En sær form for Dragon Balls

Statistisk set har hver person seks dobbeltgængere. Hvilket vil sige, at der render seks andre mennesker rundt i verden med lige præcis dit ansigt, uden du aner, hvem de er. Man kan dog spørge sig selv, om det hedder dobbeltgænger, nu det sammenlagt er syv personer. Den ældste person må være originalen, og så er det vel kun den næstældste, der er dobbeltgængeren. Men hvad hedder resten så? Er det trippelgænger, kvadrupelgænger, og så videre op til septupelgænger? Var dette tankegangen hos tre nordjyske gutter, da de besluttede sig for navnet Trippelgänger? Jeg tror det næppe, men om ikke andet så udgav de pladen Trip to Hell i starten af februar.

Gammel vin på nye flasker

Jeg skal dog ikke afvise, at man kan komme til at se både dobbelt eller trippelt efter at have brugt omkring tre kvarter sammen med den nordjyske trio. For når inspirationskilderne blandet andet hedder Black Sabbath og Sleep, så skulle der gerne være rig mulighed for at blive indhyllet i en røg af diverse sindsudvidende naturremedier.

Når man begiver sig ud i god gammeldags stoner og doom, er der selvfølgelig en del ting, der skal være på plads, men vigtigst af alt er riffet. Og her har Trippelgänger bestemt hørt efter i timen. En stabil travrytme og fuzz-badet riff, der skriger afdansningsbal hos The Munsters, er, hvad åbneren ”Doomsday Clock” byder os indenfor med, og man skulle da været et skarn, hvis man ikke gik med ind. Vil man hellere sidde og nyde livet i ro og mag, så er ”End of Reality” præcis det, man har brug for. Sleep-referencerne er skruet helt op, tempoet skruet helt ned, og man bliver med det samme transporteret hen til stoner metallens hellige bjerg, hvor virkeligheden er et fjernt minde, og kosmos kalder med sine dragende toner. Alt det slendrian får dog en ende på ”Evil”, der tager os med helt tilbage til dengang, heavy metal var nyt og farligt. ”Paranoid” og ”War Pigs” har bestemt ikke levet forgæves. I bedste dieselhakker-i-tomgang tempo hugger nummeret sig afsted og kanaliserer samme riffs, som i fordums tid fik forældre til at kime den lokale præst ned fordi deres små skattebasser var blevet lokket i fordærv.

I stedet for den lokale præst, så ville jeg dog ringe til samtlige større stoner- og doom-bands gennem tiden for at høre, om de mangler nogle riffs fra deres arkiv. For selvom Trippelgänger gør det udmærket, så er hele Trip to Hell både hørt før og gjort før – endda også gjort bedre. ”Army of None” er jeg sikker på, at The Sword har skrevet cirka tre gange før, og på ”Witchcraft” er det endda så slemt, at det er lige før, man begynder at synge: ”What is this that stands before me? Figure in black which points at me”. På ”Ride” er jeg lidt i tvivl, om Trippelgänger har glemt, hvem de er. Det lyder som Jets ”Are You Gonna Be My Girl” i et sært punket Type O Negative-cover og harmonerer på ingen måde med noget andet på pladen. Trioen skal dog have point for originalitet, og jeg blev lidt nysgerrig på, hvad bandet ellers kunne med denne retning.

Hvornår er vin for gammelt?

Har man bare fulgt en anelse med i hele denne retro-metalbølge, så har man unægteligt hørt en stor del af, hvad Trippelgängers Trip To Hell har at byde på. Indpakningen er en lille smule anderledes, end man har været vant til de sidste halvtreds år, men i bund og grund er det de samme riffs præcis lige så velfungerende og vellydende som altid. Og når vi er i metal-regi, så skal man aldrig undervurdere nostalgiens kræfter.