Lorna Shore spiller koncert i Gimle, Roskilde .
Lorna Shore - ...And I Return To Nothingness

...And I Return To Nothingness

· Udkom

Type:EP
Genre:Deathcore
Antal numre:3

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Mesterlig deathcore

Da vi sidste gang her på redaktionen havde fat i amerikanske Lorna Shore, var det i forbindelse med bandets tredje fuldlængde, Immortal, fra 2020. Pladen fik en blændende modtagelse med beskrivelser som ”årets bedste deathcore”, ”en ren opvisning” og ”et potent, originalt og ikke mindst vedkommende udspil”. Resultatet blev hele ni ud af ti kranier, og det var derfor temmelig svært at få armene ned – for mig i hvert fald – da bandet annoncerede, at de ville udgive ny musik allerede i år. At det kun blev til en ep, er selvfølgelig ærgerligt, men fortvivl ikke: …And I Return to Nothingness er endnu en magtdemonstration fra et band, der tilsyneladende ikke kan stoppes.

Én ud, en anden ind

Den hårdtslående kvartet har ellers mødt rigelig modgang: Kort inden udgivelsen af deres forrige plade røg daværende frontmand CJ McCreery ind i en kæmpe shitstorm grundet anklager om krænkende adfærd overfor kvinder, og pludselig stod bandet uden forsanger. De tre resterende medlemmer allierede sig midlertidigt med den dygtige Will Ramos (tidligere en del af A Wake in Providence og Monument of a Memory), og det er altså også ham, der er bag mikrofonen på den nye ep – nu som fast medlem af bandet. Og lad mig bare sige med det samme, at han leverer en formidabel indsats.

Hør bare singleudspillet ”To the Hellfire”. På en baggrund af symfonisk ekstremmetal, en hektisk rytmesektion og melodisk guitararbejde veksler Ramos ubesværet mellem high-pitched skrig og afgrundsdybe gutturale brøl. At han er helt på niveau med McCreery, er jeg ikke sikker på, men det er i hvert fald tæt løb. Han er absolut blandt de bedre i genren – og lad os da lige i den forbindelse hylde den absurd tunge afslutning i ”To the Hellfire”. Spol frem til 5:10-mærket i videoen nedenfor, og hør, hvad Ramos kan. Dén afslutning er så voldsom – komplet med griselyde – at det nærmest er komisk. Fantastisk nummer.

Ser vi bort fra Ramos’ indskiftning, er der ikke langt fra Immortal til …And I Return to Nothingness. Det er stadig en blanding af deathcore, black metal og moderne dødsmetal, den amerikanske kvartet praktiserer, alt sammen svøbt i et symfonisk tæppe. Tænk i retning af Carnifex møder Humanity’s Last Breath og Black Tongue: Titelnummeret lægger ud med en episk intro, de store armbevægelser hives frem, og guitaristerne Adam De Micco og Andrew O’Connor gør et fint stykke arbejde. Måske man dog kunne ønske et stærkere riff eller to på denne plade. ”Of the Abyss” er atter teatralsk, nu med højstemt kvindekor og keys, og trommeslager Austin Archey imponerer med hurtigt og levende trommespil. ”Of the Abyss” og ”To the Hellfire” er klart de stærkeste skæringer på ep’en – og savner du at ryste nakken, så tjek lige det modbydelige breakdown ud i ”Of the Abyss”. Rent blær.

Bundsolidt arbejde

…And I Return to Nothingness er en kompetent plade fra et kompetent band. Der er ikke mange fingre at sætte på Lorna Shores arbejde, og er du til tung deathcore med store armbevægelser, må du ikke snyde dig selv for dette orkester. Egentlig ville jeg give ep’en syv ud af ti kranier – fordi det trods alt er lidt nærigt at spise os af med tre numre, og fordi ingen af dem er helt på niveau med fx ”Immortal” eller ”This is Hell”. Omvendt må jeg bare konstatere, at …And I Return to Nothingness bliver bedre og bedre for hver gennemlytning, og derfor ender vi altså på flotte otte kranier. Husk i øvrigt, at bandet spiller på dansk jord næste år sammen med Carnifex, Chelsea Grin, Varials og The Convalescence. Tør du blive væk?

Tracklist

  1. ...And I Return To Nothingness
  2. Of The Abyss
  3. To The Hellfire

Kommentarer (1)

Jesper Terkildsen

Tidligere anmelder

Indlæg: 9

Med den slutning du referere

Med den slutning du referere til, så blev der grundlag for diverse “reaction-videoer” til at gå bananas som de gjorde med Jinjer:)
Når det så er sagt så er det intet mindre end en magtdemonstration og personligt glad for de er kørt videre i samme stil som det fantastiske Immortal. Jeg frygtede selv for hvordan mon det blev da det nu er nu ved ar være nogle gange den post er skiftet ud.. og syntes personligt at Lorna Shore blev virkelig fede da Immortal udkom.

Tilføj kommentar