HOAK spiller koncert i Badeanstalten, Slagelse .
HOAK - Only Here For The Violence

Only Here For The Violence

Udkom

Type:EP
Genre:Death metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Det fungerede dengang, og det fungerer stadig

Dødsmetal, had og vold er tre ting, der har hængt sammen, siden Possessed proklamerede den onde skæbne, der ventede kristendommen på deres legendariske debut Seven Churces fra 1985. Her 35 år senere har absolut intet ændret sig. Genren er stadig præget af død og ødelæggelse, og vi elsker den for det. Så når man spiller dødsmetal og skal finde på et navn til sit band – og sin debut-EP, så har Hoak taget den direkte vej. Hoak er ganske enkelt en forkortelse for Hatred Of All Kind, og deres debut-ep har de valgt at give den simple titel Only Here for the Violence.

Så slå dog til

Hoaks lyd er helt i tråd med mange andre danske dødsmetalbands, Hatesphere, Urkraft og Illdisposed for bare at nævne et par stykker. Det er dødsmetal krydret med lidt thrash. En blanding der cirka er lige så spændende som det danske køkkens hjørnesten, salt og peber, men formlen er velafprøvet, og den fungerer. Hoak flirter også af og til med et par black metalriffs, hvilket man vel kan sammenligne med det yderst eksotiske persille.

Men Hoak virker ikke til at være tilfredse med bare at spille sovs-og-kartofler-dødsmetal, hvor man ryster garnet på to og fire i en uendelighed. De vil gerne slås, og ikke bare den slags hvor man tjatter til hinanden, men en regulær nævekamp. ”Who Fucking Cares” indleder med en buldrende Immolation-inspireret rytme, der rammer som en regulær sonisk uppercut. Men titelnummeret og den afsluttende ”Paranoia Age” er dem, der for alvor får blodet til at flyde. Numrene bliver begge drevet af et ondt midttemporiff, der bare venter på at ommøblere dit ansigt, og på et splitsekund har de langet en lige højre afsted og sendt dig til tælling. Det føles som Brian Nielsen, der cirkulerer og bare venter på at slå til, og når han gør det, så sidder den lige i nyren, og man må give fortabt.

Så når Hoak demonstrerer en så veludviklet evne for de onde og dybe riffs, og hvornår de skal slå til, så kan man undre sig over, hvorfor resten af ep’en er præget af så stor uopfindsomhed. Det virker til, at der af og til er slået op i ”Dødsmetal for dummies” og derefter fulgt opskriften til punkt og prikke uden nogen former for kritisk tænkning eller andre overvejelser vedrørende kvalitet. Bevares, riffene og melodierne er vellydende, men de er omtrent lige så spændende som en kogt kartoffel. ”Systematic Violence” går lidt uden for formlen, men ender med at lyde som noget, Sepulchrum skrev engang for ti år siden. Men jeg begriber ikke inklusionen af ”Herthadal”. Giv nu Svartsot deres nummer tilbage, og lad dem tilføje de fløjter og andet folk-lir, vi alle ved, nummeret mangler.

”Vil du ikke med ud og slås?”. Sådan afsluttes titelnummeret, og jo, der er intet, jeg hellere vil, Hoak, men det kræver også, at I spiller noget, man kan slås til. Det sker desværre ikke så tit, som man kunne håbe på, men når det gør, så er det vaskeægte bølledød.

Tracklist

  1. Systematic Violence
  2. WFC (Who Fucking Cares)
  3. The Demolition
  4. Herthadal
  5. Only Here For The Violence
  6. Paranoia Age

Tilføj kommentar