Metalcore direkte fra den ensomme stjerne
I Dallas’ bagende varme finder vi amerikanske Fervence og deres tredje og nyeste album, Constructs. Siden 2022 har metalcore-gruppen haft Stevie B. med på vokal, hvilket gør Constructs til deres andet album med denne startopstilling. Det er første gang, at Fervence bliver anmeldt på siden her, og spørgsmålet er, hvad femkløveret fra Texas har at byde på.
Følelser og tunge rytmer
Man når ikke langt ind i albummet, før man bliver budt på det første highlight, “Oculum”. Her bliver man præsenteret for elektroniske samples, der hiver lytteren tilbage til 00’ernes nu-metal, proggede, dybe riffs og selvfølgelig de enorme omkvæd, der er så karakteristiske for metalcore-genren. Der skulle ikke mange gennemlytninger til, før sangen sad fast i hjernen som et gammelt tyggegummi under et folkeskolebord.
Nummeret byder også på en blanding af kompetente cleans og aggressive skrig. Det løfter nummeret gevaldigt, når de forskellige vokaler får lov til at sameksistere i omkvædene, hvor de danser om hinanden i en storladen vals. Vokalerne, der gennem hele pladen veksler mellem det skrøbelige og det voldsomme, har fået masser af plads til at brede sig på. Det rum må man sige, at Stevie B. formår at fylde ud.
Senere når vi til “Miasma” og “Maelstrom”, hvor Fervence igen trækker på deres metalcore-repertoire med tunge og drop-tunede guitarer, der hamrer afsted for fuld smadder fra første sekund. Endnu en gang bliver vi budt på store og følelsesmæssige omkvæd, der sætter sig fast efter et par gennemspilninger.
Til sidst bliver vi budt på titelnummeret, “Constructs”, der slutter pladen af med et brag. Tungt, smukt og helt vildt ørehængende er nummeret, der veksler mellem fuld fart og kirkegårdens stilhed. De ru vokaler får virkelig plads til at skinne igennem på breakdowns, og Fervence fremstår som en ulmende glød, der med gennemgående vrede slår gnister mod en stormfuld himmel.
En torn i øjet på denne ellers helt udmærkede plade er, at mange af sangene tenderer overproduktion. Om det er unødige bas-sweeps eller for mange lag guitar i omkvædet, bliver det en kende for meget hele albummet igennem. Det skader dynamikken og gør, at de højeste peaks føles mere intetsigende. Det er egentlig synd, for det er lige præcis det modsatte af, hvad mange af numrene lægger op til.
Løber og snubler
Alt taget i betragtning er Constructs en solid skive med masser godt at byde på. Der er prog, der er følelser, og der er jeg-vil-bare-skråle-alt-hvad-jeg-kan-omkvæd. Ideerne er gode, men udførelsen halter til tider og spænder ben for resten af projektet. Det bliver en solid, men også noget uforløst plade fra de fem texanere, der lige mangler en finjustering eller to.