A Song of Ice and Fire
Det er ganske vist kun lidt under to år siden, vi sidst fik en ny omgang Winterfylleth, men der er nu alligevel sket ét og andet på den tid. For det første er bassisten – Nick Wallwork – blevet erstattet efter 16 års tro tjeneste. For det andet har bandet nu skrevet kontrakt med Napalm Records, og for det tredje skal man ikke kigge mange sekunder på albummets cover, før man kan se, at Winterfylleth har taget skeen i den anden hånd. Kvintetten fra Manchester har altid hyldet naturens skønheder, og det har altid været tydeligt at se på diverse albumcovere med frodige, billedskønne landskaber eller majestætiske snedækkede tinder. Men alt det er væk på The Unyielding Season, for verden står i flammer, skønheden er blevet fældet, og det er tid til at stå sammen mod alle dem, som vil os det ondt!
Skuffelsernes holdeplads
Jeg var rigtig glad for The Imperious Horizon fra 2024, endda så glad at jeg udråbte den til Winterfylleths bedste plade til dato. Derfor er det jo altid spændende at se – og ikke mindst høre – hvad der kommer efter sådan en omgang.
Winterfylleth har jo ganske vist aldrig spillet blød elevatormuzak, men nu hvor deres nyfundne vrede er så tydelig at se, fristes man jo til at spørge sig selv, om den også er tydelig at høre?
Umiddelbart lyder de jo ganske, som de plejer – storladen atmo-black med masser af plads til både fråde og melodi samt store armbevægelser. Men man kan nu alligevel godt fornemme, at bissen er blevet skruet på sammenlignet med Imperious Horizon. Det står faktisk klart ganske hurtigt, man skal blot få minutter ind i åbningsnummeret, “Heroes of a Hundred Fields”, hvor et beskidt punk-riff gør sin entré, og henimod c-stykket får føromtalte riff virkelig lov til at sparke både døre og vægge ned. Man kan så diskutere, om det klæder bandet at gå den mere bøllede vej, når de nu tidligere så fint har bevist, at de egentlig mestrer melodik og grandiositet, for trods sine rødder i black metal, som jo også er en genre, der tit viser tænder, så har Winterfylleth aldrig været et Oi!-band. Melodierne er dog heldigvis ikke totalt lyst i band, og allerede på det efterfølgende nummer, “Echoes in the After”, er de rykket op på første parket.
Mit største problem med albummet her er dog, at det ikke får mig til at føle nær som meget, som Imperious Horizon gjorde. Det var umuligt ikke at mærke tusind ting, når man hørte numre som “Upon this Shore” eller “Dishonoured Enthroned”. Her sidder man desværre mest med en følelse af, at de numre godt nok er lange – og ikke på den fede måde. Det kan godt være, at bandet selv går og føler sig vrede og desillusionerede over verdens tilstand, men de formår ikke at videreformidle de følelser særligt godt, i hvert fald ikke sammenlignet med tidligere. Ydermere begår de nogle af de samme fadæser, som de også begik på Imperious Horizon, nemlig det at tilføje både coversange og ligegyldige outroer med en levetid på under to minutter – det skal alle bands simpelthen stoppe med. Hvis I vil lave covers, så lav en coverplade, og kog nu de verdammte introer og outroer ind i resten af materialet!
Jeg kan stadig huske mit første møde med Winterfylleth. Dengang slog jeg dem hen som et ganske kedeligt orkester, hvilket Imperious Horizon så fik mig til at indse, at det ikke var. Men The Unyielding Season får mig desværre til at overveje, om min oprindelige fornemmelse for dem ikke var korrekt alligevel. Jovist, der er da nogle fine momenter hist og pist, eksempelvis kontraststykket i “Perdition’s Flame” eller introsektionen på titelsangen, som er supersprød. Men helt generelt, så er problemet med denne her udgivelse, at det er et klassisk eksempel på uinspireret, skabelonskåret og formularisk atmo-black. Og så ved jeg ikke, hvis ide det var, at trommerne bare skal blaste derudad mere eller mindre konstant, men vedkommende skulle da have en gedigen voksenrøffel.
Noget gik galt, prøv igen senere
Det er svært at sige, hvad der præcis er gået galt for Winterfylleth her. Måske var forrige udgivelse bare et lykketræf, måske spillede udskiftningen af Nick Wallwork en større rolle end forventet, eller også skyldes det skiftet til et større label. Eller noget helt fjerde. Uanset, så er det her en skuffende og ærligt talt slatten omgang, sammenlignet med hvad bandet før har præsteret. Albummet er ikke en katastrofe, men det er ej heller mere end en fodnote i bandets historie.
