Epic Fest - Chapter 2: Rise of the Raven Beast

Orden Ogan @ Lykke Nielsen Photography Orden Ogan @ Lykke Nielsen Photography

Realm of Ice and Snow

1300 modige krigere og helte fra i alt 28 lande havde begivet sig til det sneklædte Roskilde for at opleve andet kapitel af Epic Fest den 12. og 13. januar 2024. Også sidste år var Heavymetal.dk draget ud for at anmelde første kapitel, hvor festivalen kun rummede 550 gæster og ét spillested. Siden sidst har denne festival vokset sig større, og krigerne fra nær og fjern kunne lytte til episke toner i både Gimle og Roskilde Kongrescenter, der i festlighedernes anledning havde fået navnet King Roar’s Hall. På begge scener blev publikum budt et mangfoldigt udvalg af bands, der tilgodeså fans af forskellige grene af powermetal-genren. Igen blev koncerterne suppleret af et bredt udenomsprogram, der fik enhver powermetal-fans hjerte til at banke hurtigere. Med D&D, signingsessions, videospil og fotovæg med udklædning var der nok at tage sig til. Spillestederne var tillige dekoreret med bannere, magic potions og passende belysning, så de var sande helte værdige. Derudover var personalet på Gimle og The Raven meget flinke og imødekommende, og i sidstnævnte kunne man som i året forinden nyde de magiske madretter, der smagte helt fantastisk.

Der er altid plads til forbedring

Desværre er ingen heltefortælling udelukkende en dans på roser, så i og med at der er blevet skruet op for festivalens kapacitet, var noget af den hyggelige og intime stemning, vi kunne glæde os over sidste år, gået tabt. En anden udfordring, man mødte, var, at der ikke altid var tilstrækkelig tid mellem koncerterne, hvilket gjorde skiftet mellem de to spillesteder problematisk. Det gjorde sig i hvert fald gældende, hvis man gjorde brug af garderoben, da køen til denne ofte var uendelig lang. Så hvis man ville nå at få en plads i den dårligt udluftede King Roar’s Hall, måtte man se sig nødsaget til at gå tidligere fra den foregående koncert. Når det er sagt, så er det jo også først andet år, Epic Fest finder sted. Derfor handler det vel også om at afprøve, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. I et forsøg på at undgå de førnævnte problemer kunne man ønske sig, at hele festivalen bliver flyttet til King Roar’s Hall til Epic Fest Chapter 3, der finder sted den 4. og 5. april 2025. For der er overhovedet ingen tvivl om, at Epic Fest allerede er kommet på powermetallens verdenskort, og at interessen både nationalt og internationalt er stor. Og på trods af de ovennævnte anker hørte Heavymetal.dk’s udsendte også mange positive kommentarer fra de forskellige folk, vi nåede at tale med. Programmet for 2025 blev annonceret på sidstedagen, og I kan allerede se frem til følgende bands: Stratovarius (FI), Ross The Boss (USA), Royal Hunt (DK), Theocracy (USA), Judicator (USA), Induction (DE), Apostolica (IT), ShadowStrike (USA), Terra Atlantica (DE) og Battle Born (UK).

For at indkapsle festivalens ædelmodige atmosfære vil Heavymetal.dk’s udsendte barder nu besynge Epic Fest 2024 i kvad-form.

Opmærksomme læsere vil konstatere, at der mangler to bands. Disse kunne vi desværre ikke nå af organisatoriske grunde.

Fredag:

  1. Memoir Sonata
  2. Brothers of Metal
  3. Megaton Sword
  4. Gloryhammer
  5. Beast in Black
  6. Iron Fire

Memoir Sonata Gimle, kl. 16:30

Den svære begyndelse

På Gimle stod de, "Memoir Sonata", i front,
Dygtige musikere, en klang af toner så kontant.
Scenen var trang, en kamp om plads i front,
Men bandet leverede et show, der imponant.

Øjenkontakt med publikum, en nøgle til succes,
Sangerinden strålede som en engel, der sank ned.
Teknisk stabil, stemmen bar uden dikkedarer,
Hun tog styringen, skabte en musikalsk fanfare

Men lyden svigtede som en uventet storm,
Trommer og sang bragede, overdøvede hver norm.
Backing track og guitar mistede al form,
Bassen var tavs men stilheden enorm.

Sangerinden kæmpede, men bassen var væk.
Var den tændt, eller hvilede den i et hjørne gemt væk?
Ingen bund kun en musikalsk fallit,
En mangel, der trak ned, som var det granit.

Kor-mikrofonerne uden lyd, forsvundet som dug for sol,
En melodi af stemmer, der gik tabt i tumultens stol.
Trods fejl og mangler en koncert med potentiale,
Memoir Sonata, en oplevelse med en skævvredet skala.

6/10

Af .

Brothers of Metal King Roar's Hall, kl. 18:00

Brothers of Metal @ Lykke Nielsen Photography

En alt for kort magtdemonstration

King Roar’s Hall vibrerede, et brag af en start,
Brothers of Metal indtog scenen, et show som hurtigt tog fart.
Publikum tændte straks som en voldsom flamme,
I fællessang forenedes vi i King Roar's storslåede ramme.

Overraskende, for Brothers of Metal er niche i toner,
Men de erobrerede hjerter som helte på hæderlige troner.
Mats, en fortæller værdig, mellem numrene så from,
Vældig og hjertevarm som en stjerne i nattens larm.

Ylva, en valkyrie på scenen, med vokalens magt
Hun kaldte tonerne, som vindene mod en kystlinje bragt.
Tre sangere i harmoni, et mægtigt vokalkor,
Plads til alle otte, en koreografi så stor.

Fællessangens kavalkade, en bølge af glæde,
Brothers of Metal i kraft af deres egen kvæde.
Lyden var næsten perfekt, men desværre for små udfald,
Enkelte glitch som stjerner, der falder i nattens dugfald.

King Roar’s Hall rystede i metallens taft,
Brothers of Metal, en hyldest til den kraft.
En koncert, hvor lyden sporadisk vaklede, men showet var stort,
Brothers of Metal, en oplevelse, som desværre var alt, alt for kort.

8/10

Af .

Megaton Sword Gimle, kl. 19:15

Megaton Sword @ Lykke Nielsen Photography

Det nye, mægtige sværd

Ved aftenstide stod de klar.
De var rejst hid fra et land langt væk.
Fem læderklædte mænd fra Schweiz 
var kommet for at give os smæk.

“The Raving Light of Day" kom først.
Erobring, triumf og tapperhed 
er bandets lyriske emner.
I sandhed, lyden var megafed!

Uzzy sang både blidt og hårdt.
Seth shreddede flot på sin guitar.
Fir’ nye sange vi hørte
om magt og styrke – og blod sågar.

Rejsen kom brat til sin ende
efter femogfyrre minutter.
Vi ønsker flere koncerter,
så bandets rejse aldrig slutter!

10/10

Af .

Gloryhammer King Roar's Hall, kl. 20:15

Gloryhammer @ Lykke Nielsen Photography

Kvadet om gummihammeren

Fra Dundee til King Roar’s Hall kom de fem.
Fans havde fundet deres hammer frem.

En galaktisk kriger uden jammer
gav en goblin slag af en “Gloryhammer”.

Sozos mente, at folk var ud’ på pjat
Og han er en prins, som altid har ret.

En “fucking” ny sang og et “fucking” slot:
“Wasteland Warrior Hoots Patrol” var flot.

Jeg ku’ godt li’ “Universe on Fire”.
Dem, der ikke sang med, fik sig en bajer.

Lyden i hallen var dog ikke fin,
og sættet var flasker med gammel vin.

Men man gik derfra fuld af energi,
hvilket giver bandet lidt sympati.

Superhelte i leggings, men for små.
For meget af det gode var det, vi så

Gloryhammer viste det, vi kender.
Nørder og fulde er deres venner.

En skovl er en skovl, en spade en spade,
så deres show matcher den ny’ plade.

7/10

Af .

Beast in Black King Roar's Hall, kl. 22:00

Beast in Black @ Lykke Nielsen Photography

Første del af eventyrets klimaks

I King Roar’s Hall stod en scene så unik,
Med løvehoved og Torii-porte, et syn så fantastisk.
På slottets top, Atte Palokangas på trommer,
Over løvehovedet, en eksplosion af toner som fyrværkeri til sommer.

Salen fyldt til randen, 1300 glade gæster var parat, 
Beast in Black trådte frem, et brag af en start.
Fra første sang gik publikum amok,
En energi, der løftede sig som bølger på en rok.

Fællessang og dans, publikums eneste mål,
Beast in Black's toner som funklende leg om metallens bål.
En hyldest til starten af færden blev givet, i den store hal
Historien om ”Berserk”, den anime, som startede alt.

Blandt powermetalbands kan tvivlen ikke sås
Beast in Black som et af de bedste bør sættes i bås.
En time og et kvarter, men publikum ville have mere,
Men det er også klart, når bandet i den grad kan levere.

Ingen fejl der var at finde på aftenens koncert
Så denne barde tænker kun: ”Hvad har jeg lært?”
At når alting ved en koncert fungerer, både lyd og lys er godt
Så hører bandet til på toppen, og ikke kun på scenens slot. 

9/10

Af .

Iron Fire Gimle, kl. 23:45

Iron Fire @ Lykke Nielsen Photography

Der er stadig ild i essen

Thunderstorm blev spillet denne aften.
Stolt vi hylder Iron Fire! 
Pladen har slet ikke mistet kraften
og kan kaldes genistreger.

Så skulle alle svinge med håret.
Stolt vi hylder Iron Fire! 
Martin til skjald kunne være kåret
med vitser, som han plejer.

“Rise of the Rainbow” lød det fra pitten.
Stolt vi hylder Iron Fire! 
Mikrofonen blev rakt ud mod midten
Publikum blev der’s lakajer.

Vi hørte vild guitarshredding fra Mads.
Stolt vi hylder Iron Fire! 
Han er en, der forstår at gi’ den gas.
Det gjorde showet til en sejr.

Sværdet trækkes ud af stenen til sidst.
Stolt vi hylder Iron Fire! 
Allerede slut nu? Jeg blev så trist!
Tid til at få sig en bajer!

9/10

Af .

Lørdag:

  1. Alterium
  2. Power Paladin
  3. Twilight Force
  4. BloodBound
  5. Orden Ogan

Alterium Gimle, kl. 16:00

Alterium @ Lykke Nielsen Photography

En bedre start

På Gimle stod Alterium klar, en kunst så fin,
Andendagens start, en musikalsk vin.
Musikerne sprudlede, i overskud og glæd',
Deres evner og talent var klart i højsæde.

Sangerinden trådte frem, en stemme så klar,
Alteriums vokal, en engel i en klangfuld snar.
Instrumenter deltes, et samspil som bølger i kor,
En harmoni af lyd, publikums glæde var stor.

Publikum fulgte med, i sang og klapsalver,
Alterium dirigerede som musikalske helte, der favner.
En fortolkning af Sabatons Bismarck fik vi at høre
Et modigt valg, men havde det været selvskrevet, var belønningen større.

Småfejl var til stede som skygger i nattens dis,
Men Alterium stod stærke som stjerner på himmelsk vis.
Kun én liveoptræden før, men intet syntes dem for svært,
Alterium, en begyndelse, et eventyr, en værdig koncert.

7/10

Af .

Power Paladin Gimle, kl. 17:00

Power Paladin @ Lykke Nielsen Photography

Andendagens storhed

På Gimle trådte Power Paladin frem, episk drøm i toner og stem',
Sejlene sat med seks på scenen, en fyldt og musikalsk sjæl at bære frem.
Islands stolthed, når det gælder heltemusik
Fordriver de skikken, at trommen blot slår klik.

Lyd så god som solnedgang
Blev forstyrret af feedback gang på gang.
En lille gene i koncerten så god
At den ikke syntes at behøve trække blod.

Og publikum brød ud i mosh, en dans af vild energi,
Imens Island førte an som dirigent i symfoni.
Guitarsoloer hvirvlede som en fritsvævende storm,
Power Paladin, et orkester i toppen af deres form.

Aftenens højdepunkt, koncerten gik stort
Fik senere koncerter til at ligne det arveste lort.
Som konger var de på scenen, alt andet er en løgn,
Missede du denne koncert, begik du en fejl dette døgn.

9/10

Af .

Twilight Force King Roar's Hall, kl. 18:10

Twilight Force @ Lykke Nielsen Photography

Magien manglede

I King Roar’s Hall Twilight Force trådte ind med lette skridt,
En scene indhyllet i røg som et mareridt.
Intet kunne ses, røgen gjorde os trætte og sløj,
Men i samme nu blev røgen til støj.

Udklædningen og temaet, et festligt skue,
Udtrykket var flot, publikum spændt som en bue.
Trommeslageren hamrede ensformigt som en drone
Tænk, man frygtede, at stortrommen blev til en enkelt tone.

Julekirkeklokker klang lidt for ofte og høj,
En unødvendig klangflade som et kirketårn i støj.
Sangeren udfordret, bevidsthed om egne evner manglede,
Lavede godt teater, men efter tonerne famlede.

Da tre sange var ig'en, halvdelen var gået,
Publikum forlod salen, at holde dem var ej formået!
Men når evnerne ikke rækker, og dagen viser sig som møg
Skal man ikke gemme sit bedste teater, bag en mur af røg.

4/10

Af .

BloodBound King Roar's Hall, kl. 21:00

Bloodbound @ Lykke Nielsen Photography

En nordisk hymne

Seks svenskere vejen til Danmark havde fundet.
Lige straks publikums hjerter de havde vundet.
Lige straks publikums hjerter de havde vundet.

En lang karriere med tyve år på bagen.
Så er syg makeup og horn i panden bar’ sagen!
Så er syg makeup og horn i panden bar’ sagen!

Daniel bankede på trommerne, så de røg.
I begejstring publikums hænder i luften fløj.
I begejstring publikums hænder i luften fløj.

Olsson-brødrene begge på guitaren spilled’.
Og Tomas nogle fede soli fik fremstillet.
Og Tomas nogle fede soli fik fremstillet.

Patriks stemme var ikke altid klar som krystal.
Men trods alt gav han alle en god omgang metal.
Men trods alt gav han alle en god omgang metal.

Det’ lige meget, om man drikker øl eller vand. 
Alle i publikum med guderne drikke kan. 
Alle i publikum med guderne drikke kan. 

Vi ku’ være med til et powermetal-party.
For “The Warlock’s Trail” var der helt vildt meget fart i. 
For “The Warlock’s Trail” var der helt vildt meget fart i.

Som afslutning kom Nosferatu på tribunen.
Ingen var klar til at putte sig under dynen.
Ingen var klar til at putte sig under dynen.

8/10

Af .

Orden Ogan King Roar's Hall, kl. 22:45

Orden Ogan @ Lykke Nielsen Photography

Slutningen blev den nye begyndelse

Salen kogte, stemningen var spændt,
Orden Ogan havde fået til opgave at få festivalen endt.
Forløsningen stod nær, og så snart preusserne trådte ind
Mistede folket hæmningerne og frakoblede deres sind.

Lyden fra band og publikum blev som ét,
En symbiose blev skabt i hallen så hedt.
Til den anden side bad han os komme
En som alle sagde vi ja, indtil vores lunger var tomme

Og de vidste, hvad vi ville høre fra start til slut.
De gav os det, indtil bassen gik kaput.
En tur bag tæppet, og der måtte trædes vande
Heldigvis kunne publikum stadig holde stande.

For lysten til at spille hits blev bestemt sat foran.
Vi fik ”Inferno”, ”Fields of Sorrow” og “Gunman”.
1300 skreg med, deres stemme var ej forsvundet,
King Roar’s Hall blev lukket, og Orden Ogan havde vundet! 

9/10

Af .