Ulækker tysk deathcore
Tyske Acranius udgav deres første EP tilbage i 2011 med navnet The Echo of Her Cracking Chest. Meget vand er løbet i åen siden, og tidligere i år udgav rostockerne deres femte album, Whiteout. Albummet udkom godt nok tilbage i marts, men med tanke på, at tyskerne inden længe svinger forbi Hotel Cecil til en uhyggelig omgang deathcore, så er det oplagt at skrive lidt om, hvad jeg synes, er et ganske udmærket og sindssygt album.
Genremæssigt skal vi en tur helt ned i kælderen, hvor vi kan forvente at blive ramt lige midt i ansigtet med alt fra hardcore til deathcore og slam. Ikke så uventet er bandets temaer primært centreret om splatter i diverse former, og de fremstår altså derfor meget fokuserede på at efterlade en gedigen stank af død i deres spor.
Langsomt, lummert og lidt lækkert
Vi har ikke haft albummet i gang i mange sekunder, før man er blevet fuldstændig klar over, hvor på det musikalske spektrum vi befinder os. Der går lige præcis syv sekunder, inden vi får den første ekstremt gutturale vokal som et voldsomt sidestykke til blastbeats og squeals på fuld skrue. Rytmen bæres mest af alt frem af det brutale og langsomme slam-tempo, som akkompagneret af velplacerede squeals giver lytteren et stankface, som om nogen lige har pruttet dig direkte op i hovedet.
Denne type musik handler primært om, hvor brutalt man kan få samspillet til at lyde, og egentlig også, hvor langsomt man kan tillade sig, at musikken kan spilles, før den går i stå. Vi skal dog ikke være nervøse for, at Acranius går i stå. Tværtimod så får vi igennem pladen masser af fart på særligt trommerne, mens slam-tempoet på guitaren også tillader sig at bevæge sig fra kravlen til en slags slentren.
Vokalen lyder præcis, som den skal. Man kan absolut ikke ane et eneste ord af, hvad forsanger Marcus Jasak synger. Selv sangtekstfunktionen på Spotify har opgivet at tyde, hvad der bliver sunget, men det er godt nok heller ikke vigtigt i denne sammenhæng. Det er musik, der skal spilles og opleves live, hvor man virkelig kan mærke energien brænde fuldstændig igennem. Albummet kan umuligt transformere den samme energi over på et indspillet lydstykke, men man kan uden problemer forestille sig, hvor meget ødelæggelse et orkester som Acranius kan skabe.
Monotoni må også siges at være et lille problem for albummet, selvom det kun varer 23 minutter. Et stykke inden de 23 minutter er gået, var undertegnede begyndt at tænke på, hvad der mon var til aftensmad. Acranius er helt klart bedst i mindre doser, selvom deres lyd og produktion har udviklet sig i en meget positiv retning siden nogle af deres første album. Jeg ved ikke, om det generelt er meningen, at man skal tage denne musik alt for seriøst. Det vælger jeg i hvert fald ikke at gøre, selvom jeg godt kan se meningen med galskaben.
Makabert og sindssygt – men en oplevelse
Acranius er på alle måder et sindssygt band. Deres lyd er ekstraordinær voldsom og brutal og opfylder alle ønskerne, man måtte have til, hvad et slam-band skal kunne. Og det er faktisk ikke så meget andet end at være overdrevet brutalt og spille langsomme riffs, der tvinger alle omkring bandet til at headbange så hårdt, at de slår hovedet i gulvet. Man bliver absolut ikke klogere under seancen, men det er slet ikke meningen.
Jeg glæder mig til at opleve dem til, hvad der må være en af årets mest sindssyge deathcore- og slam-events på Hotel Cecil til december. Vi ses derinde til en god omgang juledød!
