Mørke fantasier og guitar-lir

Finske lakridser eller amerikansk fudge? Valget kan være en udfordring, især når man er lige så svær at tilfredsstille som denne anmelder. Men bandet Volcandra er ikke i tvivl, når det gælder musik. Selvom amerikanerne befinder sig langt væk fra det mørke Finland, er deres seneste udgivelse, The Way of Ancients, ekstremt tydelig i sin inspiration af musikstil. Albummet tjener som en efterfølger til deres 2020-udspil, Into the Azure, der officielt kategoriseres som melodisk black metal af de fleste sider. Vi på redaktionen hos heavymetal.dk mener dog, at Volcandras sande hjem er inden for det melodiske dødsmetals rige, og derfor tillader vi os at referere til dem således, selvom der skjuler sig antydninger af både black og speed metal under overfladen.

Finske Holger

I ren ”Find Holger”-stil forsvinder Volcandra dog en smule i mængden, for The Way of Ancients er mere fordums-inspireret, end den er kreativ i sit materiale. Sjældent har et amerikansk band lydt så finsk, og man får straks associationer til anden-bølge black metalbands som Dissection og deres mesterværk Storm of the Light’s Bane eller Sacramentums Far Away From the Sun, der begge pionerede den melodiske black metalbølge. Når det så er sagt, er der heldigvis et mindre udpluk af højdepunkter på pladens knap 40 minutters spilletid.

”Birth of the Nephalem” indleder pladen imponerende med et kraftfuldt åbningsriff, der spreder sine vinger og udfolder sig i takt med Dave Palenskes passionerede skrig. Guitarerne kæmper klassisk side om side om opmærksomheden, mens trommerne ivrigt forsøger at byde ind ved enhver lejlighed. Desværre tager pladen hurtigt en nedadgående drejning på de efterfølgende numre, hvor den virker en smule forvirret over sin egen genreidentitet. Der vakles mellem black metal, melodisk dødsmetal og noget helt tredje, hvilket resulterer i, at numrene ”Fouled Sanctity” og ”Nemesis Confession” fremstår uorganiserede – de er mere rå og umelodiske end den dans, pladen oprindeligt bød op til. Denne forvirring fortsætter i de efterfølgende numre, indtil ”The Blackened Temple” afspilles og bryder formlen. Nummeret er tempomæssigt højere, mere bidsk og leverer absolut pladens bedste riff og trommekombinationer. Pladens sidste selvbetitlede nummer, ”The Way of Ancients”, formår dog også at gøre indtryk. Det udfolder sig kreativt og bærer muligvis mere præg af Volcandra selv end inspirationerne bag. Nummeret bevæger sig langsomt igennem akustiske passager og blide broer, og generelt har det en mere progressiv lyd. Palenske leger desuden en smule mere med vokalen, selvom det må siges, at hans skrig er betydeligt bedre, end når han forsøger sig i det dybere toneleje. Ironisk nok opdagede jeg ved tredje afspilning, at lyrikken slet ikke var så kreativ, som jeg oprindeligt troede.

Lyrikken på albummet fortjener derfor sin eget lille afsnit, for det viser sig, at det meste er kopieret direkte fra pc-spillet (og mesterværket) Diablo 2: Lord of Destruction. Nummeret ”The Way of Ancients” er barbarernes historie fra femte akt, hvor de forsøger at overleve en regn af ild fra katapulter, og vi hører om, hvordan deres mure væltes. Det bliver direkte refereret i form af denne lyrik; “Escape the highlands frigid, catapults raining down unearthly wrath, nether realm portal spew forth the wicked, the way of ancients leads to sacred summits”. Enten er amerikanerne voldsomme fans, eller også er de dovne. Deres forrige ep handlede om Metroid og Half-Life, så det er åbenbart vane for amerikanerne. Det skal desuden bemærkes, at coveret også illustrerer Mount Arreat, som var med i udvidelsespakken til spillet, som udkom i 2001.

Vol-can-da-være-inspireret

Volcandra udfolder sig som et kompetent band, men desværre drukner deres egen lyd i skyggen af The Way of Ancients stærke inspirationskraft. Højdepunkterne ”Birth of the Nephalem”, ”The Blackened Temple” og ”The Way of Ancients” kan med fordel nydes, hvis man i forvejen er fan af finsk metal – men her stopper appellen også. For dem, der søger en forfriskende oplevelse og en distinkt lyd, skal der desværre ledes andre steder. Volcandra har et solidt fundament og talent, og hvis de en dag formår at forme deres egen type af musik, kan resultatet potentielt være ikke mindre end imponerende. Indtil den tid må vi konkludere, at Volcandra tilbyder en mindre spændende og gennemsnitlig rejseoplevelse igennem pc-spillet Diablos historie, hvilket afspejles i min vurdering på fem kranier.