Nostalgiens tykke tåger
2026 er så småt ved at være gået på held. Sikke et lorte-år! Det hele går mildest talt ad helvede til. Folk som Dolly Parton, et individ, der nægtede at blive milliardær, da hun hellere ville hjælpe folk, er død. Alt imens er folk som Elon Musk, Peter Thiel og Sam Altman alle i live og i fuld gang med aktivt at gøre verden til et markant værre sted – det er, som om de har misforstået budskabet i både 1984, The Matrix og Do Androids Dream of Electric Sheep. Det fedeste, man som en vanvittig milliardær kan forestille sig, er åbenbart at være en karikatur af en superskurk fra et dystopisk univers. Desværre ser det ikke ud til, at Neo, Snake Plissken eller Kevin Flynn står klar til at redde verden.
Det er ikke sært, at alle higer efter fortiden og dier ved nostalgiens yver. Dengang verdens største problemer var reklamepauserne på flow-tv, at ens Gameboy løb tør for batterier, eller at Ross og Rachels forhold var på pause. Ak ja … selv folk, der ikke engang var i live i 1990’erne eller i starten af 00’erne, gør alt, hvad de kan, for at kanalisere den tid, for verdens aktuelle tilstand tvinger dem ind i anemoiaens tåger. Det er sikkert derfor, at så mange nyere bands kæmper en ihærdig kamp for at lyde som artister, der har spillet musik i adskillige årtier. Selv nu-metallen har gjort et comeback – som om verden ikke var belortet nok i forvejen. Hexbane er præcis sådan et orkester, og From Hell er præcis sådan et værk!
En forsigtig prøveballon
Det skal dog hurtigt påpeges, at selvom bandet her er nyt, så er samtlige medlemmer sande nestorer. Hexbane er en reel black metal-supergruppe, som består af Faust (Djevel, ex-Emperor), Tas Danazoglou (Friends of Hell, ex-Electric Wizard), George Emmanuel (Lucifer’s Child, ex-Rotting Christ) og så ingen ringere end selveste The Magus (ex-Rotting Christ, ex-Yoth Iria, ex-Necromantia og Thou Art Lord).
De fire herrer lægger absolut ikke skjul på, at Hexbanes eneste formål er at lyde, som black metallen lød for godt og vel 40 år siden. Det er især tydeligt, at de er ret pjattede med Bathory. Det er bare at kigge på coveret til From Hell og så derefter på coveret til The Return……. Hvis det er for subtilt, så er det bare at kigge på deres Facebook-side, hvor de endda skriver '… a new sinister force born out of nostalgia and admiration for the early days of black metal. Darkness and evil returns….'
Bevares, der sniger sig da også elementer ind af andre bands end netop Bathory. C-stykket i titelsangen låner ret meget fra black metallens svar på ”Enter Sandman”, nemlig Mayhems udødelige klassiker, ”Freezing Moon”. Enkelte riffs minder ligeså om noget, man kan finde i den helt spæde græske black metal-scene – at de så også stjal med arme og ben fra netop Bathory, er et fint eksempel på, hvordan enderne altid mødes. From Hell er både en kort og hurtig sag. Det er uden tvivl en prøveballon, for Hexbane består af så erfarne og professionelle musikere, at de snildt kunne have udgivet en hel plade uden at blinke med øjnene.
Det er derfor også ret svært at skrive så meget om en udgivelse, der lige akkurat varer ni sølle minutter. Musikken er fed, de spiller præcis lige så godt, som vi ved, at de kan – og bør – og de formår at ramme den klassiske proto-black-stemning. Produktionen kunne godt have været lidt mere grynet og retro, for den er lige moderne og pæn nok. Derudover kunne de altså godt have smidt et nummer eller to mere på udgivelsen her, for jovist, nok er det den musikalske ækvivalent til at dyppe storetåen i vandet for at teste temperaturen, men denne her storetå når dårligt nok at bryde vandoverfladen.
Dog er det, der undrer mig allermest, det virkelig underlige temposkift, der lige ganske kortvarigt indtræffer i løbet af de sidste sekunder af ”Nefarious Spells”. Det er ganske subtilt, men jeg tror simpelthen ikke, det var meningen, at det skulle være med. Om de har glemt eller ikke orket at rette det til, skal jeg ikke kunne kloge mig på, men det virker kikset.
Nostalgia sells… But who’s buying?
Nostalgi sælger, og nostalgi virker. Black metallen er da også virkelig gået totalt all in på netop nostalgi disse dage. Nergal turnerer med Misþyrming, hvor der kun spilles materiale fra Behemoths debut. Abbath har lige afsluttet en tour, hvor der kun var fokus på de gamle Immortal-plader. Blood Fire Death har travlt med at hylde Bathory. Enslaved afholder koncerter, hvor de kun spiller det gamle, og sørme om der ikke er opstået en Ulver-tributgruppe, der udelukkende spiller materiale fra de første tre plader. Der spiller Hexbane trods alt original musik – selvom det lyder som noget, vi kender. Der er bestemt potentiale – og jeg håber da, de snart laver en reel plade, i stedet for hvad der mildest talt minder om et uddrag fra en hurtig dag i øvelokalet.