Fortid vs. fremtid

Vi lever i ultra-globale tider. Vi kan konstant være i kontakt med folk fra den anden side af planeten, mens vi mæsker os i frugt og grønt hentet fra lande så langt væk, at de er i en anden årstid. Vores Wolt-bud er fra Argentina, vores barista fra Spanien, rengøringskonen er fra Thailand, pizzamanden er fra Tyrkiet, og ham den smarte nye konsulent i hurtig-knepper-sko er fra det forjættede land, Greve. Med andre ord er vi konstant omringet af andre kulturer og folkeslag, og det påvirker da både vores sindelag og hverdag. Alt dette fører dog også til diverse samtaler om, at der skal værnes om vores eget sprog og kultur. Den danske metalscene har i en årrække efterhånden været anført af en idé om, at det helst skal være på dansk – det nyeste eksempel har endda taget det ud i noget så ekstremt som den bornholmske dialekt. Alt dette er dog det rene vand sat op imod den lingvistiske puritanisme, Island har dyrket siden det 19. århundrede. Men når ens befolkning ikke engang består af en halv million mennesker, er det ikke så sært, at man gerne vil værne om sin kulturarv og sit sprog – især ikke når ens sprog kan trække en direkte rød tråd til vikingetiden! Islandske Hrafnablót (ravne-blot/ravne-offer) er et spritnyt orkester, og Guðlaugar saga er deres saga!

Langhus Rotte

Bandet beskriver sig selv som ‘magisk folk metal’. Her tænker jeg, at vi afgjort er ovre i sejd og ikke 'wingardium leviosa'. For Guðlaugar saga er i sandhed en norrøn sag. Dette skyldes ikke kun det islandske sprog, selvom det afgjort er en hjørnesten – og i øvrigt sindssygt sejt. Musikken er en pivfræk kombi af proto-doom, retro heavy og – naturligvis – viking-metal. Tænk Heart, Bathory, Led Zeppelin, Black Sabbath og Jethro Tull.

Den nemmeste og måske mest aktuelle sammenligning er Castle Rat, da de lidt er af samme skole. Den største og derfor alt afgørende forskel er dog bare lige den, at Hrafnablót spiller både fremragende og varieret, samt at Hugrún Hanna Stefánsdóttir synger fuldstændigt fantastisk. Hun lander et sted mellem Ann Wilson og Anette Olzon, så hun rummer både det rå og bombastiske, samtidig med at hun også kan fremtrylle de mest æteriske toner. De andre medlemmer af orkestret er dog også alle eminente musikere. Guitarspillet især er weltklasse, for der er så mange sprøde riffs samt neoklassiske soli.
Pladen lyder derudover fremragende. Produktionen er virkelig i top, og den overordnede lyd er tilpas varm og rå til, at musikken får den kant, som sådan en gang vikinge-proto-doom skal have.
Der skal dog drysses lidt malurt i bægeret. Guðlaugar saga er simpelthen for lang en plade. Der er ingen grund til, at bandet har smidt ni numre på, for når man er færdig med den syvende skæring, har man hørt og oplevet, hvad Hrafnablót har at byde på. De sidste to numre byder ikke på meget andet end at repetere materiale og koncepter, som vi allerede er blevet præsenteret for.

Når forventningerne sprænges

Jeg havde faktisk ikke de største forventninger til pladen her. Jeg antog, at det var noget forholdsvis generisk folk metal, og jeg tog den udelukkende, fordi jeg syntes, ideen lød meget sej. Heldigvis er musikken også supersej! Ideen med at kombinere retro-heavy, proto-doom og så klassisk viking-metal med det islandske sprog er intet mindre end genial – og ærlig talt – utroligt oplagt. Hrafnablót har helt klart fat i noget og er et navn man bør holde øje med, for de kunne godt gå hen og blive noget stort.