptalbum med Monty Python som ramme. Men nej! Det er vitterligt kun det ene nummer, der har denne fis og ballade-tilgang; resten af albummet er mere … seriøst er klart det forkerte ord at bruge … men det er nok alligevel det mest passende. Trods det faktum at nummeret matcher de resterende syv sange på albummet lige så godt, som ketchup matcher vaniljeis, så er det stadig det absolut bedste nummer på hele Bloodmoon Symphonies. Nummeret lyder mestendels som, hvis man tog Dimmu Borgir og klaskede dem sammen med In Flames, hvilket da er en forholdsvis unik blanding. Men desværre går det kun ned ad bakke derfra. De resterende numre buldrer frem og tilbage, komplet uden retningssans. Nogle gange får vi sange, der lyder som noget, Wolfhorde har fundet i Wintersuns skraldespand (”Forsaken Shrine”), andre (”Kuoleman Mustat Siivet”) lyder derimod som noget, der blev skrevet, mens bandet sad i en sauna – og var ret beduggede. ”Tormented (Beyond Apprehension)” er bandets forsøg på at skrive ond musik, komplet med de værste blastbeats, jeg længe har hørt. Det nummer er muligvis det mest rodede på hele albummet, for samtidig med at selve sangens opbygning er så let gennemskuelig, at man kan regne det næste riff ud, før det bliver spillet, så er der også en passage, hvor keyboardet beslutter sig for at desertere og lave sin egen sang midt i c-stykket. Det er ekstremt kaotisk og dissonant – og ikke på den fede måde, men på den kiksede måde.
Tidligere skrev jeg, at det kun var sangen om dræberkaninen, der refererede til Monty Python – det er dog ikke helt korrekt, for lilletrommen lyder umiskendeligt meget som to kokosnødder, der bliver slået imod hinanden, men det er nok mere et tilfælde end en reel genistreg. Det er også svært at finde på noget pænt at sige om sanger/trommeslager Hukkapätkäs clean vokal; ganske vist er den ikke decideret elendig, men den er så forceret, at det bliver frustrerende at lytte til.
Wolfhorde? Nærmere Labrador Group
Wolfhorde er et navn, der indgyder respekt. Det er et navn, der lover fandenivoldsk musik med hedenske undertoner, iskolde riffs og mørke. Der er desværre intet ved musikken på bandets tredje udgivelse, der er med til at understøtte disse løfter – tværtimod. Det er lige så tandløst som en gigtplaget labrador uden én eneste pløk tilbage i munden. Hvis man var en af dem, der ovenpå Hounds of Perdition sad og ventede spændt på næste udspil, ja, så kan man da kun sidde tilbage og være umådeligt skuffet – for dét her album er, med få minutters undtagelse, komplet spild af tid.
