God gammeldaws slimet kloakdødsbulder
Undergang, Taphos, Phrenelith, Hyperdontia, Kampvogn og senest Septage er nok de mest kendte danske navne inden for, hvad vi her på redaktionen har det med at kalde kloakdød. Så vidt jeg ved, er de eneste andre, der bruger denne term, bandet Kampvogn. Man kunne også kalde genren slimet old school dødsbulder, men det ligger ikke så godt på tungen. Men udover ovennævnte er der i hvert fald et band mere, der kan føjes til listen: fynske Tardus Mortem. I oktober 2019 udgav de debuten Engulfen in Pestilent Darkness, der lød til at være optaget i en kælder fyldt med malerbøtter, og nu er de så klar til endnu en septisk udladning med Armageddon.
På ingen måde langsom død
Tardus Mortem lægger sig hverken op ad Undergangs pilrådne ækle kloakdød eller Septages mere goregrindede tilgang. I stedet vælger fynboerne at kigge Entombed og resten af Boss HM2-fanklubben lidt over skuldrene, krydre det med en strejf af buldrende kaotisk war metal og groove, der så ellers bliver trukket dybt ned i mosen. Et ganske interessant genremiks, der dog utvivlsomt fungerer bedst, når tempoet sænkes, og det enten er groove eller svenskerdød, der sætter dagsordenen.
Bulder og brag er en dejlig ting. Men når dette for en stund viger pladsen på ”Condemned to the Halls of Infernal Sin”, og man som lytter samtidig bliver waterboardet med spildevand og får øregangen flænset af en god pålidelig rundsav, så kan man ikke undgå at blive lidt varm om sit slimede kloakhjerte. Dog skal man ikke glemme, Tardus Mortem også nyder et godt groove. Den genindspillede ”Nun of the Pyre” trækker sit riff helt nede fra slammets ækle bundfald, kaster det direkte i ansigtet på lytteren og påtvinger en velfortjent mishandling af nakkemusklerne. Derefter rundes pladen af med et cover af Graves legendariske ”Into the Grave”, der lige er blevet en tand mere buldrende og råddent. Det er beskidt. Det er vammelt, men det er i den grad også godkendt.
Der, hvor Tardus Mortem dog taber tråden, og min puls runder Grauballemandens, er, når der bare hamres derudad uden nogen form for retning eller mening, og at dette af uransagelige årsager skal optage halvdelen af pladen. Der findes både tid og sted til at flirte med bestialsk war metal, men når det gøres så uinspireret og kedeligt, som på Armageddon, er det bestemt ikke her. Var det ikke for verdens mest insisterende rundsavsriff, så var det lige før, at baggrundsstøj var mere medrivende end ”From Heaven’s Throne Thee Bring Forth Death”. Jævnt træls bliver det dog på ”Gust of Armageddon (Suicidal Winds)”. Et eller andet sted er det imponerende, at et nummer på massive 23 minutter aldrig kommer ud over kanten og bliver andet end en formularisk omgang bulder, brag og slim. Bevares, der er da breaks og temposkift, men når der reelt set kun er to tempi – midttempo og fræs – så kræver det ikke mange kopper i skabet at lure, hvad der sker næste gang.
Der er masser af tid endnu
Udover at forfalde til at blive lige lovlig formularisk og retningsløs så er Armageddon ikke en dårlig plade. Det er jo også nogle unge gutter først i 20’erne, vi har med at gøre. Så vil man have sin kloakdød en anelse mere energisk end Undergang og med en mere grotteagtig klang end Taphos, så synes jeg bestemt, man skal give Tardus Mortem et lyt eller to. Man kan jo altid skippe de 23 minutters dødsmetallisk influenza.
