Winter-hvem? … Nåååå, dem!
Mit første reelle møde med engelske Winterfylleth var, da de varmede op – i stedet for Saor – for Gaahl’s Wyrd sammen med Gaerea. Det var bandets første koncert i Danmark, og bevares, nok var de med på et afbud, men det var dælme en utroligt middelmådig præstation, de lagde for dagen. Så middelmådig endda, at jeg egentlig havde afskrevet dem. Men trods denne afskrivning blev jeg nysgerrig, da de annoncerede The Imperious Horizon tilbage i sommers, og jeg skal da blankt erkende, at førstesinglen ”Dishonour Enthroned” var overraskende god. God nok til, at jeg skrev mig bag øret, at man måske nok burde om ikke andet så lytte til albummet, når det engang udkom. Kort tid efter udgav de så nummeret ”Upon This Shore”, og wow – sikke et nummer! Nu var det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt jeg skulle høre albummet, men derimod om, hvor hurtigt jeg kunne få mine fedtede fingre i det – og det kunne jeg nu!
Når stor kunst møder dårlige ideer
Winterfylleth er måske ikke det mest spændende ensemble på de skrå brædder. Til gengæld ved de dælme, hvordan man skal strikke en atmosfærisk black metal-plade sammen! Trods det totale fravær af folkeinstrumenter så er Winterfylleth så tæt på at være pagan-black, som det kan være, for bandets storladne skovlyd er så essentiel en del af deres DNA, at de med en enkelt guitarpassage formår at skabe mentale billeder af gyldne egetræskroner, den uendelige blå horisont og tordenvejr over bjergtoppe. Misforstå mig ikke, Winterfylleth lyder – helt grundlæggende – som de altid har gjort, bare bedre end nogensinde før. De herrer har virkeligt oppet sig noget så gevaldigt – igen bliver jeg nødt til at nævne sangen ”Upon This Shore”, som nok er den bedste internationale atmo-black-sang, jeg har hørt i hele 2024. Det er så stort og flot et nummer, der med sin eksalterede komposition bare vokser og vokser, i en sådan grad at sangen bliver altopslugende til slut. Det er simpelthen stor kunst! Men det nummer er dog kun ét ud af elleve, og selvom man da kunne have drømt om, at de øvrige numre var på samme absurd høje niveau, så er det ikke helt tilfældet – omvendt havde det også været grådigt at forlange. Det er dog ikke, fordi niveauet falder med meget mere end nogle få promiller, for lige efter ”Upon This Shore” kommer titelnummeret, som ryster posen ved at tilføje nogle kornfede power-chords og subtilt keyboardspil henimod slutningen – endnu et fantastisk nummer. Ligeså er guitarsoloen i slutningen af ”Like Brimming Fire” fuldstændig genial – og totalt uventet. Winterfylleth er helt generelt et band, der er glade for lange sange. De skal bruge god plads til at udvide deres lydbillede. Derfor giver det sig selv, at på de kortere numre som ”To The Edge of Tyranny”, ja, så går det lidt for stærkt, og nummeret når derfor aldrig at blomstre.
Slutteligt er vi nødt til lige at diskutere sangen – eller måske rettere sangene – ”In Silent Grace”. Her har Winterfylleth – klogelig – valgt at rekruttere ingen ringere end Nemtheanga fra Primordial som gæstevokalist. Manden har alle dage haft en fantastisk vokal, så det er bestemt ikke en dum ide. Det virker dog mildest talt åndet, at bandet har valgt at inkludere to udgaver af nummeret på albummet, nemlig en, hvor Nemtheanga deler vokaltjansen med Chris Naughton, og så en version, hvor det kun er Nemtheanga, der synger. Så vælg dog én, og udgiv den anden senere som noget bonusmateriale. Det samme kan siges om det Emperor-cover (”The Majesty of the Night Sky”), de har valgt at slutte af med, for nok lyder det da ganske fint, men af princip kommer jeg aldrig til at give et album, der har covernumre med, topkarakter.
Glem nu de huller, og æd den ost!
Men al kritik til trods så er der absolut ingen tvivl om, at The Imperious Horizon er Winterfylleths bedste album til dato. Nok er der huller i osten, men den overordnede kvalitet er så høj, at man godt kan se igennem fingre med de få upsere, der er. Der er bestemt ikke tale om nogen dybe tallerkner, der bliver opfundne; derimod er det bare et band, der virkeligt har strammet sig an og så gjort det, de altid har gjort, bare bedre end nogensinde før – og der er altid noget rørende i at opleve nogen, der har øvet sig.
