Alfeører, plastiksværd –
mon det er det hele værd?

Grib dit plastiksværd og klistr dine alfeører på, for efter fire år er det svenske symfoniske powermetal-band Twilight Force klar til at tage dig med på eventyr igen! Den 20. januar 2023 udgiver de nemlig deres fjerde studiealbum At The Heart Of Wintervale, og denne musikalske rejse gennem deres selvopfundne fantasiunivers består af otte regulære sange samt tre bonustracks, der i alt strækker sig over lidt mere end en time. Seksmandsbandet omkring sanger Alessandro Conti har lige siden deres debut i 2014 været kendt for deres tekster om drager og helte samt rollespilsudklædning, og begge dele har de til stor glæde for alle powermetal-nørder skam bibeholdt. Desværre har hovedsangskriver Daniel Beckman samtidig skruet op for det fortællende element, der i den grad tager overhånd på albummet og delvist ødelægger sange, der havde haft potentiale, hvis de da ikke var blevet trukket i langdrag. Jeg er ikke lige så poetisk anlagt som den anmelder, der ellers har taget sig af Twilight Force her på siden, så jeg holder mig fra rim og remser – næsten i hvert fald.  

Få nu styr på den rodebutik –
for det er jo ikke kvantefysik!

Albummet starter godt med den første single “Twilight Force”, der blev udgivet i november 2022 og som har en iørefaldende melodi, hurtige guitarriffs og syng-med-kvalitet – altså en klassisk powermetal-hymne, der vil falde i god jord hos de fleste powermetal-fans. Sammen med den lille instrumentale “A Familiar Memory”, der kun varer lidt over et minut, er det det eneste rigtig gode nummer på albummet. Bonustracket “The Sapphire Dragon of Arcane might be back again”, hvor Jocke Leandro Johansson står for sang, er også et rigtig godt og stemningsfyldt nummer, som man sagtens kunne forestille sig spillet ved lejrbålet. Resten er enten middelmådigt eller rigtig dårligt, og der er flere gennemgående problemer, som det ikke kan betale sig at påtale i hver enkelt sang, da min anmeldelse ellers ville blive en gentagelse af sig selv. For det første er Contis stemme ofte meget skinger, men samtidig guttural og nasal, så man får en fornemmelse af at have Kermit fra Muppet Show på besøg, hvilket både er anstrengende at lytte til, men også svært at forstå. Især sidstnævnte er et stort problem, hvis udgivelsen er et konceptalbum, der skal fortælle en historie. For det andet vil Twilight Force gerne vise, hvor dygtige de er – og det er de virkelig, hvilket tidligere udgivelser vidner om. Men i deres overambitiøse stræben efter perfektion involverer de alt for mange delelementer, der ikke bliver kædet ordentligt sammen, hvorved lydbilledet bliver inkohærent. For det tredje skyldes sangenes længde ofte gentagelser: Der skiftes flere gange i hvert enkelt nummer mellem sang, guitarsolo og storladede kor, hvor en enkelt solo eller en enkelt koroptræden havde været nok. Dette høres i både i “Sunlight Knight”, hvor den sagesløse lytter tillige belemres med et afskyeligt mellemspil, der lyder som soundtracket til en SpongeBob-film, og et kor, der er direkte kopieret fra Händels Messias, i “At the Heart of Windervale”, som faktisk kunne have været helt god, hvis den ikke var så langtrukken, og i “Skyknights of Aldaria”, hvor vokalen suppleres med en uhyggelig fortællerstemme, der gør nummeret lidt skoleteateragtigt. Disse kritikpunkter toppes dog af “Highlands of the Elder Dragon” og “The Last Crystal Bearer”, der begge er over 10 minutter lange. Dette er jo ikke en anke i sig selv, men når hver sang vil fortælle en hel historie med lydeffekter og talesekvenser, så ender det med at blive noget værre rod. Begge sange synes også at ende efter henholdsvis syv og ni minutter, men nej, hele molevitten startes op igen, og vi får noget mere kor, highpitchvokal og guitarsolo. Det er simpelthen for meget! Samlet set kan man sige, at der sker rigtig meget i sangene, men det er meget af samme slags og uden variation.

En quilt eller et kludetæppe?
Et mesterværk er det nok næppe 

Det skulle mine ører velsigne,
men endte med at gi´ hovedpine

Jeg havde egentlig glædet mig til denne udgivelse, da bandet tidligere havde overbevist mig om deres kunnen med deres 2016 album Heroes Of Mighty Magic. At The Heart Of Wintervale var dog en skuffelse, for det er en stor rodebutik med ganske få lyspunkter. Det er virkelig ærgerligt, for man kan høre, at de har en masse ideer og noget på hjerte. Men hvis du godt kan lide lydbøger og fantasy, skal du måske give skiven et lyt alligevel.