Grum goregrind gruppe påtager sig post-metallens paradoksale postyr
Post-metal er en af metallens undergenre der er sværest at definere. Adskillige diametralt modsat-lydende bands hyldes som at være udforskende indenfor den bredde Wikipedia-definition af ”metalorkestre, der kreerer musik udenfor de accepterede konventioner af metalverdenen”. Mange af disse grupper starter ikke som ”post-metal” bands, men udvikler sig mod den løse definition andetsteds fra. Viscera/// er en italiensk gruppe, der begyndte deres karriere som goregrind band, men som på tre plader siden 2007 har kurateret en eksperimental lyd med voldsom variation, der trækker på inspiration utallige steder fra. Deres seneste album, 3|Release Yourself Through Desperate Rituals, bød på alt fra d-beat til death-doom, og forenede dem i en lettere forvirrende, men delvist henrivende pakke. Nu udgiver de deres fjerde plade, 4: Assets for Psychedelic Warfare, men kan eksperimenterne gå op i en højere enhed, eller er det et dårligt syretrip, der venter lytteren?
Hvornår går eksperimentet udover grænsen?
Første indtryk af pladen er en kaotisk og hård blackened-death/crust-punk crossover, der gøres tung på grund af et tørt mixet trommesæt, der hurtigt skifter imellem adskillige velkendte former for hastigt metallisk spil. Forsanger og guitarist Michele Basso leverer oven på dette en grum black-metal vokal, hvor man som lytter nærmest kan mærke det gift, der spyttes i ens øre. Der skiftes dog hurtigt emotionelt gear, da ”Agents of Kali Yuga” bliver blackgaze-agtig efter sin intro, hvor der spilles sparsomme melodiske figurer og akkorder hen over et utroligt afslappet blast-beat. Sangen er ikke voldsomt eksperimentel i sammenligning med hele Viscera///’s diskografi, men alligevel er der plads til klassisk-klingende akkorder i en senere overgang og en meget atypisk guitarsolo produceret på en interessant skrøbelig måde.
Flere sange på pladen spiller rigtig godt på denne måde, men med mere genremæssig eksperimentering. Femte nummer, ”The Messiah Complex”, sluttes med et skønt længere afstik ind i noget, der minder både om klassisk rock og post-punk, mens Basso synger lavmælt og afslappet henover. Der kommer dog et sted i denne sektion, hvor repetitionen af ”don’t let your” bliver lettere irriterende at høre på. ”El Magico” har et enormt lydende doom midterstykke, der er i det perfekte tempo til at headbange sin vej til rygproblemer. Denne sang har dog også sine problemer, da den store, smukke post-metalliske opbygning til sidst ikke bliver indfriet på en tilfredsstillende måde. Bandet dropper blot ud, og kommer tilbage med et black-metal stykke, der ikke synes at være relateret på nogen måde. Der trækkes også tråde til popmusik på pladen, da ”Autoberserk” har et oprigtigt ørehængende omkvæd, og et nærmest pop-punkagtigt udtryk til tider.
En god omgang eksperimenter, der nogle gange slår fejl, er derfor ikke noget, det gængse metalhoved, og især den almene post-metalfan rynker øjenbryn af. Der skal dog her nævnes en sang på 4: Assets for Psychedelic Warfare, som er decideret dårlig. ”Radiant” er et forfærdeligt mislykket forsøg på at lave noget sexet loungerockagtigt noget. Sangen er desværre otte minutter lang uden at have otte minutters værd af indhold, og bandet bruger derfor alt for lang tid på at famle sig målløst rundt som en ældre drukkenbolt, der prøver at flirte med en attenårig. Nummeret følges af efterspillet ”At the Buddhafield”, som er yderligere tre minutter af ligegyldig elevatormuzak. Det er slemt nok i forvejen, men Viscera/// var åbenbart ikke trætte af ”Radiant”, da slutnummeret på pladen er en ”edit” af selvsamme jammerlige omgang.
Strålingselefanten i rummet, hvorfor?
Det meste af 4: Assets for Psychedelic Warfare er faktisk en ret forenelig pakke. Det hovedsagelig udtryk holder sig generelt inden for en blackened og blackgaze-ramme med diverse nydelige afstikkere og indflydelser fra andre genre. Nogle af disse forsøg er måske lidt kluntet udført, men helhedspakken er altså ikke nødvendigvis dårlig. Desværre ødelægger pladen alt sin goodwill med ”Radiant”, som er en af de værste sange, jeg har hørt indtil videre i min karriere som anmelder. Sangen er så slem, at den faktisk må trække en hel karakter ned. Ikke nok med det, så er den fandme på pladen to gange med et horribelt interludium efter første instans. Det er ikke til at forstå, at Viscera/// var villige til at udgive noget med så iøjefaldende et hul og udgive det hul to gange på samme plade.
