Når tyskere leger vikinger
Jeg tror roligt, man kan sige, at Mental Cruelty ikke er for alle; bandet startede tilbage i 2014 som et deathcoreband, hvor musikken i særdeleshed var et lydinferno af massive breakdowns og pig squeals.
Mange bands har taget turen mod mere radiovenlige lydbilleder, men Mental Cruelty har vendt sig mod mørket og buldret frem med nichegenren blackened deathcore. Særligt efter bandet fyrede deres daværende vokalist, Lucca Schmerler, over nogle knap så heldige beskyldninger, har lyden bevæget sig over mod det episke. Nuværende frontmand Lukas Nicolai viste sig at være en fremragende erstatning, hvilket vi allerede hørte på seneste udgivelse, Zwielicht. Nu er tyskerne tilbage - og mon ikke vi får mere af lyden fra det album?
Blod, brynjer og blastbeats
Allerede på Zwielicht (på dansk: skumring) begyndte Mental Cruelty at tage nordiske elementer med ind i tematikken, særligt på nummeret “Nordlys”. Denne tematik er blevet det helt centrale element på Echoes of a Forlorn Land. Tager man blot et kig på sangtitlerne, kunne man nærmest lokkes til at tro, man var havnet på et Amon Amarth-album.
Musikalsk skal vi dog i en lidt anden retning. Mental Cruelty kombinerer moderne deathcore med atmosfæriske blastbeat-sekvenser, der trækker tråde mod black metal. At kalde Mental Cruelty for black metal er dog nok lige at strække den en smule. Mon ikke der også sidder en del black-purister derude og bider sig i knoerne, når de fejlagtigt svinger forbi en Mental Cruelty-skæring? Vores anmelder, der hørte bandet som opvarmning til Kanonfieber tidligere på året, er i hvert fald stadig rasende.
I modsatte lejr sidder undertegnede, som er noget mere velbevandret i deathcore end black metal og applauderer mikset. Det er forfriskende, og særligt når to genrer mikses, er faren for udpræget monotoni også en smule mindre. Dette er særligt tydeligt på “Fenrir”. Ærligt, så kan det også blive lidt langhåret med deathcorebands, der indædt kæmper om at frembringe den mest ækle og destruerende lyd.
Netop dette er lagt på hylden til fordel for noget mere substans. Mikset mellem de symfoniske riffs, breakdowns og atmosfæriske passager fungerer overraskende godt og er smagfuldt krydret med nogle lækre guitarsoloer. Nicolais vokal svinger også mellem højpitchede screams og dybe growls, med hvad der lyder som ganske stor lethed, for eksempel på den Wagner-inspirerede “Ride of the Valkyries”.
Ældes som en lidt fin vin
Hvis man ikke er rundt nok på gulvet i forvejen, så bliver man det nok efter en tur i manegen med Mental Cruelty. Ydermere, hvis man ikke er etableret deathcore- eller black metal-lytter, så kan albummet godt være en lidt stor pille at sluge. Men fortvivl ej: Som så meget andet er Echoes of a Forlorn Land lidt af en ‘acquired taste’, som skal have lov at simre lidt i øregangene. Men ligesom en Christopher Nolan-film opdager man nye detaljer og små genialiteter for hver gennemlytning - og særligt dette har gjort, at jeg har nydt at lytte til albummet mere, end jeg troede, jeg ville. Albummet ligger nok ikke blandt de allerstørste inden for hverken deathcore eller black, men man bliver utvivlsomt strejfet af et frisk pust af originalitet.
